“Næsten helt perfekt”. Sådan lyder den danske titel, men den etiket passer dårligt på James L. Brooks seneste film. Originaltitlen “Spanglish” – en blanding af Spanish og English – er en bedre betegnelse for en film, som blander komik og drama med den effekt, at den lander mellem de to så berømte stole. Den prøver dog at finde sig til rette og finder også en bedre stilling efter den første halve time, men ender aldrig i den perfekte stilling.

Flor Moreno og hendes charmende lille datter Cristina forlader kaktusser, tequila og solhatte til fordel for mulighedernes land USA. Efter en årrække med flere jobs på engang, beslutter den kun spansktalende Flor, at hushjælp for de velhavende er vejen frem. Den selvmedlidende Deborah Clasky ansætter Flor, trods sprogbarrieren. Flor spilles af den bedårende Paz Vega, der spås en strålende fremtid efter sine præstationer i “Tal til hende” og “Sex og Lucia”. Hun er sammen med Cloris Leachman, der spiller den tørstige bedstemor Evelyn, filmens lyspunkt.

Familien Clasky er ikke helt almindelig. Den depressive og påtrængende Deborah (en lidt overspillet Téa Leoni), den alkoholiserede og livsglade bedstemor Evelyn og den legesyge hund Chum er ikke faste inventarer i en kernefamilie. De andre medlemmer, børnene Bernice og Georgie samt faderen John, der viser Adam Sandler i endnu en seriøs udgave, er mere velfungerende – deres største problem er moren/konen Deborah. Karakteren Deborah er samtidig et af filmens største problemer. Hun er så vanvittig ulidelig, at det er en gåde, hvorfor alle ikke forlader hende? Resten af familien falder da også pladask for den charmende og sympatiske Flor, som er Deborahs diametrale modsætning.

“Næsten helt perfekt” viser et kultursammenstød mellem den mexicanske og den amerikanske, tilsat en omgang “Upstairs and Downstairs”. Det kniber gevaldigt med kommunikationen, da Flor kun snakker spansk. Hendes datter Cristina fungerer som tolk i filmens bedste scene, hvor Flors latinotemperament er i fuldt udbrud. Shelbie Bruce spiller den unge Cristina med stor sikkerhed og er helt vidunderlig, når hun efteraber sin mors gestik og toneleje.

James L. Brooks har med “Det bli’r ikke bedre” vist, at han på fornemmeste måde kan mikse drama og komedie, men “Næsten helt perfekt” bliver ikke den fuldendte cocktail som man turde håbe på. Dertil er konflikterne i historien for svage, en fjer bliver hurtigt gjort til ti høns. Dialogen er ikke af den knivskarpe slags, som vi ellers er vant til fra Brooks’ skuffe. Samtidig kan det undre, at Adam Sandler ikke bidrager synderligt til de komiske indslag. Sandler har vist, at han formår at spille seriøse roller, men hans force ligger stadig i komikken. Hvorfor Brooks ikke drager nytte af det talent, skal stå hen i det uvisse.