Nicholas Winding Refn er endnu engang tilbage i andedammen efter sin lille afstikker til det sneklædte Canada og art-thrilleren “Fear X”. Den film fik ikke et stort publikum, da mange mente den var for kryptisk og usammenhængende, men der er ingen tvivl om at efterfølgeren til “Pusher” nok skal få folk i biografen. Der har da også været hvisket i krogene, om at Refn udelukkende lavede filmen, samt “Pusher III” – som i skrivende stund er ved at blive produceret – for at tjene penge ind til sit egentlige drømmeprojekt; en kriminalfilm i USA. Men hvad gør det, når resultatet er så fremragende som “Pusher II”!

Bevares, historien er skåret over samme princip som “Pusher”, nemlig en klassisk sammenbrudshistorie, sat i Københavns kriminelle miljø, hvor hovedpersonen på trods af gentagne forsøg på det modsatte, blot kommer i større og større gæld. Men hvor vi i den første film fulgte Kim Bodnias Frank, så er det nu den ynkelige Tonny, i skikkelse af Mads Mikkelsen, som historien drejer sig om. Og det formår filmen at få det bedste ud af, for pludselig er vi blandt de små fisk og deres forsøg på at lege gangstere, såvel som far, mor og børn. Handlingen er således blevet krydret med Tonnys forsøg på at opnå sin fars respekt, samtidig med at han forsøger at være far til den unge han ikke vidste han havde, hvis mor kun er interesseret i hans bistand.

Der er dog heller ikke sparet på humoren, som især kommer frem i den velskrevne dialog, der rammer miljøet og de tungnemme kokainvrag lige i øjet. Til tider kammer det næsten over i Anders Thomas Jensen, men det balanceres heldigvis af de mere alvorlige situationer. For på trods af, at Tonny er den mest fucked up og sørgelige kriminelle man længe har set, så er han samtidig – og måske netop derfor – en dybt tragisk karakter. Man kan ikke undgå at have ondt af ham, for han vil jo så gerne gøre det godt, men det lykkes ham bare aldrig.

En stor del af grunden til at blandingen af humor og alvor rent faktisk fungerer, må siges at ligge hos den glimrende casting. Det er et herlig farverigt persongalleri som præsenteres for os, lige fra Leif Sylvesters comeback som Tonnys far Smeden, der er et kalkuleret dumt svin, over Tonnys ven Ø (Øjvind Hagen-Traberg), der prøver at være familiemenneske, til den belastende Charlotte (Anne Sørensen), der hellere vil feste end at tage sig af sit barn. Men det er selvfølgelig Mads Mikkelsen som lyser mest op, og det er forfriskende at se ham som taberagtig småkriminel, i stedte for den førsteelsker-mærkat han efterhånden har erhvervet sig. Han viser med al tydelighed at hans dramatiske spændvidde favner enormt bredt, og han har virkelig formået at ramme Tonnys personlighed fra den første film, samtidig med at han her får muligheden for at nuancere den. En værdig arvtager til Kim Bodnia, intet mindre! Den eneste karakter der virker malplaceret er Tonnys påtvungne partner Kusse Kurt (Kurt Nielsen), der simpelthen er for karikeret, både i hans næsten maniske spil og hans usvigeligt dumme personlighed.

“Pusher II” er ligesom forgængeren filmet næsten udelukkende håndholdt og sammen med den grynede tekstur i billederne af ‘Amager by night’, samt den fokuserede klippestil, opnås et næsten dokumentarisk præg. Refns intense brug af lydsiden, både ambient og musisk, der også var meget karakteristisk for “Pusher”, “Bleeder” og “Fear X”, er med til at forstærke filmens tragiske aspekt og virker i visse scener direkte klaustrofobisk. Denne gang arbejder han atter sammen med musikeren Peter Peter, men en del af filmens musiknumre er samtidig blevet udvalgt fra Danmarks rockundergrund via opfordring over nettet. Det er der kommet et ganske spændende og alsidigt score ud af, som helt klart er med til at bevare den rå stil fra “Pusher”.