Det er altid spændende at se nybagte instruktørers debutfilm. Endnu mere spændende er det, når instruktøren får fuld kunstnerisk frihed, hvilket er noget man meget sjældent ser i dagens Hollywood – selv hos garvede og veletablerede instruktører. Alligevel er det med den erfarne producer Rafaella de Laurentiis i ryggen lykkedes den 37-årige debutant Kerry Conran, at få en sådan aftale i hus. Det er der kommet en interessant og eksperimenterende film ud af.

“Sky Captain and the World of Tomorrow” er på ingen måde nogen typisk Hollywood-film. Kerry Conran har valgt fuldstændig at droppe alt, hvad der hedder scenografi, og filmen er dermed den første i historien, som udelukkende bruger bluescreen-teknologi – det vil sige udelukkende computeranimerede baggrunde. Ud over nogle få rekvisitter har skuespillerne altså ikke andet at reagere på end en masse blå vægge med nogle små orange pletter på, så de ved, i hvilken retning, de skal kigge.

Dette får straks én til at tænke på Star Wars, som for mange er det store skrækeksempel, når det gælder bluescreen. De nye film i serien blev haglet ned for deres elendige skuespil, men aktørerne havde ikke en jordisk chance, når de skulle forestille sig alt, der skete omkring dem. “Sky Captain” formår på det punkt desværre ikke at hæve sig over denne barriere. Selv om Jude Law og Gwyneth Paltrow faktisk er ganske velvalgte som de to typiske filmhelte, virker deres karakterer døde, og replikkerne bliver udtalt, som var det en opskrift på koldskål.

Men man kan alligevel ikke lade være med at tænke, om ikke det er et fuldt bevidst valg fra instruktørens side. “Sky Captain” har en så speciel stil, at vitterligt alt skal tages med et meget stort gran salt. Filmen foregår sidst i 1930’erne (et godt bud ville være 1939, da “Troldmanden fra Oz” går i en biograf i en af filmens centrale scener), og dette virker til at være omdrejningspunktet i hele fortællingen. På billedsiden har man fjernet alle farver for derefter at farvelægge det hele igen, så der derved opnås en fornemmelse af netop 1930’ernes Technicolor-look (hvoraf et af de bedste eksempler selvfølgelig er ovennævnte film). Samtidig bliver der brugt billedbeskæringer og scenografi, som man kender det fra datidens film, og selv klipningen med nogle meget symptomatiske overblændinger oser af gamle dage.

Og det samme gør altså skuespillet. Helten Joe er en typisk helt fra 30’erne: mandig og på alle punkter overlegen – altså den velkendte tegneseriehelt som blev skabt i skyggen af depressionen. Den kvindelige hovedrolle er en stærk figur, som i mellemkrigstiden har måttet lære at klare sig selv – klassisk film noir-heltinde, som i øvrigt hele vejen igennem også belyses i skyggefuld noir-stil.

Men det er ikke kun noir-film, som “Sky Captain” trækker på. Den trækker faktisk på alt, hvad der trækkes på kan. Filmen er simpelthen én stor reference til en lang liste af de største film og tegneserier igennem tiden. Der er utallige utvetydige hints til både “Superman”, “Star Wars”, “Metropolis”, “The Matrix” – ja, man kunne let blive ved. Men al den stilbevidsthed, alle referencerne, de flotte tekniske bedrifter… de udmunder alle af én ting: total mangel på historie!

“Sky Captain” er uden tvivl Kerry Conrans drømmeprojekt. Sammen med sin lillebror har han brugt 8 år på at skabe storyboards og diverse tegninger og designs til filmen hjemme i sin garage. Men det virker ganske enkelt som om, at han har haft stilen i hovedet, før han havde historien. Den er bygget på en meget simpel model, som er brugt utallige gange før i Hollywood (især i b-film): gal professor vil overtage verden, helten forhindrer det – gerne med en kærlighedsaffære på slæb. Dette er i og for sig en udmærket formel, men hvis der slet og ret ikke [i]er[/i] mere indhold, og karaktererne ikke bliver introduceret og uddybet, ja så går den altså bare ikke! Igen kan man selvfølgelig spørge sig selv, om ikke det er et bevidst valg som endnu en reference til tåbelige heltefilm i bedste Jens Lyn-stil, men uanset hvad, så dur den slags ikke i 2004.