“I det røde hjørne med syre i årerne og et bestialsk skrig: Alien! I det blå hjørne med laser og dreadlocks: Predator! Let’s get ready to rumble!” Titlen “Alien vs. Predator” (“AVP”) er til at forstå, og glem alt om Brian Nielsen mod Tyson, for det her er en kamp mellem to af de mest drabelige monstre fra filmens verden. Det kunne være århundredets kamp med de indbyrdes forrygende modstandere, men det bliver det nu ikke. “AVP” er en omgang anonym action, som skuffer mere end den underholder.

Gonggongen har lydt, filmen er i gang, men der startes langsomt ud, for i “AVP” er det ikke titelfigurerne der er i centrum, men et halvkedeligt hold videnskabsfolk. De enkelte personer på holdet skal lige introduceres, inden de bevæger sig ind i den mystiske pyramide, som ligger begravet under en forladt hvalfangerby på Antarktis. Pyramiden viser sig at rumme nogle ubehagelige overraskelser for det stakkels hold. Ligesom i Alien-filmene er det en kompetent kvindelig hovedfigur, vi har med at gøre, men Alexa Woods er langt fra en lige så interessant karakter som Ellen Ripley. Generelt består holdet af nogle stereotyper, som arkæologen der har den fornødne viden, lejesoldaterne der har den berømte kløen på aftrækkerfingeren og så Alexa Woods, der bare har styr på tingene.

Introduktionen af de forskellige karakterer får filmen utrolig lidt ud af. Der bruges megen tid på at etablere nogle karakterer, som er temmelig overfladiske. Den store personinstruktør er Paul W.S. Anderson nu engang ikke, og det forekommer underligt, at der bruges så megen tid på det. Karakteren Charles Bishop Weyland (Lance Henriksen) er en interessant karakter med sin stræben efter succes og magt, men ham fokuseres der ikke meget på. “AVP” er fuld af referencer til sine ‘forgængere’, hvis man kan kalde dem det. F.eks. Charles Bishop Weyland rummer mange referencer, der ikke kun omfatter navnet, men også skuespilleren Lance Henriksen, som tidligere medvirkede i “Aliens” og “Alien 3”. Scenen hvor Hr. Weyland sidder og hakker en kuglepen ned imellem fingrene, er en åbenlys hyldest til de tidligere og meget bedre film.

Der kommer langsomt fart over feltet, da gruppen endelig kommer ind i pyramiden, der gemmer på nogle frygtelige men velkendte skabninger. Gruppen er så at sige på glatis, når de både skal kæmpe mod aliens og predators på en og samme gang. Heldigvis kæmper monstrene også indbyrdes, men det ser stadig sort ud for vores videnskabelige venner. Kampscenerne er filmens højdepunkter, og man føler sig godt underholdt, men de er ikke så spektakulære, som man kunne forvente, når to af filmhistoriens mest bidske bæster blæser hinanden omkuld. Min indre drengerøv blev henrykt i scenen, hvor bæsterne står ansigt til ansigt, for det gav et sus og et håb om, at det ville blive vildere end vildt, men drengerøven er stadig skuffet over det bløde indhold i den fine indpakning.

“AVP” er heller ikke tro mod sine forlæg, og det skærer i ens filmhistoriske hjerte. Det kniber gevaldigt med logikken, når der nogle gange er syre i årerne på aliens og andre gange ikke. Alexa Woods bruger hovedet fra en alien som skjold, hvor hun stikker armen ind i hovedet. Det ved enhver alienfan, at det kan man ikke, for så er det farvel arm, men ikke i “AVP”, hvor det bare er ‘farvel logik’. Nu vil nogen sikkert mene, at det er forkert at snakke om logik i sådan en slags film, men en form for intern logik skal der altid være. Den interne logik er nærmest ikke-eksisterende i filmen. Først får vi en forklaring om, at pyramiden rokerer hvert tiende minut, fordi den er baseret på et talsystem. Fint den køber vi gerne, men når pyramiden så bevæger sig blot to minutter senere og lukker den ene dør i efter den anden, forsvinder købetrangen kraftigt.