FilmenJeg vil æde min kasket på, at denne DVD ikke er den sidste version Warner udgiver af “Troja”. Filmen er en af selskabets kronjuveler, og det virker en anelse mistænkelig, at man har valgt kun at udgive den på en tyndbenet 2-disc “specialudgave, der slet ikke er speciel. Standarden for ekstramateriale er blevet hævet markant indenfor de seneste år, og “Troja” blegner hurtigt, hvis man sammenligner skiverne med stort set alle andre nye udgivelser. Havde det ikke været for den underholdende film og den gode præsentation, havde der faktisk overhovedet ikke været noget at komme efter.
[image=7174]
Som det fremgår af rulleteksterne efter filmen, er “Troja” kun inspireret af Homers mytologiske fortællinger og ikke en decideret filmatisering. Dette har bl.a. betydet, at instruktør Wolfgang Peterson stort set helt har sakset de græske guder og i stedet valgt en mere “realistisk” tilgang til historien. Selvom det uden tvivl ville have været interessant med en version hvor guderne var inkluderet, fungerer historien ganske udmærket og minder om traditionelle Hollywood storfilm fra 1960’erne. Der er lagt stor vægt på, at få både kulisser, våben og kostumer til at virke så troværdige som muligt, selvom der naturligvis også er blevet pyntet lidt hist og her i underholdningens navn.
De mange slag er højdepunkterne i “Troja”, og de bliver bedre og bedre jo mindre og mere personlige de bliver. Fra et teknisk standpunkt er de enorme sammenstød mellem grækere og trojanere imponerende og så godt lavet, at man kun meget sjældent kan se syningerne mellem realoptagelser og CGI. Dog har de en tendens til, at blive en anelse kedsommelige i længden, idet de ikke er præget af voldsom nytænkning. Anderledes ser det ud i opgøret mellem ærkefjenderne Akilleus og Hector, der er spændende filmet og suverænt koreograferet. Det giver enormt meget at se Pitt og Bana udføre deres egne stunts, specielt fordi begge tydeligvis er gode med både sværd, skjold og spyd.
Visuelt er “Troja” på grund af miljøerne en anelse ensformig, og ikke nær så flot fotograferet som f.eks. Ridley Scotts “Gladiator”. Soundtracket virker ligeledes uinspireret med det efterhånden obligatoriske etniske soloindslag i form af en kvindelig sangerinde. James Horner giver den flere steder alt for meget gas, hvorfor musikken i nogle scener virker unødvendig pompøs og oppustet.
[image=7179]
Skuespillet er overvejende godt, selvom stilen er teatralsk og omfatter et par vitterligt tænderskærende replikker. Bloom og Kruger er dem, der kæmper mest med materialet, og det skader filmen, at vi ikke tror på deres kærlighed. Hvorfor det netop er Kruger, der blev valgt til at spille Helena, må de manglende guder vide, for hun er både kedelig at se og høre på. Anderledes ser det ud med Cox, der leverer en fornøjeligt spruttende Kong Agamemnon, mens Pitt endnu engang spiller op imod sit eget image som dræbermaskinen Akilleus, der jagter meget mere end blot 15 minutters berømmelse. Veteranen Peter O’Toole er altid en fornøjelse at se på.
“Troja” ville have været bedre tjent uden helt så mange hovedpersoner, idet handlingen virker overfyldt af karakterer, som ikke rigtig har noget at give sig til. Dette ville også have givet plads til at udforske de mest interessante karakterer lidt mere. Det største problem ved filmen er imidlertid de tre fronter som etableres i krigen. Der er sympatiske karakterer at finde på alle sider, og de har en ganske reel motivation for at ville bekæmpe hinanden, hvorfor det bliver meget svært for os at fokusere vores sympati. Det er med andre ord ikke en særligt gribende oplevelse at se “Troja”, og selvom at den skam er storslået og fejende flot, mangler den i sidste ende sjæl. Slutningen kommer som et lyn fra en klar himmel, og den yder ikke resten af historien retfærdighed.
[image=7178]
VideoBilledet på “Troja” er rigtigt godt med en fornuftig komprimering, der på trods af filmens længde ikke fremviser de store svagheder. I enkelte scener er skarpheden dog mangelfuld, hvilket måske kunne have været undgået, hvis man netop havde lagt filmen på to skiver i stedet for kun én. Men det er småting.
Eftersom store dele af filmen udspiller sig under den bagende sol, er billedet for det meste meget lyst og veldefineret. Man kan f.eks. tydeligt se svedperlerne løbe ned over Pitts ansigt under duellen med Bana, og detaljerne i både miljøerne og kostumerne kommer til deres ret. Sortværdien er ligeledes god, selvom jeg personligt ville have foretrukket at billedet var en lille tak mørkere. Under de første par minutter har billedet på “Troja” desuden en lidt kedelig tendens til, at stå noget ustabilt og vibrere fra side til side. Det forsvinder dog heldigvis hurtigt. Overførslen er naturligvis modificeret til widescreen fjernsyn.
AudioDolby Digital sporet byder på masser af god surround, også i de afdæmpede scener, hvor de fine detaljer skaber en troværdig klangkulisse. Derudover er der rigeligt med subwoofer-action i filmen, og scenen hvor trojanerne angriber grækerne på stranden om morgenen, er et godt eksempel på rigtig dynamisk lyd. Baghøjtalerne spiller godt med, hvilket også betyder, at Horners score får lov til rigtigt at larme. Sjovt nok er der enkelte uoverensstemmelser i filmens lyddesign, hvilket høres i bl.a. nogle abrupte lydovergange mellem scener og en fejl ved Pitts dialog under opgøret mod Hector. Her fortsætter hans stemme med at lyde som talt gennem en hjelm, selvom han netop har taget den af. Disse småting er imidlertid ikke noget, som for alvor hæmmer oplevelsen af filmen.
[image=7181]
EkstramaterialeSamtlige ekstrafeatures til “Troja” ligger på disc 2. Tre featurettes med en samlet spilletid på 40 minutter er alt hvad vi får, hvis ikke man tæller traileren og det interaktive “Gallery of Gods” med. Alle indslagene virker som om, at de er taget ud af en større sammenhæng, og giver et noget begrænset indblik i den gigantiske produktion. Alene det at der ikke er et program tilegnet skuespillerne, peger retning af, at der er mere i vente. De tre programmer har titlerne “In the Thick of the Battle”, “From Ruins to Reality” og “Troy: An Effects Odyssey”. Hvad angår gude-guiden, er det hurtigere at slå deres respektive karakteristika op på nettet.