Det er inden for de sidste par år blevet vældigt populært, at lave film tilhørende genren moderne eventyr. Det er film der karakteristisk nok stjæler med arme og ben fra de gamle klassiske eventyr, hvorefter det sættes ind i en moderne ramme, hvor hovedingrediensen, udover utraditionelle helte med selvironiske hjælpere, er en konstant krydsreference til såvel andre film og eventyr som samfundet. Og det kan – med de to film om Shrek som indlysende eksempel – være meget morsomt og originalt. Nu forsøger den forholdsvis ukendte instruktør Tommy O’Haver at gøre “Shrek”-filmene kunsten efter med spillefilmen “Magiske Ella”, der i modsætning til “Shrek” har medvirkende af kød og blod.

Filmen handler om pigen “Ella af Frell”, som i frustration over en forbandelse der hviler over hende drager ud i verden for at få den ophævet. Undervejs møder hun diverse modstandere, hjælpere og selvfølgelig også en vaskeægte prins og det hele bliver krydret med lidt sang og pumpende rytmer. Det lyder umiddelbart som en skudsikker opskrift på en film, men vi har unægtelig set det før og det bliver det altså desværre ikke hverken sjovere eller mere interessant af. Filmen formår heller ikke at nå Shreks umiddelbare charme til sokkeholderne. Dertil er filmen alt for forudsigelig og plat, men heldigvis er der også gode øjeblikke med underholdende skuespil og sjove scener.

“Magiske Ella” tager udgangspunkt i eventyret om Askepot og derfor har filmen naturligvis også en ond stedmor, to onde stedsøstre, som hungrer efter at få fat på den skønne prins Char, og ikke mindst en Askepot, nemlig Ella. Men her stopper ligheden med Askepot også, for Ellas største problem er ikke, at hun er fattig og hemmelig forelsket i prins Char. Nej, problemet er, at Ella som spæd er blevet “forhekset” af feen Lucinda til altid at adlyde andre folks ordrer. Til trods for, at Ella i en øm og temmelig kvalm dødsscene med moderen har lovet at bevare sin hemmelighed, regner de to onde stedsøstre hurtigt Ellas forbandelse ud og udnytter hende på det groveste til blandt andet at stjæle, lyve og afvise sin bedste veninde. Efter disse hændelser beslutter Ella sig til at drage ud i verden for at finde Lucinda og få hende til at hæve forbandelsen. Det er først en god halv time inde i filmen at dette sker og indtil da er handlingen faktisk jævnt kedelig og forudsigelig: der er både en halvpinlig flashback-scene til Ellas barndom samt talrige fjogede eksempler på Ellas “tilstand”. Men heldigvis accelererer handlingen, da Ella drager af sted.

Den første hun møder er nemlig nissen Slannen, som er under kraftig beskydning af nogle onde mennesker. Den gode og sandfærdige Ella forsøger selvfølgelig at hjælpe nissen ved at tale menneskene fra deres handlinger. Det hjælper dog ikke, indtil Slannen fra skydeskiven ved et tilfælde kommer til at beordre stakkels Ella til at slås med de onde mennesker. Det må Ella jo adlyde og derpå udvikler scenen sig til en ret sjov kampsportsevent ala “Matrix”. Og sådanne øjeblikke udnyttes flere steder. Heldigst og sjovest er det i en dansescene, hvor Ella som konsekvens af forskellige “ordrer” fra publikum tvinges til at gøre sin dans og sang mere udfordrende. Det er faktisk rigtig morsomt.

Desværre er der ret langt mellem sådanne scener, for filmen vil også give plads og tid til de romantiske og alvorlige scener mellem prinsen og Ella. Selvom samspillet mellem den glimrende Anne Hathaway som Ella og Hugh Dancy som prins Char fungerer fint, så forhindrer det ikke dialogen i at være temmelig påklistret, letkøbt og unaturlig. Værst kommer det dog til udtryk hos Minnie Driver som husfeen Mandy og stand-up komikeren Vivica Fox som Lucinda. Udover at overspille fælt har de også en meget meningsløs placering i filmen, som får dem til at virke overflødige og irriterende.