Filmz
Village, The

Village, The

Medvirkende:

Adrien Brody, Celia Weston, William Hurt, Joaquin Phoenix, Brendan Gleeson, Cherry Jones, Sigourney Weaver, Frank Collison, Jesse Eisenberg, Fran Kranz, John Christopher Jones, Judy Greer, Michael Pitt, Jayne Atkinson, Bryce Dallas Howard

Instruktør:

M. Night Shyamalan

Filmlængde:

103 minutter

Genre:

Sci-Fi, Sci-Fi, Drama, Drama, Romantik, Romantik, Gyser, Gyser, Thriller, Thriller

Village, The

M. Night Shyamalans “The Village” fik en blandet modtagelse i USA, som i høj grad skyldes, at filmen blev lanceret som en gyserfilm – hvilket den ikke er. Den indeholder elementer af horror og har et par gode gys, men er mere et stemningsrigt eventyr, som desværre falder sammen i takt med, at sidste akt udfoldes.

[image=6748]

Filmen er en vanskelig sag at skrive om fordi forkerte ord vil ødelægge filmens skrøbelighed og dermed også oplevelsen af den. Hvilket undertegnede selvfølgelig ikke har nogen intention om, og jeg vil derfor holde mig i periferien af filmen. Sikkert er det, at “The Village” bæres frem af Shyamalans stærke visuelle sans. Filmen har ganske enkelt et fantastisk look. Coen-brødrenes hoffotograf Roger Deakins har skabt nogle eminent flotte billeder, bl.a. ved brug af levende lys, der fanger den rette stemning af eventyr. Billederne, samt James Newton Howards violin-dominerede underlægningsmusik, bidrager perfekt til den snigende stemning.

Shyamalans forfattede replikker er som sædvanlig tunge, men skuespillerne er dog ikke helt så stive og for en gang skyld giver Shyamalan os en hovedrolleindehaver med spræl i. Denne spilles af Bryce Dallas Howard, som er et fund og er filmens lyspunkt. Joaquin Phoenix og Adrien Brody spiller noget nær hinandens modsætninger, og er som altid interessante. William Hurt er også god, selvom han gentager den besindige type som han altid spiller. Sigourney Weaver har ikke meget at gøre i filmen, hvilket er lidt filmisk ironisk, når nu den handler om et lille samfund som er truet af mørke monstre.

Midt i det eventyrfyldte, er der også en ærlighed over for dramaet, som man næsten kun kan reagere positivt på. F.eks. når kameraet stikker sit nysgerrige øje hen i hovederne på filmens to hovedpersoner, fordi de har problemer med at mødes på et emotionelt plan. Men da deres distancering endelig brydes af et kys, giver kameraet plads og kigger den anden vej. Denne respektfulde nysgerrighed bidrager til, at gøre filmen til et stille og indtryksfuldt drama.

[image=6749]

Lige fra filmens begyndelse bliver man trukket ind i filmens univers, men når finalen nærmer sig bliver man revet ud af filmen igen. Shyamalan forsøger ikke at bruge denne distancering der opstår mellem tilskueren og filmen til meget andet, end at trække gulvtæppet væk under publikum. Nok er slutningen original og ganske vist gives der vage tilbud som tilskueren kan tage med hjem og digte videre på, men selve det afsluttende gimmick ødelægger desværre den dramatiske vægt af det forgående. Hvorfor opbygge en forfinet og stemningsmættet verden, for så til sidst at rive den ned igen, når man alligevel ikke vil andet med det, end at blinke lidt til publikum? “The Village” kunne sagtens få sendt sit kærlighedsbudskab af sted uden dette afsluttende glimt i øjet – plus, at den i langt højre grad havde været en mere effektiv film.

Shyamalan lægger som sædvanlig sine små spor ud til publikum, men der skal advares imod at gå for højt op i at lægge brikkerne til dette skrøbelige puslespil. Slutningen er som sagt ødelæggende, så der er ingen grund til at skynde processen. Og nu må det samtidigt også være nok med disse irriterende overraskende slutninger for Shyamalan – specielt når han har udtalt, at han gerne vil huskes som en original instruktør – hvilket er et yndigt ønske – men som altså ikke går i opfyldelse hvis man bliver ved med at gentage sig selv.

[image=6747]

Kort om filmen

“The Village” foregår i den lille landsby Covington i Pennsylvania i 1897. Beboerne skabte landsbyen i håbet om et bedre liv i tryghed, fællesskab og fred. Men det er en væbnet fred, for uden for landsbyens grænse huserer ‘dem, vi aldrig taler om’, og selv om disse frygtindgydende væsner holder sig til skoven, så længe beboerne holder sig til deres marker, så betyder det, at landsbyen er isoleret fra resten af verden. Ikke at beboerne savner den. De lever et nøjsomt liv, men også et liv fyldt med kærlighed og hensynsfuldhed. Her hersker virkelig det gode naboskab – og det hænder da, at den enes nabos søn bliver forelsket i den anden nabos datter – som unge Lucius Hunt i den blinde Ivy Walker. De er vokset op med den tavse trussel fra skovens beboere, men samtidig uden den modvilje mod omverdenens ufred og grådighed som landsbyens ældste nærer. Da behovet opstår, er de begge villige til at udfordre ‘dem, vi aldrig taler om’ for at skaffe medicin til landsbyen…

Ads by MGDK