Paragraf #1 under Hollywoods lov for romantiske komedier lyder, at en film ikke behøver nogen handling, så længe man bare har to store skuespillernavne på plakaten. Og det har man i “Laws of Attraction”, der er en film omtrent lige så uinspireret som Pierce Brosnan og Julianne Moore er smukke. Selvom amerikanerne uden tvivl er mestre i at skrue underholdende og meget strømlinede komedier sammen, har de desværre en tendens til, at slutte deres historier af med en klæbrig og stokkonservativ morale. Det gør intruktør Peter Howitt også her.

Modsætninger mødes i Howitts film, hvor de to dygtige og vidt forskellige skilsmisseadvokater Audrey Woods og Daniel Rafferty imod alle odds udvikler følelser for hinanden. Til at starte med kan paragrafrytteren Audrey ellers slet ikke forholde sig til Daniels lemfældige arbejdsmetoder, der i mere end ét tilfælde viser sig, at være lige så effektive som hendes egne. Dertil kommer, at Audrey i kraft af sit arbejde helt har mistet troen på kærligheden og ikke mindst ægteskab, hvilket holder hende fra, at erkende sine følelser for Daniel. Oh ve, oh skræk.

Med “Laws of Attraction” befinder vi os igen på en usandsynligt slagen vej, hvor to superprivilegerede amerikanere ikke helt kan få det med følelserne til at fungere. Problemet med at forene den ydre, professionelle verden med den indre, følelsesmæssige er fast inventar i utallige Hollywood-komedier, og medfører altid at hovedpersonerne er tvunget til at indgå kompromiser, hvis kærligheden skal have en chance. Vi ved på forhånd hvordan det hele ender, og “Laws of Attraction” er en af de film, man udelukkende vil se på grund af samspillet mellem Brosnan og Moore.

At dette samspil så ikke fungerer optimalt skyldes primært, at de to hovedpersoner er så tåbeligt skrevet, at vi hurtigt mister enhver interesse. Moore kan spille mange roller men en småklumset singlekvinde, der konstant æder slik fordi hun er ensom, køber vi ganske enkelt ikke. Det er spild af talent. Brosnan er lidt bedre, og hans komiske timing skarpere, hvilket resulterer i et par oprigtigt sjove one-liners i løbet af filmens første tre kvarter. Herefter går gassen lynhurtigt af ballonen, og det føles som en evighed, inden instruktøren endelig får forløst den simple handling.

Efter at være rejst til Irland kommer Daniel og Audrey i nærkontakt med både naturen og en flok varmhjertede, irske bønder. En uvant ramme som er med til at rekalibrere de to topadvokaters kærlighed. Som det så ofte forholder sig i Hollywood, er det nemlig blandt rullende grønne bakker og jævne lokalsamfund, at det fortabte storbymenneske kan finde sig selv igen. Specielt hvis de mange dollars skulle have gjort én lidt overfladisk. Uden tvivl en meget belejlig form for terapi, der i dette tilfælde tilsyneladende også har en positiv effekt på Audreys hardcore society mor. Hun ændrer nemlig ligeledes karakter til sidst, og det på trods af, at hun aldrig har sat et ben uden for The Big Apple.