FilmenDa “The Last Samurai” er en Hollywood-fortælling om selvudvikling, integritet og ære, kunne man sagtens forvente at filmen var en klam sag, men heldigvis har instruktøren Edward Zwick nedtonet de emotionelle højdepunkter.

Zwick er med sin samurai-film interesseret i at vise hvilke regelsæt Japans forhistoriske elitekrigere levede efter, og ikke mindst romantiske ideer som: renheden der ligger i selvopofrelse og sejren der findes i et værdigt nederlag. Selvom Zwick ikke er verdens bedste instruktør, så er filmen et skridt i den rigtige retning for ham. Væk er de tunge og teatralske udtryk som prægede hans historiske drama “Legendernes Fald”. “The Last Samurai” forsøger – i modsætning til f.eks. “Lost in Translation” – at sætte sig ind i det japanske univers, men tag ikke fejl – det er stadig en Hollywood-film. Vi har stadig med et sort/hvid persongalleri at gøre.

De romantiske ideer, den lange spilletid og ikke mindst et utal af organiske statister frem for computerskabte, kan godt bringe mindelser om den form for storfilm som Hollywood lavede i gamle dage. Det er også her en stor del af morskaben ved filmen ligger, fordi selvom Zwick bruger lang tid på at fortælle sin historie, så forstår han virkelig at sammensætte flotte kampscener på den gammeldags måde. Scenen hvor samuraierne for første gang træder frem i lyset er fabelagtig og mange gentagelser værd. Seværdig er også et overraskelsesangreb fra en gruppe ninjaer og ligeså er filmens afsluttende opgør. Da filmen ikke er overeksponeret med kampscener, er kampene desto meget mere effektiv.

Filmen er som nævnt forudsigelig, men det burde egentlig ikke komme som nogen overraskelse – specielt ikke når der på filmens plakat står “Tom Cruise – The Last Samurai” med store bogstaver. Hvis opskriften er familiær, er de emotionelle scener befriende nedtonet. Da Cruise i starten af filmen ligger ud med at overspille sin karakters tungsind, kunne man godt frygte at han fortsatte filmen igennem på sin kendetegnende ekspansive facon. Men når hans karakter er blandt filmens åndrige krigere, leverer han heldigvis en vare, som går i spænd med filmens nedtonede stil. Ken Watanabe giver en karismatisk præstation som Samurai-lederen Katsumoto (som han blev Oscar-nomineret for), og er helt klart en skuespiller, man skal lægge mærke til i fremtiden.

På den mere tekniske side af filmen skal nævnes de postkortlignende billeder, som er skabt af John Toll (“Braveheart”), og musikken af Hans Zimmer er ligeså smuk, men udstiller også Zimmers svagheder som filmkomponist. Fra begyndelsen til slutningen lyder scoret ens – der er ingen proces overhovedet. Hvilket er, at gå direkte imod filmen og hovedpersons udviklingshistorie. Når musikken ikke er forbundet med filmen – når filmen siger en ting og musikken noget andet – prøver Zimmer så at fortælle sin egen version af historien (som han gjorde i “Broken Arrow”), eller strækker hans kompositionsevner kun til at sidde og gentage musikstykker ved et keyboard? Filmens imponerende samurai-dragter er designet af Ngila Dickson, som også stod for kostumerne til “Ringenes Herre”-trilogien.

“The Last Samurai” er en forudsigelig og langsommelig affære, men indeholder nogle fantastiske kampscener, gode skuespillerpræstationer og er en meget billedskøn film… og så er enhver film med ninjaer indblandet altid et kig værd.

VideoFilmens smukke billeder kommer til sin fulde ret i denne flotte overførsel, som er i 2.40:1 anamorphic widescreen. Farverne er flot overført og de står tydelige uden at de på nogen måde smelter sammen. Det digitale billede er varmt og roligt og giver en god film-lignende fornemmelse.

AudioFilmen kommer med et Dolby Digital 5.1-lydspor og er en flot indspilning. Selvom at lyden er spredt godt rundt i lydfeltet – specielt i de store kampscener – kunne man dog godt forlange, at der var lidt mere spark i enkelte af de andre action-orienterede scener. Her udnytter man f.eks. ikke de dybeste dele af lydspektrummet eller de diskrete lydkanaler helt til fulde.

EkstramaterialeEkstramaterialet indledes med et seriøst og informativt kommentarspor af Edward Zwick, men da han taler meget monotomt, er det ikke særlig oplivende i længden. Ligeledes taler han også til billederne af sin videodagbog. I “Making an Epic”, hvor han samtaler med Cruise, tør han dog noget mere op.

“Tom Cruise: A Warrior’s Journey” er – som man kan læse ud fra titlen – et program der hylder Tom Cruise og fortæller om hvor hårdtarbejdende han er. Vigtigheden af sådan et program er naturligvis stor, fordi hvor mange tror egentligt på, at en type som Cruise har det hårdt?

Et af de mere interessante programmer er “History vs. Hollywood: The Last Samurai”, som giver et indblik i Japans og samuraiernes baggrund, men programmet skøjter dog let og elegant hen over selve problemstillingen, og kommer med den åbenlyse afsløring at Hollywood har en tendens til at romantisere.

Resten af skiven indeholder nogle små interessante programmer hvor titlerne mere eller mindre forklarer sig selv: “A World of Detail: Production Design with Lilly Kilvert”, “Silk and Armor: Costume Design with Ngila Dickson”, “Imperial Army Basic Training: From Soldier to Samurai: The Weapons”. Disc 2 afrundes med to slettede scener og en trailer.