Med blot to spillefilm under bæltet har den 33-årige instruktør Sofia Coppola allerede drejet et vaskeægte mesterværk. “Lost in Translation” er en besnærende kærlighedsfilm, der er lige så simpel i sit udtryk som den er kompleks i sit indhold. Den på papiret noget upassende affære, som fortællingens to hovedpersoner indleder, er yderst intelligent skrevet og takket være den formidable kemi imellem Bill Murray og Scarlett Johansson så troværdig, som nogen anden vi har set på film.

“Lost in Translation” handler om to vidt forskellige mennesker, der begge har ondt i sjælen og som opholder sig i en fremmede neon-jungle, hvor både kultur og sprog er med til at isolere dem fra omverdenen. Det ikke at kunne kommunikere med hinanden er, som filmens titel antyder, en central problemtstilling i handlingen og forekommer på flere niveauer. Bob (Bill Murray) har det ikke kun svært med sine japanske fotografer men også med sin kone, der egentlig helst ser at han lader hende og deres fælles børn være i fred. Deres indbyrdes telefonsamtaler er fragmenterede og mindst lige så indholdsløse som de halve sætninger Bob veksler med de lokale branchefolk. På samme måde lever Charlotte (Scarlett Johansson) et trist liv som kone til fotografen John, der går mere op i karriere og (exceptionelt) stupide blondiner end sit ægteskab. Det er omstændighederne der driver Bob og Charlotte i armene på hinanden, hvor ting som alder, familie og herkomst ikke har samme betydning som før.

Der har allerede været skrevet side op og side ned om samspillet mellem Murray og Johansson, og jeg vil her nøjes med blot at understrege at præstationerne i filmen [i]er[/i] suveræne. Begge karakterer er meget nuancerede og det er interssant, at de begge faktisk også besidder en række mindre sympatiske træk, som kommer til udtryk i form af bl.a. egoisme, fordomsfuldhed og en overvejende skeptisk indstilling overfor mange typisk Japanske skikke. Dermed ikke sagt at filmen bevidst nedgører den japanske kultur, for det er ikke Coppolas hensigt. Hun har derimod villet tillægge karaktererne en ekstra og meget “menneskelig” dimension, hvilket medfører at vores tilgang til hovedpersonerne bliver mere udfordrende, og at romancen styres ind i et lidt mere uvant territorium. Jo længere tid vi tilbringer i selskab med Bob og Charlotte, jo lettere bliver det at forstå deres handlinger og acceptere deres svagheder.

Sofia Coppola er meget bevidst om hvad det er for en type film hun selv laver, og hun bruger den fiktive “Midnight Velocity” til ikke alene at udtrykke sin foragt overfor gemen Hollywood-retorik, men også for at understrege forskellen på [i]rigtige[/i] og underlødige, kommercielle film. Med de hyppige [i]long takes[/i], den spartanske billedæstetik og det improviserede skuespil, hører “Lost in Translation” til i den kunstneriske ende af mainstreamen. Tempoet er dvælende og skaber sammen med den hyppige og næsten hypnotiske musik en god atmosfære, hvor Tokyos larmende gader og stræder indgår som del af kærlighedssymfonien. Storbyen lurer hele tiden i baggrunden og fungerer næsten som en selvstændig karakter, på samme måde som Wien gjorde det i Linklaters “Before Sunrise”. Det er er en overvældende, mærkværdig og dybt fascinerende kulisse, som man uvilkårligt drages imod.

Ifølge Sofia Coppola selv er der mange selvbiografiske elementer i filmen, der til dels er en skildring af den ensomhed, som hun følte i forbindelse med hendes pressetour for “The Vigin Suicides”. For ikke at ende i tung melankoli har Coppola dog valgt flere steder at løsne sin historie lidt op med både pudsige visuelle jokes og larmende slapstick komik. Skæv humor og seriøsitet går op i en højere enhed, og man må endnu engang tage hatten af for den unge Coppola, der fremover må regnes for del af eliten i amerikansk film.

VideoBilledkvaliteten på denne DVD er en noget blandet fornøjelse. I de mange mørke scener er transferet plaget af manglende skarphed og et meget mudret look, som til dels skyldes komprimeringen og dels måden filmen er optaget på. Bedre ser det ud med de scener der foregår om dagen og i de miljøer, der er oplyst af de mange farvede neonlys. Her virker billedet skarpere, og der er færre digitale artefakter, selvom farverne dog stadig virker alt for matte. Det er svært at bedømme om denne “fejl” skyldes overførslen eller simpelthen en kunstnerisk beslutning fra Coppoals side af. Lige meget hvad, ser det ikke specielt kønt ud her. Der er ingen problemer med ridser eller pletter i billedet.

AudioDet afdæmpede lyddesign på “Lost in Translation” benytter kun baghøjtalerne meget sparsomt, og det i sekvenser der foregår i meget støjende miljøer, såsom undergrundsbaner og arkader. Det samme gælder for den megen musik, der for det meste kun folder sig rigtigt ud i fronthøjtalerne. Eftersom det her er en film hvor der er meget dialog, er det vigtig at den har en god kvalitet og er solidt placeret i centerhøjtaleren. Disse krav bliver opfylt og hvis man er interesseret, kan man sagtens nyde filmen uden brug af undertekster. Subwooferen bliver stort set ikke brugt, og det kan i dette tilfælde være fuldstændigt ligegyldigt om man vælger at se filmen med DTS eller med Dolby Digital lydspor – der er nemlig ingen nævneværdig forskel.

EkstramaterialeDen bedste og mest omfattende ekstrafeature på DVD’en er den godt 30 minutter lange “Lost on Location” dokumentar, der er en rå og håndholdt lille videodagbog, hvor man følger produktionsholdet på nogle til tider lidt hektiske optagelser. Eftersom “Lost in Translation” er en meget billig film, har man ikke alle steder søgt om lov til at filme, så da et af de større shots skal i kassen midt i Tokyo er holdet nødt til at “stjæle” det. Der er mange gode grin undervejs og ikke mindst beviser på, at amerikanske filmfolk faktisk godt kan arbejde sammen med japanske. Den knap ti minutter lange “Conversation With Bill Murray and Sofia Coppola” er også en ganske udmærket feature, hvor skuespiller og instruktør taler lidt om forskellige aspekter af produktionen, og om hvilke elementer der har gjort filmen så populær. “Matthew’s Best Hit” er den fulde udgave af det latterligt, overgearede tv-show som Bob havner i. De fem slettede scener er udmærkede uden dog at være synderligt ophidsende. Til sidst er der mulighed for at se en trailer til filmen og en musikvideo.