Sam Raimis “Spider-Man” er en actionfilm, som fungerer i kraft af dens skuespil, der uden videre overskygger de til tider temmelig sløje computer-effekter. Filmen leveres her i et 2-disc DVD sæt proppet til randen med special features, der vel nok er mest interessant for dem, der bare ikke kan få nok af Edderkoppemanden, og som savner en introduktionen til tegneseriens univers. Vi andrer savner en mere grundig diskussion af selve produktionen af filmen.

“Spider-Man” er en af de bedre tegneseriefilmatiseringer, hvor indholdet stemmer fint overens med vores forventninger til genren. Filmen handler om den unge Peter Parker (Tobey Maguire), der efter at være blevet bidt af en genmodificeret superedderkop får overmenneskelige kræfter. Han må efterfølgende lære at håndtere det store ansvar, der ifølge hans onkel følger med en så stor magt. Handlingens overordnede fokus ligger på Parkers personlige udvikling og hans kamp for at passe ind i sine omgivelser, som henholdsvis teenager og superhelt. Brugen af overnaturlige kræfter som en metafor for at skille sig ud i samfundet har vi godt nok set før men den passer altså fint ind her, hvor hovedpersonens personlige problemer skærpes efter at han er blevet bidt.

Lommepsykologi er der med andre ord nok af i “Spider-Man”, hvor vi også støder på den skizofrene forsker Norman Osborne og hans lidet sympatiske alter ego Green Goblin. Spider-Mans ærkefjende udspringer af Osbornes skrøbelig sind efter et mislykket kemisk eksperiment, og uden at det for alvor tynger filmens handling, bruges der god tid på at etablere og udforske de mere skæve sider af hans sindssyge. Selvom Green Goblin, der i filmen spilles med meget store armbevægelser af Willem Dafoe, vel næppe kan betegnes som den mest ophidsende skurk i Marvels persongalleri, fungerer karakteren her udmærket og repræsenterer en værdig modstander for vores helt.

En anden vigtig del af Spider-Mans civile liv er hans kærlighed til den billedsmukke Mary Jane (Kirsten Dunst), der er skolens hotteste pige og umiddelbart uden for Parkers temmeligt begrænsede rækkevidde. Alt dette ændrer sig naturligvis som begivenhederne tager fart, og minsandten om vi ikke også får serveret et vaskeægte trekantsdrama – [i]”Beverly Hills 90210″ style[/i]. En af grundene til at “Spider-Man” taler til et bredere publikum end eksempelvis “DareDevil” og “Hulk” skyldes til dels, at filmens temaer i deres natur er mere ungdommelige, men også at hovedpersonen (på trods af sine kræfter) er en mere “jordnær” skikkelse end mange af de andre og mere voldsomme superhelte. Spider-Man er ikke flosset i kanten, og handler altid i den gode sags tjeneste.

Ser man bort fra den malplacerede hyldest til New York efter 11. september, er der i modsætning til de mere interessante “X-Men” film ikke nogen nævneværdige politiske eller samfundskritiske undertoner at grave frem i “Spider-Man”. Det er skam helt fint at Raimi har valgt udelukkende at koncentrere sig om historiens kerne, men specielt det sløve midterparti kunne godt bruge lidt mere substans eller måske snarere en strammere klipning. Disse problemer opvejes imidlertid af den eksplosive finale, hvor vi også finder nogle af filmens mest vellykkede effekter.

Taler man om effekterne bør det nævnes, at computergrafikken i filmen faktisk kun er blevet værre og værre at se på med tiden. Det er besynderligt, at man har valgt at bruge en computergeneret Spider-Man selv i sekvenser, hvor han ikke bevæger sig gennem luften. Flere af slåskampene taber ved at den digitale dukke ikke er særligt godt integreret i billederne, og at bevægelserne både til lands og i luften virker forkerte og mangler tyngde. Godt nok er det en tegneseriehelt vi har med at gøre, men han burde stadigvæk være bedre animeret.

Der er med andre ord både gode og dårlige elementer i Sam Raimis “Spider-Man”, men resultatet er solidt og udgør en form for popcorns-eskapisme som alle fra 0 – 100 år kan forholde sig til.

VideoSom det kan forventes af nyere film som overføres til DVD, er transferet til “Spider-Man” godt, uden at det dog dermed kan måle sig med de bedste af slagsen. Selvom at det er godt to år siden at denne DVD blev udgivet, holder billedet stadigvæk vand, og ser man bort fra at skarpheden og graden af detaljer i billedet til tider halter lidt, har vi med en solid præsentation at gøre. Det spraglende univers som Raimi har skabt er flot gengivet, og som det virkelig sømmer sig for en tegneseriefilmatisering er farverne i billedet naturlige og stærke. Er man meget interesseret i at opleve filmen med bedst mulig billedkvalitet, kan det dog anbefales, at man investerer i den netop udkomne Region 2 Superbit udgave, som kan hentes hjem fra England og som har et mindre komprimeret og nyere transfer, end det der er lavet her.

AudioDesværre er lyden på DVD’en ikke 100 % overbevisende og den lidt mangelfulde aktivitet i baghøjtalerne er skuffende, specielt når vi har med så prestigefuld en udgivelse at gøre. I flere af actionscenerne, hvor der uden tvivl burde være fuld knald på alle højtalere, er lyden mest koncentreret i de tre forreste, og man får derfor ikke altid oplevelsen af, at være i centrum af de intense begivenheder. Bassen derimod er dyb og dynamisk. Som det er tilfældet med billedet, skal man også her være opmærksom på, at “Spider-Man” findes med DTS lyd i den britiske Superbit udgave, og som besidder alle de sædvanlige fordele i forhold til Dolby Digital.

EkstramaterialeDet er ikke så meget omfanget som det er kvaliteten det kniber med på de to “Spider-Man” discs, for selvom der er mange forskellige features, er der ikke rigtig nogen af dem, som virkelig river søm ud. Dette er naturligvis en skuffelse, eftersom der må være mængder af interessante diskussioner omkring hele produktionen og ikke mindst den fornemme publikumsmodtagelse, som filmen fik i USA i 2002.

På den første disc er der ud over de to kommentarspor også et factoid-track, der løbende popper op med bidder af information omkring forskellige aspekter af filmen og de folk der har været med til at skabe den. Det første kommentarspor er med bl.a. Sam Raimi og Kirsten Dunst, men det er ikke voldsomt vellykket, idet det kniber alvorligt med de interessante detaljer. Raimi er tilsyneladende ikke så interesseret i at diskutere filmen og dens indhold mere indgående. Spor nummer to fokuserer på den tekniske side, og manden bag effekter, den legendariske effektmager John Dykstra, forsøger at forklare hvordan de forskellige sekvenser er lavet. Er man interesseret i filmteknik er dette lydspor udmærket, men på ingen måde et must. Derudover er der også proppet en [i]branching feature[/i] ind, hvor man i løbet af filmen kan klikke på forskellige Spider-Man ikoner som dukker frem, og se korte bag kameraet klip om f.eks. gutten der står for at håndtere filmens rigtige edderkopper. Afslutningsvist er der på den første skive trailers, musik videoer og biografier til de forskellige skuespillere.

Disc to er delt op i to overordnede områder og proppet med en lang række mere eller mindre interessante indslag. “HBO First Look” og “Spider-Mania” er typiske “Bag kameraet” featuretter, som vi kender dem fra tv, men heldigvis er der også lidt mere interessante segmenter, såsom et kig på hele “Spider-Man” mytologien, samt bl.a. tests af computergrafikken som bruges i filmen, outtakes og en screentest af Tobey Maguire. “Spider-Man Comic Books Archives”, “The Loves of Peter Parker” og “Rogues Gallery” består af interviews, kig på den originale tegneserie og dens stil og ikke mindst en oversigt over de kvinder, som Parker har haft forhold til igennem tiderne.