Der er et gammelt buddhistisk sagn, der fortæller om ti blinde mænd der mødte en elefant. De blinde mænd undersøgte hver deres del af elefanten – øret, benet, snablen osv., og hver af de blinde mænd blev overbevist om, at dyret var noget forskelligt. Ingen af dem gættede på en elefant, for de kunne ikke sanse helheden. Det er dette sagn, der danner udgangspunktet for titlen og den overordnede pointe for Gus Van Sants seneste film, “Elephant”.

I dette tilfælde er det ubegribelige, altså elefanten, symboliseret ved den række af katastrofale og bizarre skudepisoder foretaget af elever på amerikanske high schools i slutningen af 1990’erne, kulminerende med massakren i Columbine i 1999, hvor 12 elever og en lærer blev dræbt. For mange var det en helt uforståelig og dybt meningsløs episode, og det er denne meningsløshed – dette rungende tomrum – som Van Sant har forsøgt, at sætte lyd og billeder på i en fiktiv fortælling om en massakre på Portland High School. Hans mission med filmen har – i modsætning til Michael Moores langt mere progressive “Bowling for Columbine” – ikke været at give svar på hvorfor det kunne ske, men derimod at gribe fat om selve episoden og vise den fra elevernes synspunkt. En ganske almindelig dag, som ender i et blodbad. Og dermed har Van Sant på mange måder skabt en mærkelig intetsigende og ujævn film, der nægter at tage stilling til et problem, der synes at være så stort. Samtidig er det også denne konsekvente fornægtelse som gør filmen kontroversiel og opsigtsvækkende. Men måske på de forkerte præmisser.

“Elephant” åbner på dagen hvor tragedien udspiller sig med en præsentation af en række af eleverne på Portland High School. Van Sant har med mere og mindre held valgt – formodentlig for at gøre miljøskildringen så troværdig som muligt – at benytte elever fra amerikanske high schools uden nogen form for skuespilerfaring som sine hovedpersoner. Det fungerer til dels udmærket, men det skinner igennem at dialogen er improviseret og derfor virker den sine steder også temmelig ligegyldig.

Vi præsenteres for John, som tilsyneladende har problemer med sin fordrukne far og er mere end almindelig bekymret; Eli som er begejstret for fotografi; Nate som er skolens hunk og som for nylig har mødt sin bedårende kæreste; veninderne Brittany, Jordan og Nicole, der begærer Nate; og ikke mindst outsideren Michelle, der kæmper for at finde sin plads i det sociale hierarki. Hver af eleverne følger vi indgående på deres vej gennem skolens gange og til deres respektive gøremål. Van Sant har – givetvis for at skabe en slags meditativ og lyrisk stemning, der kontrasterer dagens senere begivenheder – konsekvent valgt at filme eleverne bagfra og i meget lange og uafbrudte passager. Det er unægtelig smukt filmet og modigt at lade tilskueren kigge så lang tid på elevernes nakker, men desværre bliver det som oftest også ret kedeligt.

Filmens [i]hookline[/i] er [i]”An ordinary high school day. Except that it’s not.”[/i] Det lyder ildevarslende. Men det er ikke rigtig lykkedes Van Sant at opbygge denne ildevarslende stemning. Skoledagen bliver simpelthen for “ordinary”. Problemet er, at Van Sant sympatisk nok har forsøgt at give os et så realistisk og nøgtern billede af en række amerikanske teenagers som muligt. Og der er ingen tvivl om, at Van Sant kan sine arketyper på fingrene og har travlt med at præsentere os for dem: den pæne pige, veninderne der sladrer, den lækre dreng og den nørdede pige. Vi burde kunne identificere os med dem, men paradoksalt nok bliver vi præsenteret for så mange karakterer og tilmed på en jævnt kedelig måde, at vi ender med kun at have et tilnærmelsesvis overfladisk kendskab til dem alle. Og det er problematisk, taget de senere begivenheder i betragtning, for det er unægtelig svært at lade sig rive med på et dybt følelsesmæssigt plan, når man ikke føler man overhovedet “kender” karaktererne på lærredet. Mange af de nævnte elever bliver hensynsløst mejet ned af bødlerne og det er jo ganske forfærdeligt, men det er den distancerede forfærdelighed, sympatien, der vækkes og ikke den gribende rædselsfuldhed, empatien. Og dermed er spørgsmålet: bliver vi som tilskuer mere berørt af denne film, end da vi dengang i 1999 læste i avisen om tragedien? Jeg tvivler oprigtigt på det.