Drengen med tryllestaven er tilbage – igen – og både Potter og selve historien er blevet en tand mere voksen. “Harry Potter og Fangen fra Azkaban” er den tredje film i serien og udover den dystre stemning er der ikke ændret voldsomt meget siden sidst. Instruktøren hedder i denne omgang Alfonso Cuarón, og han står bag film som “A Little Princess” og “…Og din mor”. En helt anden boldgade end “Harry Potter” og mon ikke at det er derfor, at filmen er blevet både mere intens og spændende end de to første.

Harry Potter er blevet 13 år. Han lever stadig sammen med den tyranniske Dursley familie, hvor alt er ved det gamle. Potter er familiens lille prygelknabe og deres tjener, der ved det mindste vink skal adlyde. Da Onkel Vernons søster en dag kigger forbi ender det hele selvfølgelig galt. Hun beskylder Potters afdøde forældre for at være mærkelige, drikfældige og generelt bare dårlige forældre. Dette bliver for meget for Harry, der ender med at bruge lidt magi på søsteren – hvilket jo ikke er tilladt for unge magikere når de befinder sig uden for Hogwarts område. Søsteren bliver pustet op som en ballon, og forsvinder bogstaveligt talt i den blå luft. Harry stikker af.

Inden længe havner han imidlertid hos Ministeren for Magi – men hele episoden får ingen konsekvenser for Harry. Tværtimod. Ministeren tager hele sagen med ro, og sender hurtigt Harry af sted til Hogwarts. Hvad Harry ikke ved er, at magikeren Sirius Black er stukket af fra Azkaban-fængslet og alt tyder på, at han af en eller anden grund vil hævne sig på Harry. Derfor skal Harry bringes sikkert til Hogwarts inden Sirius Black får fingrene i ham.

Men Sirius Black har allerede fået færten af Potter, og han kommer hele tiden tættere og tættere på ham – og dertil kommer at ikke alt på Hogwarts er som det skal være…

Et af de mest markante kendetegn ved “Harry Potter” er dramaturgien. Både de to første som den nye film holder sig alle stramt indenfor berettermodellens velkendte konventioner. Det er der ikke noget galt med, og da historien i “Harry Potter og Fangen fra Azkaban” er så spændende som den er, fungerer det fint med en meget konventionel opbygget struktur. Filmenes umiddelbart største rigtige svagheder er, at de alle minder for meget om hinanden mht. til plotpoints – der er ikke meget variation i selve handlingen. Man kan hurtigt se ligheden mellem de tre film:

Harry har problemer med Dursley familien. Harry tager til Hogwarts. Harry finder ud af, at der er noget galt. Harry forsøger at finde ud af hvad der er galt. Harry tror han finder ud hvad der er galt. Harry finder den rigtige sandhed og klarer til sidst skærene. Dertil kommer den mystiske professor på Hogwarts – en professor, man ikke rigtig kan regne ud – plus en Quidditch kamp.

Men på den anden side – er det ikke kendetegnende for de fleste eventyr? – gentagelse?

Selvom filmene minder utrolig meget om hinanden, så er “Fangen fra Azkaban” slet ikke nogen kedelig film. Der er lagt op til et rigtig underholdende eventyr allerede fra starten – og stemningen er blevet endnu mere dyster også i forhold til den forrige film, “Harry Potter og Hemmelighederns Kammer”. Det skyldes til dels, at instruktøren Chris Columbus allerede har defineret ‘universet’, og at Cuarón derfor næsten kan springe fuldstændigt hen over præsentation af karaktererne i filmen. Det giver meget mere albuerum og mere plads til selve grundhistorien – og Cuarón kan derfor fokusere på selve handlingsforløbet og karakterudviklingen.

Hovedkaraktererne har udviklet sig en del siden “Harry Potter og Hemmelighedens Kammer” og “Harry Potter og De Vises Sten”. Magiker-trioen Potter, Hermione og Ron er godt på vej til at træde ind i de voksnes rækker. De er blevet mere trodsige, selvstændige og under overfladen lurer nu efterhånden også kærligheden. Dertil er der kommet to nye karakterer – professor Trelawney (Emma Thompson) og professor Lupus (David Thewliss), der begge spiller formidabelt. Den manglende introduktion af Sirius Black er derudover på grænsen til det geniale og er med til at bygge en fantastisk stemning op. Hvem er han? Hvad kan han? Hvad er han ude på? – man får ingen svar. Det eneste man ved er, at han er gal, og flygtet fra fængslet og at han har et udestående med Harry Potter.

“Fangen fra Azkaban” har fået endnu et tak på uhygge-skalaen, og det fungerer perfekt, også uden at den distancerer sig væsentligt fra sit image som familiefilm. Uhyggen og Cuaróns stil er i den grad med til at præge stemningen og oplevelsen hele vejen: Den tilsyneladende gale Sirius Black, Varulve, og de meget uhyggelige Dementorer – fangevogterne fra Azkaban-fængslet, der suger alle glade minder ud af hukommelsen så man til sidst er efterladt med kun mareridt tilbage – løfter alt sammen filmen markant. Man sidder nærmest ængstelig og venter på den efterfølgende scene.