Instruktøren Wolfgang Petersen har med “Troja” skabt et flot og storslået krigsdrama, som indeholder alle de ingredienser en sådan episk skæbnefortælling bør have: selvopofrende helte, overmodige skurke, tragisk kærlighed, medrivende kampscener og grandiose kulisser. Ridley Scotts “Gladiator” har med “Troja” fået en værdig konkurrent til titlen om bedste nyere, oldhistoriske filmepos.

Modsat “Gladiator”, hvis historie stammer fra et originalmanuskript af David Franzoni, tager “Troja” udgangspunkt i oldtidsdigteren Homers to fortællinger, “Illiaden” og “Odyséen”. Filmen er dog ikke en direkte filmatisering af Homers værker, men er snarere en “genfortolkning” af historien om den trojanske krig, dog stadig stærkt inspireret af den græske poets tekster. Hvis man sætter de to fortællinger op imod hinanden, vil man finde mange uoverensstemmelser – f.eks. varede slaget om Troja ifølge Homer ni år – i filmen dog blot et par uger. At anklage Petersens film for at være historisk ukorrekt på denne baggrund vil dog heller ikke være rimeligt – Homers digte blev skrevet århundreder efter de pågældende begivenheder, og mange detaljer var derfor nok allerede der gået tabt i historiens tåger.

“Troja” er derfor ikke nogen autentisk historie, og selvom at en stor del af filmen tager udgangspunkt i historiske begivenheder, er den først og fremmest en vellykket film, der har mange ligheder med tidligere storfilm som “Ben Hur” og “Quo Vadis”. I stil med disse klassiske Hollywood værker formår “Troja” at fortælle sin historie på medrivende vis, alt imens de mange krigsscener bliver vist i al deres blodige realisme. Actionsekvenserne fungerer rigtig godt – både de store slag med tusindvis af (computer-skabte) soldater men også i de individuelle kampe, som Brad Pitts [i]Achilles[/i] og Eric Banas [i]Hector[/i] primært står for. De to skuespillere er tilpas veltrænede og deres mano-a-mano opgør er forbløffende overbevisende og intense.

Achilles og Hector er netop filmens mest markante personligheder, men “Troja” indeholder derudover også en lang række andre karakterer, som alle har indflydelse på og betydning for handlingsforløbet. Det store persongalleri betyder dog også, at man aldrig kommer helt ind under huden på flere af karaktererne – og slet ikke på potentielt interessante karakterer såsom Helen, der er katalysator for hele historien i “Troja”. Noget af problemet med Helens karakter ligger i, at det er svært at begribe, hvad hun ser i kujonen Paris – hvilket ikke gøres bedre af, at kemien mellem de to skuespillere er ikke-eksisterende. Og når Helen fortæller Paris at hun ikke har brug for en helt, men en hun kan blive gammel sammen med, runger det ligeså hult som en tom trojansk hest.

Ikke desto mindre passer Bloom udmærket i rollen som slapsvans, og filmens øvrige skuespillere udfylder ligeledes deres karakterer på overbevisende facon. Brad Pitt er tæt på at stjæle billedet som Achilles, og efter at have set filmen er det ret svært at forestille sig en anden skuespiller udfylde hans sandaler. Pitts naturlige karisma og intensitet passer perfekt til rollen, og man forstår hvorfor Achilles’ mænd troligt følger ham over det azurblå hav og i blodig kamp.

Eric Bana er ligeledes god som den loyale Hector, og Brian Cox som Kong Agamemnon er, som filmens eneste rigtige skurk, skræmmende overbevisende som dumt svin – det er samtidig ham, der har det meste af den gode dialog. Altid solide Peter O’Toole er rørende sympatisk som Agamemnons diametrale modsætning, Kong Priam, der kun vil det bedste for sit elskede Troja.

Wolfgang Petersen får i “Troja” alle elementer til at gå op i en højere og underholdende enhed, og han skal desuden roses for at være i stand til at trække filmen i land på under de efterhånden obligatoriske tre timer (filmen varer 2 timer og 40 minutter). Alligevel når der at blive plads til både tempofyldte kampscener og fordybelse i filmens mere reflekterende scener – som da en karismatisk Julie Christie, som Achilles’ mor, overtaler sin søn til at drage i krig, fremfor at blive hjemme og etablere en familie. På den måde vil hans navn nemlig leve videre i årtusinderer – hvilket denne film jo er et fornemt bevis på.