[image=5707]
Ovenstående elementer indgår i en forbløffende vandtæt formel for kommerciel succes, som den tyske instruktør løbende har skruet på og optimeret siden han kom til USA i midten af 80’erne. Det burde derfor heller ikke komme som nogen overraskelse, at fundamentet i ”The Day After Tomorrow” virker mere end velkendt og stadig svælger både i patriotisme og melodramatisk kitsch. Når der så kan være tale om, at det her er Emmerichs mest solide film til dato skyldes det med andre ord ikke, at han fuldstændigt har skiftet stil men snarere, at de forskellige negative aspekter af hans instruktion denne gang er tonet ned i forhold til tidligere. Historien er interessant og der er generelt en mere voksen tone i filmen, hvilket eliminerer de værste tilfælde af plat humor, plat karakterudvikling og platte referencer til andre film.
Karaktererne er en tand eller to mere nuancerede, og selvom at instruktøren stadig er fuldstændig ude af stand til at skildre troværdige forhold mellem både voksne og unge mennesker, hjælpes han denne gang godt på vej af specielt Ian Holm og Jake Gyllenhaal. Dennis Quaids Jack Hall er mere generisk, og hvad gælder resten af det typisk multietniske ensemble, har man ved flere roller valgt at caste helt ned på tv-serie niveau. Emmerichs forkærlighed for at hylde alverdens bebrillede nørder, og ikke mindst give dem chancen for at hævde sig selv overfor et samfund der ser ned på deres livsstil, betyder at vi også i ”Day After Tomorrow” er tvangsindlagt til lange sekvenser med lamslået stirren på diverse måleredskaber og mængder af videnskabeligt øregas.
[image=5710]
Ser man bort fra et par af de mere anstrengte subplots er “The Day After Tomorrow” faktisk også en ganske velfortalt film. Særligt scenerne med den lille gruppe engelske forskere, som sner inde i en afsidesliggende målestation skiller sig positivt ud. De er velspillede, vedkommende og giver os en fin mulighed for at leve os ind i en film, der ellers er lagt ud på action. At handlingen er en fusion mellem menneskeligt drama og overlevelse-eventyr kommer tydeligst til udtryk i klimatologen Jack Halls (fysiske som metaforiske) rejse over Manhattens isstepper i forsøget på at redde og forsone sig med sin søn. Det handler om forandringer både i naturen og i de mennesker der oplever ødelæggelserne, og naturligvis er der flere af hovedpersonerne som på tyk Hollywood-manér må betale den ultimative pris for deres heltemod.
Måden instruktøren benytter de forskellige medier til at formidle sin historie på fortjener også et par ord med på vejen, idet den ikke alene intensiverer vores oplevelse af ødelæggelserne, men også giver filmen et stort stænk af autencitisme. Som indbyggere i et samfund med avanceret massekommunikation er vi vante til at se katastrofer transmitteret direkte i tv, og det er denne rå og til tider kaotiske “reportage-stil” som gør sig så godt i Emmerichs film. Billederne fra terrorangrebene d. 11 september ligger uvilkårligt i baghovedet.
[image=5708]