I årtier er vi i biograferne blevet bombarderet med den ene massemorder fortælling efter den anden. Med sådan et enormt antal blodige fortællinger om psykopatiske, koldblodige dræbere, skulle man nærmest tro, at der er flere mennesker som billiger en almen forkastelse af samfundets love og moralske og etiske værdier, end der er lovlydige borgere – men bare rolig alle sammen, faktisk skulle der “kun” være omtrent 200.000 psykopater her i Danmark… Men mængden af autentiske værker omhandlende disse mennesker er pudsigt nok betydeligt mindre end mængden af storstilede, kommercielle Hollywood produktioner omhandlende samme emne. Den seneste film af den autentiske slags i seriemordergenren er “Monster” – beretningen om verdens første kendte kvindelige seriemorder, som primært er slået igennem som følge af hovedrolleindehaverens meget omdiskuterede præstation.

Det er den sædvanligvis underskønne Charlize Theron som spiller filmens seriemorder Aileen Carol Wuornos. Theron er, som ventet, aldeles eminent i rollen som Aileen, en præstation som velfortjent har sikret hende tonsvis af priser, store såvel som små. Lidt i stil med Robert De Niro i “Raging Bull” og Russell Crowe i “The Insider”, har Theron undergået en kosmetisk transformation, som har gjort hende fuldstændig ukendelig. Men på trods af de mange tykke lag make-up, formår Theron på glimrende og uhyggelig vis at udvise en hårrejsende, ubehagelig og meget febrilsk form for energi, som gør hende umulig at vende øjnene bort fra.

Christina Ricci spiller Aileens lesbiske veninde Selby, som tager af sted med Aileen igennem USA, og det er en ganske hæderlig præstation. Selby starter med at være en relativt naiv, pragmatisk og meget stilfærdig pige, men hun udvikler sig hurtigt i en mere negativ retning på sin rejse med Aileen, og Riccis fysiske udstråling stemmer overens med, hvad manuskriptet påkræver. Men det her er uden tvivl Therons film. Uanset hvor ringe “Monster” end var gået hen og blevet, havde den stadig været lidt af et must som følge af Therons indsats i filmen. Folk som havde frygtet, at al rosen til Theron blot skyldtes hendes tunge beslutning om at tage adskillige kilo på til rollen, kan godt ånde lettet op – hun fortjener vitterligt al omtalen.

På en måde er det dejligt og forfriskende, at “Monster” ikke bruger tid på at dvæle ved en overflod af flashbacks og nærbilleder af en grædende og sørgende Aileen for at understrege, hvorfor Aileen er gået hen og blevet den type person, som hun er. Men filmens urokkelige insisteren på at lade fortid være fortid, og hverken lade os rigtig se, hvordan Aileens fortid påvirkede hende, eller hvordan hun har det med sine blodige, nutidige “aktiviteter”, gør først én lidt forvirret og senere hen frustreret og egentlig lidt ligeglad. En kort prolog, der viser os nogle klip fra hendes ungdom, giver os nærmere det indtryk, at Aileen blot var en ligeglad og lidt småsær enspænder, som på trods af en vis grad af afmagt stadig blev ved med at forsøge på at gøre noget med sit liv. Overgangen fra prologen til den tid, hvor størstedelen af filmen finder sted, er for pludselig og usammenhængende.

Af uransagelige årsager synes der faktisk at være blevet lagt større vægt på at udforske Selbys fortid og sindstilstand end Aileens. Dette er et problematisk dilemma, når det følelsesmæssige forhold mellem Aileen og Selby ikke bliver gransket eller forklaret nok, kombineret med det faktum, at Aileen er den af de to, som får mest filmisk spilletid. Dette resulterer i en ubalance i fortællingen, som også er med til at mindske ens interesse for historien. Et lille problem med Selbys karakter er også, at hendes udvikling sker på en meget sporadisk og pludselig facon, hvilket også kommer til at sætte ens koncentration og interesse på en alvorlig prøve.