Filmz
Find Nemo

Finding Nemo

Medvirkende:

Alexander Gould, Albert Brooks, Ellen DeGeneres, Brad Garrett, Allison Janney, Andrew Stanton, Elizabeth Perkins, Barry Humphries, Bill Hunter, Willem Dafoe, Austin Pendleton, Stephen Root, Vicki Lewis, Joe Ranft, Geoffrey Rush, Nicholas Bird, Bob Peterson, Joanna Trzepiecinska, Kajetan Lewandowski, Olaf Lubaszenko

Instruktør:

Andrew Stanton, Lee Unkrich

Filmlængde:

96 minutter

Genre:

Komedie, Komedie, Animation, Animation, Adventure, Adventure, Familie, Familie

Find Nemo

“Find Nemo” blev den mest indtjenende film i 2003 og det er også ganske forståeligt. Det er en sød og uskyldig film som må være den absolutte flotteste animationsfilm til dato. Men når det er sagt, så vil jeg også mene at den – næstefter “Pirates of the Caribbean” – var sidste års mest overvurderet film. “Find Nemo” har så afgjort sine øjeblikke, men at filmen skulle være en af de bedste animationsfilm til dato? Nej, dertil er historien for ordinær og humoren for uoriginal.

[image=4865]

Historien læner sig mere op af “Græsrødderne” (“A Bug’s Life”) end “Toy Story”-filmene og “Monsters Inc.”. Hvor historierne om det levende legetøj og de farverige mostre vendte billedet på hovedet og viste os verden fra den “anden” side, er “Find Nemo” den gammelkendte historie om hovedpersonerne som må krydse farlige “farvande” (fyldt med bogstavelige og indre fjender) for at nå bestemte mål. Vi har set det tusinde gange før, og senest i “Ice Age”.

Humoren er pjattet og ikke så skarp eller sofistikeret som det normalt er kendetegnende ved en Pixar-film. Der er mange gode ideer; en klovnefisk uden en punchline; vegetarianske hajer, hjernedøde måger og akvariefisk som studerer mennesker i stedet for omvendt, men i mange tilfælde bliver situationerne kun brugt til at brænde nogle halvsjove episoder af. De yngre seere storgriner, mens de voksne klukker.

[image=4863]

Dory, fisken med den dårlige korttidshukommelse, har så til gengæld nogle af filmens bedste og sjoveste scener og ender næsten med at stjæle hele showet. Ellen DeGeneres er specielt veloplagt som den glemsomme fisk, men faktisk er alle stemmer rigtig gode.

Men det er så klart på billedsiden, at filmen scorer sine point. Farverne er levende og animationen er eminent detaljeret. Det righoldige detaljeniveau betyder også at filmen sagtens kan klare flere gensyn.

“Find Nemo” er en sød og halvsjov film med et fantastisk flot udseende, men med en simpel historie og uden den store personlighed, og havde filmen været tegnet i almindelig 2-D, ville den næppe have skabt særlig stor røre.

VideoDet 100% digitale videotransfer gør at billedet er fuldstændig pletfrit, knivskarpt og rent. Alt er meget detaljeret og fri for digital støj. Farverne er overdådige og selv når mørket overtager bunden af havet, klarer billedet på fornemste vis også de mørkeste toner. Billedsiden på “Find Nemo” er virkelig en nydelse at se på og uden tvivl én af de flotteste til dato.
AudioLydsiden er ligeså imponerende. Akkurat som på de tidligere Pixar/Disney-udgivelser, er Dolby Digital 5.1-mikset særdeles fyldigt og aktivt. Lydsiden får på fornemste vis placeret lytteren midt i vanduniverset.

Den danske dubbing er af teknisk god kvalitet og de oprindelige stemmer er fint oversat til dansk, men som det tit er tilfældet med sådanne opgaver, fremstår de danske stemmer som kunstlede, da de af sagens natur er en imitation og ikke har samme frihed som originalen. 5/6 kameraer tildeles det danske lydbillede, mens det originale opnår fuld hus.

[image=4862]

EkstramaterialePå den første skive finder man et kort lille program hvor filmen bliver introduceret af filmens instruktører. Man kan også finde dem, samt en af forfatterne, på et udmærket kommentarspor som løbende bliver afbrudt bl.a. af slettede scener og forskellige “bag kameraet”-programmer.

På den anden skive er bl.a. programmet “Making Nemo”, som giver et indblik i skabelsen af filmen. På trods af, at Pixar for første gang har haft et kamerahold med igennem hele processen, må det siges at være ganske standard.

I “Exploring the Reef” fortæller Jean-Michel Cousteau om virkelighedens undersøiske verden, men bliver forstyrret af Nemo, Nemos far og Dory som hele tiden dukker op og blander sig. Der findes også en række forskellige interaktive aktiviteter i form af programmer og et spil, samt en musikvideo, “Beyond the Sea”, med Robbie Williams. Trailer til andre Pixar/Disney-film samt flotte skitse/billeder er der også masser af. Som en sjov lille ting kan man finde en række virtuelle akvarier som man kan pryde sin tv-skærm med.

Man kan også få en tur rundt i Pixar-studierne. Programmet er forfærdelig overspillet og plat. De ansatte laver alt andet end at arbejde og når de hører at instruktøren er på vej, bliver de helt hysteriske. Medmindre man tilhører Teletubbies’ fanbase er det svært at se det sjove i denne rundtur.

Men det bliver endnu mere latterligt; Da kortfilmen “Knick Knack” kørte i biografen før “Find Nemo”, lancerede Pixar en ny stueren version af kortfilmen. Da de gik i gang med at rense kortfilmen digitalt, fjernede de samtidigt også den unge bikinimodels bryster og reducerede ligeledes fortrinene på havfruen! Det er også den version der findes på DVD’en.

Hele pointen med snemandens energiske flugtforsøg var jo netop at bikinipigen havde et par kæmpe beachbolde som han for alt i verden ville lege med. Tag et kig på ham, han er ikke interesseret i venskab eller et lille kys på kinden – kun i hendes overdimensionerede bryster! På coveret til “Find Nemo” står der: [i]”Se Pixar Animation Studios’ klassiske animerede kortfilm Knick Knack.”[/i] Jo tak, men hvor på DVD’en kan man så finde den klassiske kortfilm henne? Heldigvis er Bobby McFerrins herlige sang/melodi stadig med i den nye version af kortfilmen.

[image=5019]

Kort om filmen

I det farvestrålende tropiske hav omkring Great Barrier Reef bor klovnfisken Marlin med sin eneste søn Nemo. Marlin frygter havet, mens Nemo, ligesom alle andre unge fisk, elsker at undersøge det. Men da Nemo en dag bliver fanget og havner i et akvarium på en tandlægeklinik, ender Marlin som heltemodig hovedperson i et farefuldt eventyr for at finde Nemo. Marlin får selskab af Dory – en blå kirurgfisk med et stort hjerte, men en elendig kortidshukommelse. De to fisk møder utallige farer, men Dorys optimisme tvinger Marlin til at overvinde sin frygt i kampen for at finde Nemo.

Galleri

Ads by MGDK