[image=4492]
Da Miranda senere tager hjem fra arbejde, dukker der lige pludselig en ung pige frem midt på vejen. Da pigen rører ved Mirandas ansigt vender situationen 180 grader. Psykiateren vågner op – bag lås og slå – som patient. Hun står nu anklaget for at have dræbt sin mand. Ikke nok med det, nu får hun også besøg af en mystisk fremmede – men hendes psykiater afviser naturligvis at sådanne besøg skulle kunne foregå i et topsikret hospital…
Filmen er produceret af Joel Silver og Robert Zemeckis igennem deres Dark Castle Entertainment, som også stod bag “House on Haunted Hill”, “Thir13en Ghosts” og “Ghost Ship”. I bund og grund åndssvage film som er renset for enhver form for nytænkning, mens klicheerne samt de obligatoriske chokeffekter står i kø for at overgå hinanden. Til gengæld er der ikke så meget prætentiøst sludder – er det action, gys og halvnøgne piger I vil have, så er det det I skal få. Dark Castle Entertainment er trods alt også opkaldt efter B-filminstruktøren William Castle.
[image=4552]
Men hvis så filmen går imod sin egen logik, så giver det problemer – og det er præcis hvad slutningen gør. Filmens forudsætning for drama, er at Halle Berrys figur på mystisk vis er endt på den forkerte side af systemet, og for at komme tilbage til den normale verden er hun nødt til at bevise sin uskyld. Men når filmen skal afrundes ‘glemmer’ den alt om dette eksistensgrundlag og man kan kun sidde tilbage og ryste på hovedet over hvor meget Hollywood hænger sig i faste retningslinjer for hvordan en film skal afsluttes.
Men når det nu ikke er lykkes mig at totalt afvise filmen så er det fordi den er ganske spændende og uhyggelig. Der er op til flere scener som vil kunne skræmme de fleste. Generelt låner og læner “Gothika” sig meget op ad film som “The Ring”, “The Sixth Sense” og “What Lies Beneath”.
[image=4496]