Helt ærligt… Har vi ikke snart haft nok romantiske dramaer, hvor to fortvivlede og forbitrede individer finder hinanden efter lang tids lidelser og strabadser? Efter at have set Sofia Coppolas (Francis’ datter) “Lost in Translation” må svaret vise sig at være et vældigt, rungende “nej!”. Under filmens familiære ydre gemmer der sig nemlig en lille unik perle af en historie, som på det store lærred opnår at blive noget helt særligt, ulig noget vi nogensinde har set her i vesten. Det er en uhyre charmerende film, som er både hjertevarmende og hjerteskærende i lige store mængder.

“Lost in Translation” er en stilfærdig, neddæmpet og afslappet film, som føles betydelig længere end de 102 minutter den varer – hvorved jeg på ingen måde antyder, at filmen føles for lang. Lige fra første stund var jeg dybt forelsket i “Lost in Translation”, og selv om denne “kærlighed” til filmen langsomt fordampede en lille smule, er det et unægteligt faktum, at “Lost in Translation” er en film, som er fuldstændig umulig at hade. Det skyldes primært de to hovedrolleindehaveres mageløse, opsigtsvækkende præstationer, som uproblematisk sniger sig direkte ind i hjertet.

Den ubønhørligt charmerende Bill Murray er virkelig i sit es her i rollen som den aldrende amerikanske filmstjerne Bob Harris, som er taget til Japans hovedstad for at optage en whiskyreklame. Bill Murray er primært kendt for sine komiske roller, men hans præstation i “Lost in Translation” er tilsat en ekstra dosis alvor og kynisme i forhold til hans tidligere karaktermæssige udfoldelser. Hans figur, Bob Harris, undergår en transformation som sender ham igennem hele det menneskelige følelsesregister – en opgave som Bill Murray tackler stærkt, overbevisende og præcist.

Ligeså imponerende er den 19-årige Scarlett Johansson som spiller Charlotte, en ung gift kvinde som føler sig fremmedgjort i forhold til sin mand. Charlotte og Bob bor på samme hotel, hvor de flere gange mødes i cafeen og snakker lidt sammen, før de springer ud i Tokyos farvestrålende og særprægede natteliv og hovedkuls kolliderer med byens alternative, enestående kultur. Denne helt nye verden for de to personer giver passende nok anledning til deres genfødsel som livlige, energiske og nysgerrige mennesker. Deres sindstilstand transformeres parallelt med deres omgivelsers udseende.

Sofia Coppola har tidligere sagt, at instruktør Wong Kar-Wai er en af hendes største inspirationskilder. Dette er på mange måder også tydeligt, når man studerer Coppolas værk. I særdeleshed minder filmen på mange måder om Kar-Wais fænomenale “In the Mood for Love”, både stilmæssigt og handlingsmæssigt. Ligesom de to vigtigste karakterer i “In the Mood for Love” føler Bob Harris og Charlotte sig ude af trit med deres familie, venner og omgivelser. I Tokyos fremmede, kaotiske, neonoplyste gader finder de dog hinanden og (derved) sjælefred.