Her nogle dage efter at have set “Kongen Vender Tilbage” finder jeg det stadigvæk lidt svært at formidle min holdning til filmen. Dette skyldes ikke at Peter Jacksons tredje og sidste “Ringenes Herre” film er dårlig men tværtimod, at der er så mange overvældende indtryk, der først skal vendes og drejes inden de kan omsættes til nogenlunde sammenhængende sætninger. Angrebet på sanserne er totalt, enhver flugt umulig og har man investeret bare et minimum af følelser i de to første film forlader man biografen med blødende hjerte og rødsprængte øjne. Til trods for at superlativerne også i denne anmeldelse vil hænge faretruende løst, har de ikke tabt det mindste af deres betydning – det her er det bedste kapitel i den bedste filmtrilogi nogensinde og for en gangs skyld kan man rolig tro på hypen.
Vær opmærksom på at følgende anmeldelse indeholder mindre spoilers.
[image=4059]
Kontant drama”Kongen Vender Tilbage” starter meget overraskende med et close-up af noget så ubetydeligt som en lille regnorm, der vrider sig mellem to fingerspider. En meget selvbevidst første indstilling, der ud over at stå i en svimlende kontrast til det episke kaos som udspiller sig i resten af filmen også fungerer som et billede på såvel en af grundtankerne i Tolkiens eventyr som på den tilgang Jackson har haft til hele projektet. Det er i detaljen at den gode film ligger gemt og her antydes det med et glimt i øjet, hvor mange kræfter der fra forfatternes side af har været brugt på at finde den helt rigtige balance mellem det simple og det grandiose, det intime og det voldsomme.
Filmen fungerer så fremragende fordi fokus konstant ligger på karaktererne, og lige meget hvor omfattende kampscenerne end bliver sørger Jackson for at vi aldrig mister det menneskelige element af syne. Vores emotionelle bagage fra de to første film forvaltes suverænt, specielt i de mere underspillede scener, hvor melankolien taler sit tydelige sprog og baner vejen for en slutning der fremstår væsentligt mere vedkommende, end hvad der er normen for genren. Sammenlignet med bøgerne bliver de psykologiske elementer trukket skarpere op, og jeg må indrømme at jeg ved flere lejligheder faktisk foretrækker Jacksons kontante drama frem for Tolkiens lidt utraditionelle spændingsopbygning.
Den voksende intrige mellem Frodo og Sam spindes med djævelsk præcision af Gollum, der langt om længe har fået banket ondskaben på plads i sit ynkværdige alter ego Smeagol. Den digitale manifestation af Andy Serkis’ skuespil fremstår utrolig nok mere overbevisende her end i “De To Tårne”, og takket være såvel bedre animation som vores veletablerede kendskab til karakteren, gennemgår vi denne gang slet ingen “tilvænningsfase” for Gollum. Han er en skabning af kød og blod og det at vi allerede under den indledende scene glemmer alt om den tekniske proces bag figurens realisering, er det største kompliment Weta Digital kan få for deres arbejde.
[image=4061]
Styrken i fællesskabetI modsætning til “De To Tårne” bliver der i “Kongen Vender Tilbage” kun introduceret én ny karakter og John Noble gør det formidabelt som Faramirs sindsforvirrede fader Denethor, der allerede på forhånd har opgivet kampen mod Saurons styrker. Generelt kan man sige at kvaliteten af skuespillet kulminerer i den tredje film, og alle får en chance for at sætte heroisk trumf på deres præstationer. Vi ser helt nye sider af Merry og Pippin, der går fra komik til seriøsitet efter at have svoret troskab til henholdsvis Theoden af Rohan og Denethor af Gondor. Hobitterne bliver voksne og må kæmpe for deres liv på samme vilkår som alle andre. Eowyn og Gimli deler prisen for filmens bedste one-liner mens Legolas får endnu en chance for at bevise hvem der er den sejeste elver syd for nordpolen. Hans blærede hop op på hesten i “De To Tårne” er vand ved siden af måden han ridder Olifanter på. Vi får imidlertid ikke helt så meget Aragorn som man kunne have håbet på, og størrelsen på hans rolle er et af de åbenlyse punkter hvor den forlængede DVD udgave vil være velkommen.
Tolkiens skriverier fokuserer meget på de bånd der knyttes i nære venskaber og til trods for at der ved flere lejligheder opstår splid imellem hans hovedpersoner, klarer de skærererne ved til sidst at genkende styrken i fællesskabet. Denne på en gang naive men også smukke tanke er i filmen legemliggjort i Sam, hvis betingelsesløse loyalitet bogstaveligt talt redder hele Midgård. I takt med at Frodo langsomt forsvinder ind i sig selv, træder den jævne gartner for alvor i karakter og udfylder rollen som trilogiens sande helt. Sean Astin spiller Samwise med et stort hjerte og fin fornemmelse for de mere nuancerede følelser, der komplimenterer Woods trancelignende tilstand perfekt. Deres interne skænderier og senere forsoning er omsat med så megen patos, at kynikeren med det samme vil råbe pladdersentimentalisme uden dog at indse, hvor passende de mange tårer er for såvel karakterernes som publikums rejse gennem historien.
Det samme gælder for slutningen, der med sine hjerteskærende afskedscener runder ikke bare én men tre film af og derfor også bør besidde en kraftigere ræsonans end som så. Af en lang række svære beslutninger træffer Jackson konsekvent de rigtige, og han slutter sin mesterlige trilogi på den pefekte tone med en replik taget direkte ud af bog nummer tre.
[image=4062]
Poetisk festfyrværkeriLige meget hvor mange publicity-stills man må have set fra filmens actionsekvenser og artikler man har læst om de storslåede effekter, er der vitterligt intet der kan forberede én på de ting man får at se her. I slaget om Minas Tirith optræder katapulter der skyder med sten så store som huse, Fell Beasts der smider rundt med den ene hest efter den anden, der er bjergtrolde, spøgelseskrigere, kæmpeørne, sørøverskibe, warger, tusindevis af orker og den ondeste Nazgul af dem alle – the Witchking af Angmar for fuld udblæsning. Der er så mange højdepunkter at det er umuligt at nævne dem alle og når selv en så formidabel fjende som Shelob næsten forsvinder i mængden af genialt realiserede actionsekvenser, siger det lidt om hvor stort et festfyrværkeri der er i vente. Fælles for alle løjerne er den gennemførte kvalitet af effekterne, der tværer alle andre film og endnu engang imponerer ved at besidde en sjælden set realisme.
Dertil kommer et billedsprog der i langt højere grad end tidligere emmer af poesi og bidrager med nogle af de mest suggestive billeder, jeg har haft glæden af at opleve i biografen. Antændelsen af Midgårds signalblus er magi ved 24 billeder i sekundet og bliver på grund af den simple men meget smukke kombination af musik og naturoptagelser hængende længere i hukommelsen end flere af de mere åbenlyse [i]money-shots[/i]. Den enorme rambuk “Grond” er omgivet af en mareridtsagtig mysticisme, og hvem kan fornægte kraften i billedet hvor rækken af kampklare Olifanter kommer marcherende imod kameraet i slowmotion.
[image=4060]