Dato: Den 20. januar 1972. Sted: Derry, Nordirland. Borgerne i Derry føler sig undertrykte og skidt tilpas med de talløs engelske tropper der er stationeret i deres by. Parlamentsmedlemmet og protestanten Ivan Cooper vælger, midt i et hav af urolige og utilfredse katolikker, at tage affære og arrangerer en fredelig demonstration. Men den fredelige demonstration begynder hurtigt at udarte sig til et sandt helvede. Adskillige frustrerede irere begynder at kaste sten mod de engelske tropper, samtidigt med at den langt større fredelige menneskemængde holder sammen lidt længere væk. De engelske tropper, trætte, irritable og nervøse, vælger at omringe og angribe den våbenløse folkemængde. Et stykke tid senere, da kugleregnen endelig er ovre, ligger der 13 døde uskyldige irere på byens gader, de fleste af dem ikke engang 18 år gamle. Hændelsen får endelig verden til at åbne øjnene for situationen i Nordirland, og får uheldigvis også talløse unge irere til at melde sig ind i terrorgruppen IRA, hvilket resulterer i endnu flere konflikter og slagsmål mellem de to nationer.

Begivenhederne på denne skæbnesvangre dag er nu blevet lavet som film, og den prisbelønnede engelske instruktør Paul Greengrass skildrer begivenhedernes gang med en rå filmisk intensitet som sjældent er set lignende. Filmen (som sidste år vandt Guldbjørnen i Berlin) er opkaldt efter det navn, hændelsen fik: “Bloody Sunday”. Ivan Strasburgs håndholdte kamera tilføjer filmen et dokumentarisk præg, som gør den skræmmende realistisk. Ligesom i Dogme filmene er der ikke blevet brugt kunstigt lys under optagelserne. Der er heller ingen musik til stede i filmen til at fortælle os hvad vi skal føle, hvilket også har en helt særlig effekt.

I filmen følger vi primært borgerrettighedsforkæmperen Ivan Cooper, som bliver spillet utrolig godt af ireren James Nesbitt. Det er en utrolig krævende rolle, da Cooper gennemgår en overordentlig lang række af forskellige følelser i løbet af den forfærdelige dag, og da han optræder så meget i løbet af filmen, er det selvfølgelig også vigtigt, at han fremstår som værende den sympatiske og fredelige mand, som den virkelige Ivan Cooper nu engang var. Men Nesbitt klarer opgaven med bravur. Billederne af en knust Ivan Cooper, der efter blodbadet går rundt blandt ofrene for de engelske skud, er aldeles hjerteskærende – specielt fordi Cooper ikke havde andet end gode intentioner på hjerte, da han arrangerede demonstrationen. Det ville bestemt ikke være fejlagtigt at sammenligne ham med folk som Martin Luther King eller Gandhi, hvad han også selv gør (med et smil på læben) i filmen.

Jeg har i mange år haft en stor og bred interesse for Irlands historie, så jeg er helt klar over, at intet ved den århundrede-lange konflikt mellem Irland og England er fuldstændig sort/hvidt. Man kunne let have frygtet, at “Bloody Sunday” ville havde forsøgt at få englænderne til at fremstå som gevaldig tyranniske monstre, med ingen menneskelig medfølelse overhovedet, men dette er heldigvis ikke tilfældet. I filmen kommer vi bl.a. tæt på en engelsk officer, som ikke begriber sine kollegers aggressive opfattelse af irerne, og vi bliver også introduceret for en engelsk politimester, som konstant betvivler sine egne beslutninger. Men der er naturligvis ingen tvivl om hvem det var der led hårdest efter hændelsen. Og tanken om, at enkelte engelske soldater vitterligt skiftede magasin på deres geværer under episoden for derved at kunne fortsætte med at plaffe løs på de skræmte og uskyldige irere, er ubeskriveligt afskyelig.

“Bloody Sunday” er en af årets stærkeste filmoplevelser. Det er svært ikke at sidde tilbage med sindet i kog, og filmen vækker uden problemer tårer hos publikum. Tårer, som er resultatet af en følelse af aggressivitet og magtesløshed. Det er et ligeledes massivt og aggressivt bombardement af sanserne, som er umuligt at vende øjnene bort fra. Billedet af en ældre og godhjertet irer, som vifter med et hvidt lommetørklæde, mens han langsomt prøver at nå frem til en ung mand, der ligger og bløder på gaden for at hjælpe ham, og som så meningsløst bliver plaffet ned og dræbt, er et billede, som kommer til at sidde fast på min nethinde i meget lang tid. Man snerrer, banker med næven og skærer med tænderne – det er umuligt ikke at blive opslugt af Greengrass’ fascinerende skildring af de kaotiske begivenheder, og da filmen til slut fortæller os, at ikke én eneste engelsk officer blev straffet efter hændelsen, er det lige før man eksploderer. U2’s klassiske “Bloody Sunday” sang, som passende kører under filmens rulletekster, formår dog at trøste lidt.