Den oprindelige “Bad Boys” havde bestemt sin charme. Udgivet tilbage i 1995, et stykke tid før instruktørnavnet Michael Bay garanterede stor kommerciel (om end ikke hos kritikerne) succes, tog filmfolkene økonomiske og filmiske chancer for at den “lille” actionkomedie kunne færdiggøres. Satsningen lykkedes, og “Bad Boys” blev til en relativ stor global succes. Det var den rette kombination af rå action, rapkæftet humor og tyndbenet, lettilgængeligt drama. Selvom jeg ikke nærer nogen illusioner omkring formålet med produceringen af en film som “Bad Boys”, så må jeg ærligt indrømme, at jeg følte mig virkelig godt underholdt af Will Smith og Martin Lawrences morsomme og eksplosive bedrifter.

Her 8 år senere er Michael Bay blevet stemplet som en opportunistisk og særdeles kommerciel instruktør, som ikke ser nogen problemer i at ofre drama og plot til fordel for at kunne kreere nogle af de mest usandsynlige, voldsomme og gennemførte action-sekvenser til dato på film. Michael Bay behøver ikke længere tage chancer, han kan i det store hele blot færdiggøre sine film og så læne sig tilbage og nyde synet af pengene som ruller ind i hans pengepung… Michael Bays seneste “action-opus” er efterfølgeren til hans førnævnte debutfilm, nemlig “Bad Boys II”, det seneste makværk på Bays korte og utiltalende CV.

Jeg prøvede virkelig at lade mig blive revet med af filmen, og en sjælden gang imellem lykkedes det. Men “Bad Boys II” er en så knudret, lang og hul affære, at jeg efter kort tid var stået helt af. Det skyldes i særdeleshed også, at filmen er hele 150 ulidelige minutter lang, og når der ikke er noget egentligt plot til stede, er det alt for meget at forlange af folks tålmodighed og koncentration. Der er nogle forrygende action-sekvenser ind imellem, såsom en hæsblæsende motorvejs-biljagt og en sekvens, hvor to biler forfølger hinanden ned ad en stejl bakke, hvor de konstant kører igennem de skure og småhuse der er placeret på denne, med tilhørende eksplosioner og høje drengerøvs-skrig. Men der er simpelthen for mange af disse scener, og hvad der startede ud med at være underholdende og fornøjeligt, bliver hurtigt repetitivt og kedsommeligt.

Man siger om nogle film, at man kunne have nøjes med at se traileren… Aldrig har det været så sandt som i denne films tilfælde. Kemien mellem Smith og Lawrence er til stede, men er slet ikke så stærk eller appellerede som i den første film, og dette gør, at det ofte er svært at føle sig interesseret i betjentenes gerninger. Skurkene i filmen er omvandrende klicheer, som man ikke kan være ret meget mere ligeglade med. Som Alfred Hitchcock engang sagde: [i]”Jo bedre skurken er, desto bedre er filmen”[/i] – Michael Bay vil gøre klogt i at huske dette i fremtiden.

Hvis der endelig er noget interessant at komme efter i “Bad Boys II”, så må dette findes i filmens tekniske arena. Michael Bay, som bruger sit kamera og klippeudstyr, som en håndværker håndterer sit grej, formår at gøre filmen visuelt stimulerende og iøjnefaldende. Her ville det dog også have været en fordel, hvis filmen havde været kortere, da Bays konstante brug af slow-motion og helikopter-skud, nøjagtig ligesom filmens mange action-sekvenser, ender med at give filmen et ensformigt og søvndyssende præg. Trevor Rabin – komponisten som skrev musikken til så “fantastiske” film som “Kangaroo Jack” og “The One” – har hostet op med et typisk og enormt kedeligt lige-ud-af-landevejen-score. Nick Glennie-Smith og Hans Zimmer formåede i det mindste at skrive noget muntert og effektivt musik til Michael Bays “The Rock”.