Filmz
Star Trek: Generations

Star Trek: Generations

Medvirkende:

William Shatner, Jonathan Frakes, Patrick Stewart, Malcolm McDowell, James Doohan, Walter Koenig, LeVar Burton, Michael Dorn, Gates McFadden, Marina Sirtis, Brent Spiner, Jenette Goldstein, Alan Ruck, Jacqueline Kim, Thomas Kopache

Instruktør:

David Carson

Filmlængde:

118 minutter

Genre:

Sci-Fi, Sci-Fi, Action, Action, Adventure, Adventure

Star Trek: Generations

Efter 2 tv-serier og 6 film var det helt klart på tide at den gamle Star Trek besætning gav faklen videre til Star Trek: The Next Generation besætningen. Nu var det Picard og Co.’s tur til at fyre den af på det store lærred, og blot nogle få måneder efter at knap 40% af USA’s fjernsyn havde været indstillet på det allersidste afsnit af tv-serien, udkom “Star Trek: Generations” i biograferne til store fanfarer. Enorme kampagner, tonsvis af interviews og storslåede trailere lagde op til noget helt stort: [i]To generationer vil mødes i en kamp for at redde universet![/i] Måske er det derfor, at massevis af Star Trek fans følte sig skuffede over filmen, fordi, ud af alle de 10 Star Trek film som er udkommet i løbet af de sidste snart 25 år, er den syvende af slagsen, “Star Trek: Generations”, uden tvivl den mest “minimalistiske” af dem alle.

[image=3164]

Jeg kan stadigvæk tydelig huske den første gang jeg så “Star Trek: Generations”. Jeg var lige på tærsklen til at blive teenager, og jeg sad tilbage efter filmen med en klump i halsen. Jeg var virkelig blevet rørt. Når jeg ser tilbage på filmen nu, forstår jeg selvfølgelig at min alder og ungdommelige sind havde en finger med i spillet, men jeg ser den stadig som en virkelig god Star Trek film. Det er en rørende, velfortalt og gennemført historie om alderdom, tid og dødelighed. En alvorlig science-fiction film for et alvorligt publikum.

Skuespillerne spiller alle fremragende. Patrick Stewart er altid glimrende, og resten af besætningen spiller også godt, som de plejer. Det er dog selvfølgelig Picard, der er mest i fokus, og enkelte medlemmer af besætningen får næsten ingen opmærksomhed. Men det er også at forvente, når man kun har 2 timer at gøre godt med. Malcolm McDowell er genial som den kyniske Dr. Tolian Soran, og han formår både at gøre Soran kold og ond, men også sympatisk og forstående. Det er en af hans karrieres bedste præstationer, og det er ærgerligt at der aldrig virkelig er nogen udover Stanley Kubrick som har fået øjnene op for hans stærke talenter. En anden ting jeg bliver nødt til at nævne, er Dennis McCarthys guddommelige musik. Dette er muligvis det bedste soundtrack til en Star Trek film til dato, og det er skrevet af en mand som før “Generations” blot havde rodet med et lille stryger-orkester og en håndfuld synthesizere!

[image=3166]

Filmen har dog sine fejl og mangler. Den lider lidt under at den har en “mission” den skal have overstået: at fuldføre TNG besætningens overgang fra tv-skærmen til det store lærred, og samtidig sige et endeligt farvel til den gamle besætning (3 af denne medvirker i filmen). Dette har selvsagt fastlåst manuskriptforfatterne en anelse. Eksempelvis føles hele konceptet bag energibåndet Nexus en anelse fortænkt, og der er et par passager i filmens midterdel som trækker lidt. Desuden virker den endelige kamp mellem Picard & Kirk og Soran lidt påklistret, og filmen lider også lidt under presset af at være den film som den nu er.

Som den Star Trek fan jeg er, må jeg indrømme at det da havde været fedt at have haft de to Star Trek generationer sammen i en kamp for at redde universet. Men på en måde er det også fedt at “Star Trek: Generations” gik imod forventningerne og prøvede på at gøre noget nyt indenfor Star Trek.

VideoPræsenteret i 2.35:1 Anamorphic-widescreen.
Det faktum, at “Star Trek: Generations” her i Europa bliver præsenteret i Anamorphic-widescreen, er noget af et scoop, da europæiske DVD’er ofte er amerikanske DVD’er underlegne kvalitetsmæssigt, og da den amerikanske DVD-udgave af “Star Trek: Generations” ikke er præsenteret i Anamorphic-widescreen. Dette kommer som en herlig positiv overraskelse, og der er heldigvis ikke tale om et uheldigt billed-transfer, hvor man blot har blæst et ikke-Anamorphic billed-transfer op og justeret det til at være Anamorphic uden omhu, hvilket jeg før har stødt på på enkelte Region-2 DVD’er.

“Star Trek: Generations” er en af de mere krævende Star Trek DVD’er på billed-arenaen. Det skyldes at fotografen John A. Alonzo (som blandt andet fotograferede “Scarface” og “Chinatown”) belyser de forskellige scener på meget forskellige og særegne måder, hvilket gør at “Star Trek: Generations” nok er den visuelt mest unikke af alle filmene. Specielt er der mange stærke røde og orange farver, hvilket DVD’en godt kan have lidt svært ved at håndtere engang imellem, da det resulterer i lidt blødning. Men ellers har jeg kun ros tilovers for denne billedside. Billedet er skarpt, kontrasten næsten perfekt og udover de førnævnte farve-problemer er farve-spektrumet generelt virkelig godt gengivet, specielt de mange grønne farver der ofte optræder. Så alt i alt er dette et særdeles godt billed-transfer.

[image=3169]

AudioI forhold til alle de andre Star Trek film, er “Star Trek: Generations” nok den mest afdæmpede af dem alle. Derfor er der ikke så meget at komme efter, hvis det er en konstant pulserende rytme af dynamiske lydeffekter man er ude efter. Men når der endelig engang imellem kommer skub i tingene på lydsiden, så skuffer dette glimrende Dolby Digital 5.1 lydspor ikke. Dialogen er også tydelig, og Dennis McCarthys musik lyder brillant.
EkstramaterialeIntet. End ikke en enkelt trailer er der at finde på denne skuffende DVD udgivelse. Manglen på ekstramateriale er specielt en skam i denne films tilfælde, da der blev slettet adskillige scener fra den endelige udgave af filmen, før den blev udgivet i biograferne tilbage i 1994. Disse scener var tilgængelige på nettet i en begrænset periode for et par år siden, og en del af dem var faktisk ganske interessante, inklusive en alternativ slutning. Rygterne vil vide, at der udkommer en forbedret “Special Edition” DVD-udgave af filmen engang næste år, så forhåbentlig har Paramount til den tid taget sig sammen og valgt at smide disse mange slettede scener på DVD.

[image=3170]

Kort om filmen

Stjernedato: Det 23. århundrede. De tre tidligere Stjerneflåde officerer James T. Kirk, Montgomery Scott og Pavel Chekov er æresgæster ombord på det splinternye stjerneskib Enterprise-B. Jomfrurejsen ændrer sig dog drastisk, da de opdager to fartøjer fanget indeni et mystisk energibælte, Nexus. I det farlige redningsforsøg bliver Kirk revet ud af stjerneskibet og forsvinder ud i rummet.

Syv årtier senere redder kaptajn Jean-Luc Picard og hans besætning ombord Enterprise-D en fysiker ved navn Soran. Picard er uvidende om, at Soran har en dødsensfarlig plan, der vil forårsage døden for millioner af liv samt ødelægge stjerneskibet. Nu hviler Picards eneste håb for en fremtid indeni Nexus… og i hænderne på en legendarisk kaptajn fra fortiden.

Ads by MGDK