“Confessions of a Dangerous Mind” er baseret på tv-personen Chuck Barris’ uautoriseret selvbiografi. Det faktum – at manden ikke har blåstemplet sine egne ord – varsler om en (påtaget?) dobbelthed. Barris var nemlig en tvetydig hitman som bl.a. skabte de succesfulde tv-programmer “The Dating Game” og “The Gong Show”, der blev betegnet som fjernsyn af absolut laveste målestok – akkurat som “Big Brother” og “Frid’s Film” bliver det i dag. Men udover et liv i showbiz påstod Barris også at han levede et hemmeligt liv som lejemorder. Filmen følger denne dobbelthed til dørs med en masse filmiske illusionsnumre – som både støtter og prikker til fundamentet af Barris’ fortælling.

“Confessions of a Dangerous Mind” er George Clooneys debut som spillefilmsinstruktør. Med sikker hånd fremstiller han sin hovedperson som en modsætning – en rar nar om man vil – som i kraft af sin erkendelse af status som taber, måske opfandt et hemmeligt liv.

Filmen er ikke interesseret i sandheden eller i at dømme Barris – men er kritisk overfor hans fortælling. Der er nemlig noget falde på halen-komedie over spiondelen. Sergenten som skal oplære Barris i kunsten at dræbe er et stort råbehoved (en meget sjov og grotesk variation af sergenten i “Full Metal Jacket”). Julia Roberts’ Mata Hari-lignende spion er – med sine store, sorte hatte og det faktum at hun finder Barris uimodståelig (hvor de fleste kvinder i filmen finder ham uinteressant) som taget ud af noget kiosklitteratur. Tegneserieagtige figurer som antyder en vis form for skepsis over for troværdigheden af Barris’ eksotiske fortælling – eller i hvert fald at det meget vel kun er en fantasiverden, en røverhistorie der giver krydderi til en trist hverdag.

George Clooney viser stort talent og lyst til at lege med filmmediet i sin debut som instruktør. Han har et godt øje for at bruge det tekniske apparat til at illustrere Chuck Barris’ underlige verden. Filmen har et fabelagtigt stileret look som vækker mindelser om den mest berømte debutfilm af dem alle, “Citizin Kane” (“Den Store Mand”). Flere af billederne er ligeledes opfindsomt komponeret: På et tidspunkt ser vi f.eks. Barris i forgrunden af billedet og den rekrutterende CIA-agent (spillet af Clooney selv) står placeret i baggrunden – så det ser ud som om agenten står på skuldrene af Barris som en lille djævel der lokkende prøver at overtale Barris til et karriereskifte.

Men selvom Clooney har læst på sin filmlektie, så bærer filmen samtidig også præg af et filmskoleagtig overforbrug af filmreferencer – kærlighedserklæringer til andre film – referencer som ikke tilføjer historien noget eller oveni købet trækker fokus væk fra historien. Hvorfor er kameraet f.eks. lige pludselig placeret langt fra skuespillerne i en scene hvor CIA-agenten bringer en ide på banen som Barris finder god? Fordi det er (som Clooney forklarer på kommentarsporet) en hyldest til fotografen Gordon Willis. Men denne hædersbevisning giver i stedet scenen en distance som ikke harmonerer med kontakten der bliver skabt agenten og Barris imellem.

Der er en afslappet humoristisk tilgang til tv-mediet, hvor Clooney selv begyndte sin karriere. Anno 1960’erne ser vi Barris blive anklaget af kritikerne for at være begyndelsen på den vestlige verdens undergang. De sidder og er kloge på bekostning af manden: [i]”Vi mener at han er til større skade for samfundet, end folk indser.”[/i] Når man som her får serveret vurderingen fra en historisk synsvinkel er det svært ikke at trække på smilebåndet af datidens (og såvel nutidens?) højtidelige kritikere – fordi Barris var et let offer. Det var for nemt at projicere verdens problemer over på denne lille, sølle mand – som egentligt kun var skyldig i at give publikum et kulørt (og ja, dumt) alternativ til den mere seriøse programflade.

Sam Rockwell leverer en kraftpræstation i rollen som Chuck Barris. Hans til tider energiske og til andre tider indadvendte indsats er bestemt med til at gøre filmen seværdig. (For øvrigt kan det anbefales at tjekke den lille og underfundige film “Welcome To Collinwood” – som Clooney også har en lille gæsterolle i – hvor Rockwell er mere på slap line end her). Drew Barrymore og specielt Rutger Hauer er gode i mindre roller.

Filmens store svaghed er dens egen dobbelthed. Fra første minut får man fornemmelsen af at denne film bliver rigtig god – denne følelse fortsætter et godt stykke ind i filmen, men da humoren begynder at træde i baggrunden og filmen drejer over mod det sentimentale, får den aldrig luft under vingerne. Mere bestemt bunder det i at det er vanskeligt at have medfølelse for en mand som har en kraftig distance til sig selv. Selvironi er morsomt, men hvordan tager man en person – som ikke tager sig selv seriøst – alvorlig?

Akkurat som i “Citizin Kane” gør de visuelle udtryk i “Confessions of a Dangerous Mind” opmærksomme på sig selv. Clooneys betagelse af mediet er både det mest spændende ved filmen, men samtidig også akilleshælen, fordi det visuelle vejer højere end det indholdsmæssige – i stedet for at bakke det op.

Clooneys første forsøg i indtruktørstolen er en så absolut seværdig film, men børnesygdommene gør den også til en indholdsmæssig tung oplevelse.

VideoNår der nu er lagt så mange i kræfter i billedkompositionen, så det en fornøjelse at overførelsen til DVD heldigvis er fremragende udført. På trods af filmens stilet vekslen mellem alt fra overeksponeret billeder til forskellige filmfiltre, så klarer udgivelsen udfordringen til UG. Farvernes nuancer samt skarpheden er simpelthen fantastiske i denne 2.40:1 Anamorphic Widescreen overførelse.

AudioLyden, som er både i Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1, har en god fylde som specielt kommer til udtryk når musikken dominerer lydbilledet. Baghøjtalerne bliver til tider rigtigt godt udnyttet og dialogen er knivskarp. Forskellen mellem de to lydsystemer er ikke særlig stor, men DTS-versionen virker enkelte steder fyldigere ved sammenligning. Slår man over på kommentarspor er Clooneys dybe stemme en udmærket test til subwooferen.

Ekstra Materiale

Kommentarspor med George Clooney og fotografen Newton Thomas Sigel

7 featuretter

12 slettede/udvidede scener med kommentar

“The Gong Show Acts”

Sam Rockwell’s prøvefilming

“The Real Chuck Barris”

5 Trailers

Kommentarsporet med Clooney og fotografen Newton Thomas Sigel er meget interessant og underholdende. De er gode til at forklarer hvilke metoder de brugte og hvorfor, plus at de krydrer snakken med en omgang tør humor som er med til at hæve underholdningsfaktoren.

Normalt er der en god grund til at slettede scener forbliver slettede, men her er de næsten alle sammen et værdigt kig værd. Scenerne giver også et godt indtryk af hvordan Clooney oprindeligt havde planlagt at gøre filmen endnu mere eksperimenterende end det endelige produkt. Men hvis de havde indgået i filmen ville det visuelle fiksfakseri sandsynligt have taget fuldstændig overhånd. Clooney og Sigel kommenterer også de slettede scener, men her sidder de mere og hygger sig, så der bliver langt mellem guldkornene. De små tilhørende informative dokumentarprogrammer giver en god insigt i forskellige aspekter af produktionen.

Det bugner måske ikke ligefrem med ekstra materiale, men indholdet er til gengæld tæt på at være i top.