I skrevne stund er instruktøren Ang Lees ekstraordinært dyre “The Hulk” allerede godt på vej ud af den amerikanske filmhitliste, efter blot knap tre uger i biograferne. Hvorfor? Fordi “The Hulk” er alt andet, end hvad tonsvis af pompøse og misledende trailere har lagt op til, at den er. Vi er langt fra den hyggelige “feel-good” stemning i “Spider-Man” eller den bombastiske og poppede verden i “Daredevil”. Dette gør “The Hulk” til en forfriskende oplevelse, men filmen er bestemt ikke uden sine problemer.

Det at lave en film baseret på Hulk tegneserien har været et svært projekt at realisere. Dette skyldes ikke blot det faktum, at Hulk er et flere meter højt og ofte ukontrollabelt væsen, men også selve forlæggets indhold. Hulk har altid været en helt særpræget tegneserie-karakter, og nærmere en super[i]anti[/i]helt end en superhelt i nogen som helst konventionel forstand, med et antal indre dæmoner som kun Batman synes at kunne hamle op med. Dette gør Hulk let at sympatisere med, men samtidig kan det dog også ofte være svært at relatere til et gigantisk grønligt monster, som ynder at smadre infrastrukturen. Hulk, i modsætning til Batman og Spider-Man, er ikke en givet kassesucces på det store lærred.

Figuren Hulk kan nærmest klassificeres som et moderne miks af klassiske historier som “Frankenstein”, “King Kong” og “Dr. Jekyll and Mr. Hyde”. Den unge professor Bruce Banner bliver udsat for en livsfarlig dosis radioaktiv gammastråling, som udløser noget genetisk indeni Bruce, som har været til stede siden hans fødsel. Hvis nogle nu pirrer Bruces temperament, transformerer han sig ufrivilligt om til Hulk: et rasende og 5 meter højt kreatur kun iført lilla shorts (som, af ukendte årsager, aldrig går i stykker under forvandlingen). Når “stormen er løjet af”, forvandler han sig tilbage til Bruce Banner, som ikke synes at have nogen klar idé om, hvad hans voldsomme alter-ego har foretaget sig… det føles som en drøm. Som følge af hans tøjlesløse temperament og voldelige tendenser, får han selvfølgelig hele militæret på nakken, selvom han egentlig besidder et godt hjerte.

Selve Hulk er en særdeles imponerende 100% computergenereret figur, og han stjæler selvfølgelig enhver scene, hvori han optræder. Mange folk har udtrykt bekymring ved Hulks udseende, men selvom man ikke kan komme udenom at Hulk altså ser meget computergenereret ud, så er han livagtig og iøjefaldende nok til at gøre selv Gollum grøn af misundelse (du vidste, at jeg ville sige det, [i]ik'[/i]?).

Eric Bana spiller den følelsesmæssigt distancerede Bruce Banner ganske godt. Vi får en klar fornemmelse af, at dette er en person der i sandhed har nogle indre dæmoner, som han har svært ved at bekæmpe. Udover Eric Bana optræder bl.a. Jennifer Connely (som sidste år vandt en Oscar for sin rolle i “A Beautiful Mind”) som Bruces kollega og ekskæreste Betty Ross, Sam Elliott som Bettys far, General Ross, og Nick Nolte leverer en herlig præstation som Bruces aldrende og mistroiske far.

Ang Lees (som [i]ikke[/i] er i familie med tegneseriens skaber [i]Stan[/i] Lee) CV gør ham måske ikke til det mest oplagte valg til at instruere en tegneseriefilm, men Lees stærke sans for både følelsesladet drama og veldrejet spænding kommer ham til gavn i dette tilfælde. Men dette er på én gang filmens store fordel og filmens store svaghed, fordi “The Hulk” har meget svært ved at finde ud af, om hvorvidt den vil iværksætte en renæssance indenfor genren, og levere et vitterligt dybsindigt og originalt værk, eller om den vil satse på at levere glimrende underholdning i bedste “X-Men” stil. Eric Bana har passende defineret “The Hulk” som værende “en græsk tragedie”. Filmen virker en smule [i]for[/i] seriøs, og ofte bange for at rigtig slå sig løs. Dette vil nok fryde enkelte skeptikere, men mange fans vil sikkert føle sig snydt.