Underholdende og bloddryppende teenage-splatter”Final Destination 2″ er ligesom sin forgænger en underholdende og bloddryppende teenage-splatter, der hæver sig et godt stykke over diverse idéforladte “Scream”-kloner, både hvad angår udførelse og indhold.
[image=2912]
Da teenage-pigen Kimberly Corman en dag sætter sig ind i sin bil og kører af sted for at holde weekend med vennerne, efterlader bilen en mystisk blodplet på vejen. Den skal vise sig at være et varsel. Snart får Kimberly en forudanelse om en forfærdelig bilulykke, og hun stopper trafikken – til stor irritation for de ventende biler bag hende. Da ulykken indtræffer, indser de dog at de mirakuløst er undsluppet den visse død. Tror de da. Kimberly forsøger at forklare dem, at de faktisk har snydt skæbnen. Det var meningen de alle skulle være dræbt i ulykken, og at Døden nu vil komme efter dem én efter én for at kræve sit bytte…
“Final Destination 2” er ikke nogen særligt overraskende film, og lynhurtigt sidder man blot og venter på, at filmens personer skal blive indhentet og nakket af Døden på alle mulige og umulige måder. Der er klassiske scener som den med elevatoren, hvor der kommer et hoved i klemme i døren, og hvis man endnu ikke har fundet ud af, at man ikke skal stikke sin hånd ned i en affaldskværn, ville det måske være en god idé at se denne film. Men Døden har også en rigtig livlig fantasi, og sætter dødsfælder i værk som selv Storm P. ville misunde. Hvem ville f.eks. have troet at en airbag kunne være så farlig, eller at et tandlægebesøg ville kunne få så dødelige konsekvenser…?
[image=2913]