[image=2619]
Men filmen virker ofte fortænkt og prætentiøs, hvilket til dels skyldes dens til tider tunge dialog, som ofte virker overflødig og dækkende over en hel del relativt retoriske ytringer. Men omtrent lige så ofte er både plottets og samtalernes kompleksitet fascinerende og fængende, på trods af, at filmen aldrig opnår tilskuerens koncentration og opmærksomhed i så høj grad, som den første gjorde det. Et andet problem er selvfølgelig, at vi i sin tid ikke havde nogle egentlige forventninger til den første “Matrix” film, og – til en vis grad – aldrig rigtig før havde set noget lignende. Nu er overraskelsesmomentet selvsagt forbi, så derfor kræves der ekstra meget for at imponere os nu, og en gigantisk PR-kampagne har været med til at styrke de enorme forventninger, som mange allerede har. Personligt gik jeg ind til filmen med et helt åbent sind, men hvis du har store forventninger, kan det godt være, du bliver skuffet.
[image=2615]
Skurkenes kollektive ansigt virker anonymt, hvilket, set i bakspejlet, gør de godes kamp for overlevelse knap så følelsesmæssigt involverende for publikum. Selve Matrix´en er selvfølgelig menneskehedens største fjende, men at se en gruppe frihedskæmpere tæske løs på en gigantisk harddisk ville nok ikke være så ophidsende, derfor havde den første “Matrix” film sine agenter og dobbeltmoralske svindlere. Filmens farverige tvillinger (begge navnløse) er nogle meget overfladiske karakterer, som blot synes at være indsat som kompensation for en mangel på komplekse fjender. Agent Smith er gået fra at være en stivnakket og ubønhørlig stædig personlighed, til en hævngerrig og herlig karismatisk flamboyant skurk, og det giver anledning til en hel del underholdende og humoristiske momenter i filmen. Den underskønne franske Monica Bellucci er, som altid, aldeles sensuel og resolut i sin mimik i rollen som den mysteriøse Persephone, men hendes rolle er desværre aldeles lille.
[image=2617]
Filmens lydside er også særdeles overrumplende. Aldrig før har jeg følt en biografsal runge og ryste i så høj grad, så selv en Richter-måler ville bryde sammen af trykket. Sjældent har der eksisteret sådan en god undskyldning for at erhverve sig en subwoofer i forkøbet på en DVD udgivelse. Musikken spiller ikke en så stor og essentiel rolle i filmen, som den gjorde i den første “Matrix” film, hvilket startede (eller genstartede) mange moderne musikeres karrierer. Don Davis’ stemningsskabende musik åbner på fornemste vis filmen op, men igennem størstedelen af filmen forbliver han overraskende tavs.
“The Matrix Reloaded” besidder også en herlig subtil humor, som optræder på de helt perfekte tidspunkter i filmens forløb. Desuden, for de indforståede, indeholder filmen et par morsomme cameos og indirekte referencer til Wachowski brødrenes inspirationskilder og idoler. Dem, som har fulgt med i Animatrix serien og ejerne af det nye computerspil “Enter the Matrix”, vil også kunne opfange små hentydninger til disse kreationer, som andre måske ikke umiddelbart ville støde på. Men det er dog heldigvis ikke et krav at kende til, selvom det måske gør oplevelsen mere berigende. Det er dog et krav at have set den første “Matrix” film, før man kaster sig ud i “Reloaded”, så for jer som endnu ikke har set den, skynd jer ned og lej den på DVD!
[image=2618]