Filmz
Pianisten

Pianist, The

Medvirkende:

Adrien Brody, Thomas Kretschmann, Frank Finlay, Maureen Lipman, Emilia Fox, Ed Stoppard, Julia Rayner, Jessica Kate Meyer, Michal Zebrowski, Wanja Mues, Richard Ridings, Nomi Sharron, Anthony Milner, Lucy Skeaping, Roddy Skeaping

Instruktør:

Roman Polanski

Filmlængde:

149 minutter

Genre:

Drama, Krig

Pianisten

“The Pianist” er en frustrerende film. Den er frustrerende, fordi instruktør Roman Polanski virker lidt for opsat på at holde os på afstand på et særligt emotionelt niveau. Fordi filmen formår at bevare en nærmest kynisk distance mellem sig selv og publikum. Fordi den nærmest gør publikum til [i]vidner[/i], mere end følelsesmæssigt engagerede tilskuere. Hermed ikke sagt, at “The Pianist” er en dårlig film, for det er den bestemt ikke. Den er på mange måder en banebrydende film, idet den behandler meget kendte temaer og problematikker på nye og ofte ukonventionelle måder.

[image=2691]

Adrien Brody spiller hovedrollen som den polakken Wladyslaw Szpilman, som nyder sit job som pianist på den lokale radiostation i hovedstaden, da nazisterne invaderer landet og frarøver jøderne deres ejendom og ejendele. Szpilman og resten af hans familie (to forældre, to søstre og en bror, alle roller spillet glimrende) er sikre på, at England og Frankrig ganske snart vil komme hele befolkningen til undsætning og smide tyskerne ud. Men tyskerne er åbenbart kommet for at blive, og daglige tilfældige henrettelser af uskyldige jøder og den fortsatte eliminering af jødernes rettigheder bliver en uhyggelig realitet. Szpilman undgår at blive transporteret til en koncentrationslejr, i modsætning til resten af sin familie, som han aldrig ser igen. Psykisk knust over tabet af sin familie, og fysisk udkørt som følge af tyskernes behandling af ham selv og andre jøder, finder Szpilman sin trøst og redningsmand i sin kreative profession: musikken.

Brody (før “The Pianist” blot kendt som “ham med næsen”) har den eneste virkelig betydelige rolle i filmen, og han leverer en præstation af format, som i år gjorde ham til den hidtil yngste modtager af Oscar’en for Bedste Mandlige Hovedrolle. Aldrig før har der været en så stor rolle i en sådan storfilm, hvor skuespillerens kropssprog har været mindst lige så betydelig som skuespillerens evne til at forme sin dialog. Tyske Thomas Kretschmann bliver krediteret næsthøjest på plakaten og i rulleteksterne, men at afsløre hans rolle i filmen, ville faktisk være lidt ærgerligt.

[image=2688]

Ingen andre end den polske instruktør Roman Polanski kunnet have lavet denne film. Hans far hjalp ham som barn med at undgå at blive sendt afsted til en tysk koncentrationslejr, og han levede enten alene eller fra familie til familie i Krakows sønderknuste gader, på samme facon som Szpilman i “The Pianist”. Da Polanskis – nu desillusionerede – far vendte tilbage, erfarede Polanski, at hans mor var blevet gasset. Instruktørens forfærdelige opvækst var sikkert årsag til, at dette yderst personlige projekt tog sin tid for ham at komme i gang med. I mellemtiden takkede Polanski bl.a. nej til Spielbergs tilbud om at instruere “Schindler’s List”. Polanski har (i samarbejde med manuskriptforfatter Ronald Harwood, som vandt en Oscar for sit arbejde på filmen) benyttet sig af egne minder fra den grufulde barndom, til at gøre “The Pianist” til en endnu mere sandfærdig og forfærdelig rekonstruktion af Polens år i helvede. Det hjælper selvfølgelig også, at Polanski og hans filmhold har formået at skabe et skræmmende og beundringsværdigt sceneri.

Der er lange passager i filmen, hvor der ikke ytres et eneste ord. Manglen på musik har en stor indflydelse på disse scener, hvor det eneste lydsiden byder på, er lyden af Szpilmans tunge åndedræt og den konstante lyd af eksplosioner og skud i det fjerne. Generelt er Polanski ikke villig til at fortælle os, hvordan Szpilman egentlig har det. I modsætning til en bog (“The Pianist” er desuden baseret på Szpilmans litterære selvbiografi), hvor en forfatter ikke så let kan tage sig den frihed, at lade alle mulige hændelser forløbe uden at gå i detaljer med personkarakteristikken, har Polanski i dette tilfælde udnyttet det filmiske medie til blot at [i]vise[/i] et forløb, uden virkelig at dissekere det. Dette har sin helt egen særprægede effekt på publikum, som desværre gør, at filmen aldrig rigtig når op på højde med Spielbergs ubeskriveligt mesterlige og umådeligt rørende “Schindler’s List”.

[image=2689]

Som sagt er “The Pianist” en meget utraditionel filmisk behandling af et traditionelt filmisk emne. Forventer man en “pseudo-efterfølger” til “Schindler’s List”, eller forventer man et barskt, men udpræget sentimentalt drama, hvor alt ender lykkeligt (hvilket filmens flotte, men misledende trailer lagde op til at være), bør man blive hjemme eller tage sig i agt. For selv om der er glæde, efter krigen er slut, så hviler krigens følger stadig markant i Szpilmans bevidsthed. Man forlader ikke biografen med samme følelse af håb og befrielse som man gjorde efter “Schindler’s List”, men nærmere med en erkendelse af, at efter så sørgelige og umenneskelige tider er det fuldstændig umuligt at leve videre på samme måde, som man gjorde [i]før[/i] krigen.

Det som Polanski opnår ved sin særdeles nedtonede brug af alle de filmiske virkemidler er, at filmen nærmest kommer til at føles minimalistisk, men samtidigt opnår en hudløs ærlighed, som særdeles få film har formået at opnå. Det føles ofte som om, at Polanski har ladet filmens scener spille naturligt ud, og blot indsat kameraet som en nedskriver af historie. I modsætning til mange andre film så [i]fanger[/i] kameraet scenerne, men det manipulerer aldrig med dem på noget som helst plan. Der er ingen hurtige klip, ingen store kamerabevægelser, ingen special-effects, nærmest ingen musik (hvilket nogle måske vil finde paradoksalt, filmens titel taget i betragtning) og ofte virker billederne mærkbart farvetomme, som om filmen var blevet skudt i sort/hvid.

[image=2690]

Kort om filmen

Den talentfulde polske pianist Wladyslaw Szpilman og hans familie bliver vidne til de inhumane restriktioner, som de tyske nazister implementerer i Polens hovedstad Warszawa, hvor jøder bliver isoleret fra resten af byens befolkning og behandlet på grufuld vis.

Det lykkedes Szpilman at undgå at blive transporteret til en tysk koncentrationslejr, og han er dermed tvunget til at leve alene i Warszawas enorme ruiner, stort set uden menneskelig kontakt med nogen som helst.

Ads by MGDK