Efter at have skabt noget af et navn med den minimalistiske genistreg “Falling Down” i 1993, til fuldstændig at have knust sit gode navn og omdømme med “Batman Forever” og “Batman & Robin”, til at genetablere sit omdømme med den relativt ukendte (men aldeles fremragende) “Tigerland” i 2000, til igen at lægge sit navn i ruiner blot to år senere med den tåbelige “Bad Company”, er den svensk/amerikanske instruktør med det tyskklingende navn Joel Schumacher endelig tilbage i den filmiske arena, hvori han øjensynligt føler sig bedst tilpas: lavbudgets filmenes verden.

Schumachers seneste værk, “Phone Booth”, blev filmet på blot 12 dage og med et budget på godt og vel 10 millioner dollars (blot et greb i lommen indenfor den amerikanske filmindustri). Dette giver filmen en særlig og ideel visuel råhed, som en storbudgets Hollywood film (som sikkert ville have været fyldt til randen med store skuespillernavne og unødvendige og overflødige effekter) ikke ville have kunnet opnå. Filmens distribution blev desuden udskudt adskillige måneder, grundet de forfærdelige snigskytte mord, der fandt sted i Washington D.C. sidste november, hvilket gjorde ideen om at udgive en film, hvori en mand bliver truet på livet af en snigskytte med en hel særlig dagsorden, knap så tiltrækkende. Dette gjorde selvfølgelig også, at “Phone Booth” fik en hel del kontroversiel omtale i medierne, som uden tvivl gavnede dens kørsel i de amerikanske biografer, og gjorde, at man sparede en masse penge på filmens PR-kampagne, som dog stadig endte med at koste cirka det dobbelte af selve filmen!

Kan det virkelig lade sig gøre, at lade en hel film folde sig ud inde i en enkelt klaustrofobisk telefonboks? Ja da, hvorfor dog ikke? “Panic Room” var ganske spændende og interessant, på trods af, at filmens plot blot foldede sig ud inden for en enkelt lejligheds få mure. Og der har været udgivet et utal af thrillere, der næsten udelukkende fandt sted ombord på fly i forskellige former for vanskeligheder. Klaustrofobiske miljøer på film har længe trukket folk i biografen, og derfor kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at “Phone Booth” oprindelig var en fortælling, som manuskriptforfatter Larry Cohen for flere årtier siden havde fremlagt for Alfred Hitchcock. Desværre udviklede dette sig dengang aldrig rigtig til noget. Desværre, eftersom Alfred Hitchcock uden tvivl ville have kunnet tilføre ekstra interessante lag til filmens skurk, hvis motiver til at dræbe Stu er ret typiske for genren.

Schumacher har igen allieret sig med irske Colin Farrell, som først gjorde sig virkelig bemærket overfor filmkritikere i “Tigerland”. Farrell spiller den forfængelige og selvcentrerede Stu, som får sig noget af en ubehagelig overraskelse, da han en dag tager røret i en telefonboks og får at vide af stemmen i den anden ende, at vedkommende i øjeblikket sigter på ham med en sniperriffel og truer med at skyde Stu, hvis han handler uden hans tilladelse. Den anonyme snigskytte vil i løbet af filmen tvinge Stu til at erkende visse knap-så-attraktive aspekter af sin eksistens.

Farrell er en af hovedgrundene til, at man ikke må gå glip af denne specielle filmoplevelse. Han formår at levere en præstation, som på smuk vis dækker over manuskriptets flittige mangel på dybde og egentlige følelsesmæssige intriger. Hans pulserende og vekslende fremtoning gør filmen gribende og virkningsfuld. En anden person, som Schumacher igen har allieret sig med, er fotografen Matthew Libatique, som her (ligesom han gjorde med Darren Aronfoskys brillante “Requiem for a Dream”) bruger adskillige moderne filmiske virkemidler, som f.eks. split-screen, til at opnå en særlig dynamisk og unik visuel effekt, som bestemt er i filmens favør.

Det lyder måske, som om at jeg rakker meget ned på filmens handling, men der er bestemt mange elementer i historien i “Phone Booth”, som fungerer glimrende, og som gør, at man ofte sider på kanten af stolen. Filmen besidder en stor kvantitet af kærkomne og raffinerede overraskelser, og det er ikke blot Farrels fortjeneste at disse elementer opnår den slagkraft de gør, men det skyldes også en lille håndfuld solide skuespillerpræstationer (stærkt ledet af Forest Whitaker og Kiefer Sutherlands gennemtrængende og hårrejsende stemme), Harry Gregson-Williams’ repetitive, men stemningsskabende og passende musik, filmens visuelle ejendommelighed og Schumachers stilsikre instruktion af hele seancen. Det er også lykkedes at få indlagt et par halv-groteske og velfungerende humoristiske øjeblikke et par steder i filmen.