“24 Hour Party People” er blevet beskrevet som en af de mest oversete film i 2002, men filmen er nærmere en af de mest overvurderede “oversete film” i 2002.

Filmen strækker sig fra punkmusikkens spæde start i 1976 til ravemusikkens fødsel i 1992. Filmens DVD-cover proklamerer at dette er historien om Tony Wilson, Factory Records, Joy Division, New Order, Happy Mondays, musikken og Manchester. Og da filmens hovedperson og fortæller, Tony Wilson, også prøver at overbevise os om at filmen handler om musikken i stedet for om ham selv, er det da også filmens sjoveste replik – sjoveste fordi Tony er allevegne i filmen. Han er filmen.

Imens han skabte et pladeselskab, et diskotek og “skrev” kontrakt med mange af bandene, sikrede han sig ikke nogen finansiel sikker fremtid, fordi hans ambitioner lå andet sted – at få musikken ud til folket. I kontrakterne han skrev med bandene, stod der kun at der ingen kontrakter var. På den måde beskyttede han sig imod at sælge ud af sig selv – ved ikke at have noget at sælge ud af. Vi ser ham heller ikke lave/skabe noget – han går bare rundt og er Tony Wilson. Da en kvinde spørger Tony om hvad hans jobfunktion er, svarer han da også noget forundret: [i]”Well I’m Tony Wilson!”[/i].

Stilmæssigt fungerer filmen rigtig godt, i begyndelsen i hvert fald. Den anarkistiske punk musikstil som præger starten af filmen, bliver fulgt op af en ligeledes ukontrolleret digital fotografering, vekslende mellem farve og sort/hvid billeder, som giver filmen et råt og forstyrret look. Filmen mikser også optagne billeder fra datidens periode med filmen. Wilson har også en mani med at tale til kameraet (filmen er på den måde også selvrefererende): “[i]That scene didn’t actually make it to the final cut. I’m sure it’ll be on the DVD.”[/i] Dialogen er altså også med til at springe rammerne, men da denne anarkistiske fortællefacon bliver fastholdt filmen igennem, ignorer den 80’erne og 90’ernes musikalske karakteristika, som var alt andet end anarkistisk, og stilen bliver reduceret til en dekoration.

Wilson taler meget om hvor god og indflydelsesrig musikken var i disse perioder, men hans skamros bliver meget trættende at høre på i længden, fordi for det meste hører vi kun brudstykker af de mange musiknumrer (med et par undtagelser af New Orders musik) som gør at vi ikke får de optimale muligheder for selv at brygge vores egen menig.

Når Tony Wilson taler til kameraet er det fint i stil med hans tendens med at være postmoderne før det var moderne. Han citerer hele tiden litterære klassikere. Han har altid en mening og en “klog” bemærkning til tingene. Kort sagt er han møgirriterende, men på den underholdende måde. Men hans altoverskyggende tilstedeværelse i filmen, betyder at vi desværre ikke ser så meget til de andre personer i filmen. Det kunne f.eks. have været interessant at se mere til forsangeren i bandet Joy Division (som senere bliver til New Order), Ian Curtis, en excentrisk gut som begår selvmord, men grundene hertil hører vi ikke noget til – kun en typisk popkulturel hentydning fra Wilson om at Curtis var musikkens modstykke til Che Guevara.

Michael Winterbottom tager sin instruktion let. Det virker som om at han nyder at følge efter Tony Wilson, filmens absolutte omdrejningspunkt, men det er ikke nok til holde filmen kørende i næsten to timer. Selvom filmen er en kærlighederklæring til tidsperioden, mangler den drama til at interessere den del af publikum som ikke er videre bekendt med perioden og dens bands. Titlen “24 Hour Party People” er egentlig misvisende fordi filmen kun handler om en person i stedet for flere. Tony Wilson (fremragende spillet af Steve Coogan) er både grunden til at man skal se filmen, og at den bliver anstrengende i længden.

VideoUdgivelsen er i Anamorphic Widescreen 1:85.1 med et relativt skarpt billede. Selve overførelsen fanger udmærket filmens “grimme” billeder som med fuldt overlæg er gjort kornet, og farvernes ligeledes nedtonet udseende.

Audio”24 Hour Party People” er i Dolby Digital 5.1, men har desværre en tendens til at være frontbaseret som gør at musikken aldrig kommer til at udnytte fordelene ved 5.1. Dynamikken er dog ganske udmærket.

Ekstra Materiale

“Genesis Of “24 Hour Party People””

“The Real Tony Wilson”

“Playing People Who Are Still Alive”

“Here To Stay” musikvideo med New Order

“Trailer”

De tre meget korte programmer i ekstra materialet giver et meget lille indblik i hvordan filmen blev til. Der er også kun lidt om hvem de virkelige personer var og er. Ærgeligt, fordi jo mere man ved om de virkelige personer/hændelser, jo bedre bliver fiktionen. Programmerne har også den svaghed at de mangler “navneskilte” på de forskellige personer for og bag kameraet.