“Den Skjulte Sandhed” (“High Crimes”) er en relativ dum film der holder sig over vande takket være Ashley Judd og Morgan Freeman. Filmen kører videre på kemien mellem Judd og Freeman, fra den ordinære thriller “Samleren” (“Kiss The Girls”).

FilmenEn aften, på vej hjem fra en tur i byen, bliver parret Claire (Ashley Judd) og Tom (James Caviezel) passet op af FBI-agenter, som anholder Tom. Sigtelsen lyder på, at han under sit rigtige navn, Ron Chapman, har foranstaltet en massakre på civile i El Salvador.

Tom skal nu stilles for en militærdomstol, og til Claires store overraskelse erkender han at han er Ron Chapman, men han bedyrer sin uskyld og hævder at anklagen er falsk, og at militæret vil gøre ham til syndebuk for at dække over højere rangerende folk i hierarkiet.

Claire, som selv er advokat, går i gang med at opbygge et forsvar for Ron, men hun har brug for en joker. Efter lidt research finder hun frem til den afdankede og fordrukne advokat Charlie Grimes, som har en fortid som militæradvokat…

Jokeren FreemanAshley Judd spiller ofret i filmen, og uden den vildskab som hun havde i “Mord Pr. efterkrav” (“Double Jeopardy”). Det er så op til Freeman at stå for denne del. Hans figur, Charles Grimes, der ikke er den store fortaler af militæret ([i]”Militæret er for retfærdigheden, hvad militærmusik er for musik!”[/i]), er en tidligere svamp og motorcykelkørende advokat – han har jakkesættet sammenkrøllet i skuldertasken.

Men han kender til systemet og er derfor en slags joker, en torn i marineinfanteriets røv. Og hvis nogle skulle være i tvivl, så har filmens komponist, Graeme Revell, skrevet et skævt lille musikstykke der akkompagner Freemans skæve indslag.

Selvom det efterhånden er blevet en naturlov, så er Morgan Freeman rigtig god, og der kommer egentligt først gang i filmen når han indtræder efter en lille halv times tid. Det er tydeligt at han nyder at spille rollen, men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på at det er spild af talent – at bruge tiden på denne type af uinspirerende film. Det samme gælder for Judd.

Den afslørende sandhedCarl Franklin er manden bag roret, ligesom han bl.a. også var det i “One False Move” og “Djævel i Blåt” (“Devil in a Blue Dress”). Han er tidligere skuespiller og det bærer hans film også præg af. Personerne er vigtigere end selve plottet. “Den Skjulte Sandhed” er dog mere lige ud landevejen end hvad han tidligere har lavet. Filmen følger de sædvanlige forskrifter for hvordan man skruer en thriller sammen: En appetitvækker der anslår filmens tema, konflikten optrapper og konflikten bliver løst.

“Den Skjulte Sandhed” er et godt bevis på at Franklin, ligesom så mange andre, er afhængig af et godt manuskript for at kunne skabe sig noget interessant. Det kan i øvrigt stærkt anbefales at lede efter hans lille perle, “One False Move”, med et manuskript af Billy Bob Thornton.

Hvis man skærer ind til benet på “Den Skjulte Sandhed” så er det egentlig kun Ashley Judd og Morgan Freeman som gør filmen seværdig.

VideoAnamorphic Widescreen 2.35:1 med et flot og skarpt billede. Farverne er stærke. Der er ingen tegn på ridser eller lignende.

AudioUdgivelsen er i Dolby Digital 5.1 med god spredning over hele lydbilledet, men fokuseringen er alligevel lagt på frontkanalerne. I de få actionscener leverer lyden også et fornuftigt stykke arbejde.

Ekstra Materiale

Kommentarspor med filmens instruktør, Carl Franklin

“A Military Mystery”

“FBI Takedown In Union Square”

“A Different Kind of Justice”

“Liar Liar: How to Beat A Polygraph”

“Together Again”

“Car Crash”

Udover et til tider interessant kommentarspor er der seks små programmer. To af dem er direkte “reklamefilm”: En for Morgan Freeman. Og en anden for militæret om hvordan man skal kende reglerne for at blive en god advokat ved militærdomstolen. Resten er trods spændende titler som “How to Beat A Polygraph” og “Car Crash” af samme uinteressante karakter.