Filmz
Minority Report

Minority Report

Medvirkende:

Tom Cruise, Neal McDonough, Patrick Kilpatrick, Jason Antoon, Samantha Morton, Max von Sydow, Lois Smith, Tim Blake Nelson, Richard Coca, Kirk B.R. Woller, Colin Farrell, Steve Harris, Kathryn Morris, Jessica Capshaw, Keith Campbell

Instruktør:

Steven Spielberg

Filmlængde:

145 minutter

Genre:

Sci-Fi, Action, Thriller

Minority Report

FilmenDa “Minority Report” skulle optages, sagde Spielberg til sin cinematograf Janusz Kaminski at filmen skulle være mørk… det blev den også, for filmen er Spielbergs bud på en på sci-fi thriller i noir stil. Filmen danner desuden et skræmmende fremtidsbillede som man ikke kan undgå at gruble over. Det er en rigtig god film, men det betyder dog ikke at filmen er fejlfri, for den tager sig også nogle friheder med plottet.

[image=2126]

Filmen er baseret på et forlæg af Phillip K. Dick. Hans noveller og bøger er tidligere blevet brugt som baggrund for film som bl.a. ”Blade Runner” og ”Total Recall”. Som i de to film bevæger vi os ind i en utopisk verden, der på overfladen virker perfekt og som det rene paradis… men jo længere man bevæger sig ned under huden på den perfekte verden finder man at råddenskaben lever i bedste velgående. Filmens verden er i den grad et overvågningssamfund. Alle steder er der opstillet ”eye-dentiscan” maskiner der kan scanne ens hornhinde… på den måde kan man altid spores, og selv diverse firmaer anvender dette til skamløst at bombardere en med personlige reklamer overalt hvor man går. Dette er naturligvis et skræmmebillede ala George Orwells “1984”, og er den første ridse i lakken på den ”perfekte” verden.

Ideen med PreCrime afdelingen er i og for sig god nok… man forhindrer alle mord inden de bliver begået… men allerede her bliver ridsen endnu dybere, for behandlingen af de “skyldige” er inhuman… de lægges i en kunstig koma, dog med hjernefunktionen intakt, så fangerne stadig er ved bevidsthed… filmen nævner ikke nogen tidsramme for straffen, så man må næsten gå ud fra det er for evigt, og det er da den værste straf jeg overhovedet kan forestille mig… komplet isolation! Også de tre precogs har stort set ingen rettigheder. De bliver omtalt som guder, men holdes fanget, bedøvet og uden kontakt til omverdenen. Spørgsmålet her er så om disse menneskers lidelse er en pris man ønsker at betale for at redde menneskeliv. Et spørgsmål som nok de færreste kan besvare.

Selve PreCrime teknologien er også ret interessant (om end urealistisk), og skaber lidt af et paradoks, der er hele filmens grundkerne: Kan man ændre sin egen fremtid hvis man allerede kender den.

[image=2127]

I hovedrollen som John Anderton, chefen for PreCrime enheden, finder vi Tom Cruise, der som sædvanligt spiller godt uden at være prangende. Karakteren John Anderton er en splittet mand, der om dagen passer sit arbejde, og om aftenen er på stoffer og sørger over tabet af sin søn og sin fraskilte kone. Dette portrætterer Cruise rigtig godt, selvom den efterhånden ret brugte kliche om politimanden med den dræbte kone/barn/fætter/etc. kommer i spil her.

Cruise spiller overfor svenskeren Max Von Sydow, der spiller Lamar Burgess opfinderen af PreCrime, der samtidig er en faderfigur for Anderton. Sydow er altid et godt kort at have på hånden, og han leverer sin præstation med kølig elegance. Filmens bedste præstation ligger hos Samantha Morton, der spiller Agatha, en af de tre precogs. Hun giver sig fuldt ud i filmen, både fysisk og mentalt. Agatha rives fra sin ”trygge” verden hos PreCrime og pludselig kastes ud i den virkelig verden som hun betragter med stor forundring, forvirring og frygt… og Morton portrætterer det smukt.

Birollerne tæller bl.a. Colin Farell som den skeptiske FBI agent Danny Witwer, Kathryn Morris som Andertons ekskone Lara. De spiller begge mindre roller, men lægger alligevel nogle gode præstationer for dagen. Peter Stormare har efterhånden monopol på slimede karakterer, og hans rolle i denne film ændrer ikke på det… som altid stjæler han billedet når han er på skærmen.

[image=2128]

Spielberg viser med “Minority Report” endnu engang hvilken mesterinstruktør han er. Filmen er et fantastisk sammensurium af såvel action, drama og ideer og koncepter der får en til at gruble. Samtidig viser Spielberg i samarbejde med sin cinematograf Janusz Kaminski denne overdådig fremtidsvision, der har en fantastisk dualitet. Der er den lyse og smukke side, med alle tænkelige hjælpemidler og den sorgløse hverdag, og den mørke og dunkle side med fattigdom, kriminalitet og stoffer. Det er i den dunkle underverden at en stor del af filmen foregår, og det er også her at Kaminski viser sig fra sin bedste side.

Filmen er dog langt fra perfekt i alle henseender, og mange af de fejl der opstår, er plot huller som unægteligt vil opstå i film hvor man beskæftiger sig med denne slags tidsparadokser. Et eksempel: Hvis de tre precogs kan se fremtiden, og en PreCrime enhed så tager ud og stopper det mord de har set, så var det jo egentlig slet ikke fremtiden de så og så er deres vision jo ikke noget værd. Filmen prøver at komme med en forklaring, men slet ikke godt nok, til at man ikke undrer sig over det når filmen er slut. Der er flere eksempler på den slags plothuller, så man skal lige huske på inden man ser filmen at det er Spielbergs verden, og han laver reglerne for hvad der kan og ikke kan lade sig gøre… men det betyder ikke at vi ikke kan gruble over det.

Når man ser bort fra sådanne småting, så må konklusionen på det hele være at “Minority Report” er en yderst interessant film. Skuespillet er på et absolut acceptabelt niveau, og filmens plot og koncepter er originale, nytænkende og tankevækkende. Action scenerne er fantastisk flotte, ligeså de mange special effects, der vækker denne fremtidige verden til live. Det hele går op i en højere enhed, og dette er absolut en film du ikke må snyde dig selv for.

VideoFor første gang siden Hook laver Spielberg en film i Scope formatet og det er gengivet på denne disk i Anamorphic Widescreen med 2.40:1 Aspect Ratio.

Minority Report er en mørk og dunkel film, og farverne er dermed ofte meget mørke og kolde, men det er ikke noget problem for dette transfer, der klarer den opgave flot og bringer Kaminskis flotte cinematografi til live.

Til gengæld er der samme grynethed over billedet som også A.I. havde, og det er desværre typisk for Kaminski. Det er muligt det giver filmen et flot og “råt” look, men personligt er jeg lidt småtræt af de gryn, for de giver sig ikke godt ud på et digitalt medie.

[image=2129]

AudioFilmen udgives med to engelske lydspor, først et Dolby Digital 5.1 og så et DTS5.1 lydspor. Begge lydspor er rigtig gode, så det er ligemeget om du bedst kan lide DTS eller DD.

Lydbilledet er klart og fylder godt ud i højtalerne. Både surroundhøjtalere er rigtig godt i brug, og subwooferen kommer på overarbejde i mange af action scenerne, som fx. når PreCrime hoverskibene flyver forbi eller i scenen med sonic boom geværerne. Det er lyd når det er rigtig flot, og giver topkarakter.

Ekstra materialeSom sædvanlig med Spielberg film, så er der ikke skyggen af et kommentarspor at se… den må ligge gemt i en minority report et eller andet sted.

Nå, men så må vi i stedet fornøje os med en ordentlig samling featuretter i stedet for. De forskellige programmer varer mellem 2 og 10 minutter.

“Minority Report From Story To Screen” indeholder to dokumentarer om hvordan filmen gik fra ide til produktion og “Deconstructing Minority Report” viser hvordan forskellige scener er blevet til.

Dernæst er der “The Stunts of Minority Report” med tre featuretter om stuntarbejdet på filmen. Bl.a. ser vi Tom Cruise udføre sine egne stunts. “The Digital World of Minority Report” viser hvordan mange af filmens effekter er blevet til hos ILM. “Final Report” er et kort program med interviews med Spielberg og Cruise.

Til sidst er der et arkiv med Cast og Crew biografier, trailers, stillgallerier, storyboard mm.

Det er en god samling special features der dækker temmelig bredt og som giver rimelig god information. Men ingen af dokumentarprogrammerne er specielt lange, og det er lidt en skam, for det kunne have været rart med lidt mere dybdegående materiale.

[image=2130]

Kort om filmen

Washington D.C. år 2054. Mord er ikke længere en mulighed. Det er nu blevet muligt at se ind i fremtiden, og straffe den “skyldige” inden han begår forbrydelsen. Dybt nede i et kammer kaldet “templet”, opbevarer man 3 mennesker kaldet orakler, eller “Pre-Cogs”. De lever i en konstant dvaletilstand, og er i stand til at se ind i fremtiden, deraf navnet Pre-Cogs”.

De ser mordet, de ser ofret, og vigtigst af alt – de ser gerningsmanden. Deres visioner bliver så overført til computere, og deres tanker og drømme kan visualiseres. Så er det bare op til teknologien og John Anderton (Cruise) at sætte stedet på. Systemet er perfekt.

Lederen af førdrabs-afdelingen John Anderton er firmaets mand. Systemet er hans et og alt. Han har selv gennemlevet smerten, følelsen af at miste nogen. Det var før systemet blev indført. Nu er det hans passion der driver ham – ingen skal gennemleve den smerte han har følt. Førdrabs-afdelingen har eksisteret 6 år på prøve og det skal nu besluttes om det skal indføres i hele landet. Anderton nærer ingen tvivl, systemet er perfekt – indtil den dag hvor hans ser sig selv som gerningsmanden i et kommende drab…

Han er den første der ser billederne der strømmer ind fra oraklerne. Han vil myrde en mand om 36 timer, en mand han aldrig før har set. Han er derfor nød til at gå under jorden for at undgå sin forudbestemte skæbne. Men det er nemmere sagt end gjort, for i år 2054 er alt overvåget, hvert et skridt man foretager sig. Der er kameraer og sensorer overalt.

Jaget af sit eget gamle team – som nu ledes af FBI-agenten Danny Witwer (Farrell), der skal kontrollere systemet, inden det gøres landsdækkende – begiver Anderton sig ud på en vild flugt, og samtidig skal han løse sit livs vigtigste efterforskningsopgave: At afsløre det komplot, der ligger bag – og måske finde svaret på det spørgsmål, han har arbejdet ihærdigt på at eliminere… Er det muligt, at Oraklerne kan tage fejl?

Ads by MGDK