Bond is backJames Bond er tilbage i den tyvende officielle film af slagsen. Filmen i sig selv er et mindre jubilæum. Ikke alene er det den tyvende film i rækken, men det er også 50 år siden, at James Bond første gang så dagens lys. Det gjorde han i novellen “Casino Royale”, skrevet af nu afdøde Ian Fleming. Fleming var tidligere efterretnings-officer i flåden, og det var i den branche han hentede inspiration til hans spion-noveller.

Da Die Another Day fik premiere i udlandet – det gjorde den sidste år (2002) – var det også fyrre år siden, at den første film i serien havde premiere. Det var Bond-filmen “Dr. No”, med Sean Connery som Bond, der havde premiere i ’62.

Er der egentlig brug for flere Bond-film? Det er der sikkert mange der har tænkt. Tjah, så længe folk nærmest vælter ind i biograferne for at se dem (hvis man lige ser bort fra det uheldige billetsalg i Sydkorea) – så har vi vel.

Man skulle mene, at problemet med at lave så mange film om den samme person er om det ville komme til at gå ud over indholdet eller handlingen. Ville filmene komme til at minde for meget om hinanden? Ville det være set før? Det er blot et par af de farer der var ved at lave yderligere en Bond-film.

I “Die Another Day” er det nærmest det omvendte der er skyld i filmens små problemer, de har næsten druknet filmen i spektakulære action-sekvenser og fyldt den med de typiske halv-perverse James Bond oneliners. Det er lidt synd. For filmen har potentiale til at blive en af de bedste Bond-film. Men dermed ikke sagt at filmen ikke er god – den er bare ikke “Sean Connery”-god.

Det er en flot og udmærket film, bedre end så mange af de andre actionfilm der har kørt i den sidste tid (læs XXX). Der er dog nok mange der vil mene, at det er set og brugt før – og det er det sikkert også. Forfatteren Umberto Eco udtalte en gang, at Bond-filmene er baseret på en meget simpel formular. En formular som kun indeholder 9 basale træk, som man så kan bruge i vilkårlig rækkefølge – det ses “desværre” også i denne film – men det virker… Men det er måske også det der skulle være med til at udmærke den – at den er så meget lig de andre 19 Bond-film, det er jo trods alt en hyldest til dem.

Hvis man i løbet af filmen gentagne gange sidder med en følelse af deja-vu, så er det med god grund. Filmen er jo, som sagt tidligere, en hyldest til sig selv og James Bond-universet. Filmen er propfyldt med referencer fra samtlige 19 foregående film. Men man skal være en ret habil Bond-fan for at opdage dem alle. Der er alt fra gadgets og scener fra tidligere film, til små replikker der vækker minder fra de tidligere film. Det er meget morsomt og underholdende, og alle de referencer gør bestemt filmen mere seværdig.

Nordkorea som de slemme drengeDer er jo gået en hel del år siden “Dr. No”. Den verden vi lever i har forandret sig en del, og det samme har Bond-filmene, dog kun til en vis grænse.

I langt størstedelen af James Bond-filmene har den kolde krig sat sine tydelige spor. De fleste af skurkene har, eller har haft, forbindelser til de slemme røde russere – kommunisterne. Men sådan ser verdensbilledet jo ikke længere ud. De er nu blevet en af vestens allierede. Hvad gør man så? Så må man jo skabe sig et nyt fjendebillede, og det blev i denne omgang Nord-koreanerne det kom til at gå ud over.

Det har de ikke været helt tilfredse med dernede, hverken i Syd- eller Nord-korea. Men især Sydkoreanerne har langet ud efter filmen, de har følt at deres nationale stolthed er blevet krænket, og at de fremstår som en amerikansk koloni, som ikke kan finde ud af tingene selv. Filmen har derfor været udsat for massive protester og boykots, hvilket har resulteret i ret dårlige salgstal.

FilmenNu er det jo ikke ligefrem Shakespeare vi har med at gøre her. Det er en ret tynd historie. Det kunne have været en god historie, men der er lagt alt for megen vægt på at fylde filmen med action, eksplosioner og hvad der ellers hører sig til i et actionbrag. Det går ud over dialog såvel som skuespil – og især historien. Filmen har så store plothuller, at man rent faktisk ville kunne skjule blærerøven Mads Christensens ego i dem.

Men udover at have en tynd historie, så er det en ret flot film. Den er flot filmet, det er nogle flotte kulisser, og så er lokationerne utrolig flotte. Man får jo helt lyst til at tage den næste flyver til Island.

Et af de helt store højdepunkter i filmen, er en noget utraditionel kampscene, hvor Bond udfordrer millionæren Gustav Graves til en fægteduel i den legendariske gentleman-klub “Blades”. Fægtekampen eskalerer nærmest til en kamp på liv og død, hvor taberen er den, som først bløder fra brystet. En scene som helt sikkert kommer til at gå over i “Bond”-historien. Det er også i selvsamme scene hvor Madonna har sin cameo, som fægte-instruktør.

Det er Brosnans fjerde omgang som super-agenten James Bond, og det gør han også denne gang overbevisende godt – ikke siden Sean Connery har filmene været så underholdende. Det er desværre nok også en af de sidste film med Brosnan i rollen som James Bond. Han skal have en stor tak for at filmen ikke gik hen og blev kæmpe fiasko – han spiller med næsten samme kølighed som Connery gjorde det. Det kan derimod være svært at se at Halle Berry har en Oscar til at stå hjemme på hylden. Hun falder helt igennem i rollen som Bonds nye sidekick, Jinx (der på dansk kan oversættes til ulykkesfugl) og jeg håber ikke, at man kommer til at se mere til hende i de kommende film.

Udover de to, er de gode gamle karakterer selvfølgelig også med. Judi Dench i rollen som den strikse chef M, der på overfladen virker kold og kompromisløs, men alligevel ikke gerne ser Bond komme til skade. John Cleese er også tilbage i rollen som den forvirrede Q, en rolle han overtog fra den nu afdøde Desmond Llewelyn. Det virker som om at han har fundet sig godt til rette i den rolle, og man kan jo så kun håbe på, at han vælger at fortsætte den rolle så længe han kan i bedste Llewelyn-stil.

Instruktøren er denne gang Lee Tamahori, hvilket overraskede mig lidt første gang jeg hørte det, han er manden bag film som “Once Were Warriors” og “Mullholland Falls”. Så jeg havde måske forventet en lidt mere seriøs film, en der ville stikke en smule dybere. Det blev dog ikke tilfældet – men det kan man vel kun takke manuskriptforfatterne for.