“24 Hour Party People” er en særdeles velkommen og vellykket musikkrønike, som dokumenterer en indflydelsesrig og nyskabende epoke i rockmusikkens historie. Desuden har den en lydside som ikke er set (eller hørt) stærkere siden “Trainspotting.”

Kunsterisk frihed, musikalsk nyskabelseFilmen åbner med punkmusikkens fødsel i 1976. TV værten Tony Wilson overværer en af de første Sex Pistols koncerter, hvor det øvrige publikum tæller blot 39 personer. Alligevel kan Wilson se at han står overfor noget helt nyt, og som han siger: “var der da ikke kun 12 personer med til Jesus’ sidste nadver…?”

The Sex Pistols spiller “Anarchy in the U.K.”, og Wilson tager dette budskab til sig. Snart har han startet pladeselskabet Factory Records, hvis eneste regel synes at være at der ingen regler er; han giver sine kunstnere den totale frihed.

Nogle af de første til at nyde godt af denne frihed er gruppen Joy Division med den tungsindige – men også karismatiske – forsanger Ian Curtis i forgrunden (der eksisterer i rockhistoriens annaler således kun ét fotografi hvorpå man ser ham smile…) Wilson får blandet en ordentlig producer ind i billedet, og snart udvikler bandet deres karakteristiske og stilskabende lydunivers, sort og romantisk med tekster om frelse, skyld og sjælelig smerte.

Den sidste del bliver tilsyneladende for meget for Curtis, som begår selvmord i en alder af 23 år og snart står bandet uden forsanger. De skifter navn til New Order, og fortsætter med Bernard Sumner som frontmand. De skifter samtidig stil og udsender den mere poppede og dansable “Blue Monday,” som bliver den bedst sælgende maxi single nogen sinde.

Senere tager Tony Wilson gruppen The Happy Mondays under sine vinger, men på grund af forsangeren Shaun Ryders stofmisbrug bliver det et problematisk samarbejde. Samtidig har New Order alvorligt svært ved at få færdiggjort deres nye album, og den økonomiske katastrofe ligger og truer med at underminere fundamentet under Factory Records og Wilson selv, som samtidig har investeret en stor sum penge i natklubben The Hacienda.

Det går dog først rigtig galt da et andet stort pladeselskab fatter interesse for New Order, og finder ud af at der på grund af grundfilosofien om den absolutte frihed – både kunstnerisk og økonomisk – aldrig er indgået nogen egentlig pladekontrakt med Factory Records…

Kunstnerisk kaosMusikhistorien fortæller at det var New Orders skyld at Tony Wilson og hans pladeselskab gik konkurs, fordi bandet ikke kunne få færdiggjort deres album. Men som filmen viser er virkeligheden nok en anden. Inspireret af Sex Pistols anarkistiske slagsange satte Tony Wilson fra starten absolut frihed og kunstnerisk kaos over økonomisk orden. Det var altid grupperne og deres behov som kom i første række. Wilson lavede aldrig egentlige kontrakter og til sidst faldt forretningen – som aldrig blev nogen egentlig forretning – fra hinanden.

Musikalsk opturFilmen skildrer denne nedgang, men bliver alligevel aldrig en historie om fiasko. For Tony Wilsons forretningsmæssige nedtur betød samtidig en kolossal musikalsk optur, som førte grupper som Joy Division, New Order og Happy Mondays med sig.

De blev en del af en bølge, den såkaldte “New Wave,” som også omfattede bands som “A Certain Ratio” og “Buzzcocks.” Alle havde de det til fælles, at de lægtedes efter at frigøre sig fra sen-tressernes britiske pop- og rock-eksplosion med Beatles, Rolling Stones, og Pink Floyd (efter at have overværet den første Sex Pistols koncert går Wilson og hans venner hjem og river plakaten til coveret af Pink Floyds “Dark Side of the Moon” ned fra væggen – nu skal der nye boller på suppen!), som man selv dengang anså for halvgamle travere.

I stedet omfavnede man den nye og mere rå lyd som kom fra folk som Iggy Pop og Sex Pistols. Inspireret af tyske Kraftwerk begyndte New Order endda at rode med elektronisk musik, som siden inspirerede andre bands og førte over 80’ernes synth-pop til house og rave. I dette miljø var det ikke længere nødvendigt med live musik i klubberne, og snart blev DJ’s de nye stjerner. Dette vises hen mod slutningen af filmen, hvor man kan se Moby spille sit “Go” i The Hacienda, inden klubben måtte dreje nøglen om i starten af 90erne.

Tony Wilson: [i]Primus Motor[/i]”24 Hour Party People” er (musik)historien om de 16 år der går fra Sex Pistols bryder igennem verdensscenen foran 39 mennesker, til techno -og DJ kulturen overflødiggør live musikken på natklubberne. Historien fortælles igennem Tony Wilson, som med sine visioner og ambitioner er [i]primus motor[/i] i fremstødet for den nye lyd, men filmen handler i lige så høj grad om de grupper Wilson “opdagede” – og som udover Wilson alle havde det tilfælles at de søgte en ny lyd, en ny musik.

Den lyd de fandt danner et konstant [i]flow[/i] af fremragende sange igennem filmen – især fra Joy Division, hvis tekster flere gange bliver brugt til at tematisere handlingen. Det er således næsten [i]for[/i] oplagt at bruge det melankolske nummer “Atmosphere” som soundtrack til Ian Curtis’ selvmord, men på den anden side – kunne man spille andet? ([i]”Don’t turn away — in silence… / Your confusion — my illusion / worn like a mask / of self-hate / Confronts and then dies / Don’t walk away…”[/i]).

Duer skal have rottegiftFilmen er lavet med håndholdt kamera og det, samt Wilsons konstante talen til kameraet og de [i]real-life[/i] optagelser fra koncerter som er brugt, giver filmen et meget dokumentarisk – og troværdigt – præg.

Et par gange bliver man dog revet ud af denne troværdighed, når filmen – i form af Wilson – forsøger at være lidt for vittig, med dialog som virker påklistret og lidt pop-smart (som da han forsøger at forklare at Albert Broccoli – før han lavede James Bond – var ophavsmand til grøntsagen af samme navn).

Humoren – som der heldigvis er meget af – fungerer bedre når den mere læner sig op ad filmens øvrige sorte og lidt (selv)ironisk stil, som da Bernard Sumner render rundt oppe på et tag og fodrer due med brød – hvori han har blandet rottegift. De 3000 duer kommer hurtigt ned igen…

Ægte digtere dør ungeEllers ser man ikke særlig meget til Bernard Sumner – eller til New Order – efter Ian Curtis’ død, hvilket er lidt underligt: de var trods alt det økonomiske fundament i Factory Records. I stedet fokuserer anden halvdel af filmen på gruppen Happy Mondays, som måske nok havde et større stofmisbrug, men som musikalsk ikke er nær så interessante som New Order – og slet ikke som Joy Division.

Danny Cunningham, som Happy Mondays forsanger Shaun Ryder, spiller til gengæld rollen som det uforbederlige og umedgørlige coke-hoved overbevisende.

Steeve Coogan, som man ikke rigtig har hørt noget til herhjemme, men som er en populær komiker i England, spiller den visionære Tony Wilson med den rigtige grad af selv-ironi og musikalsk ambition.

Bedst er dog Sean Harris som den depressive men geniale Ian Curtis. Harris kopierer overbevisende Joy Division frontmandens kropssprog – hans excentriske fægten med armene når han stod på scenen – samt hans pessimistiske intensitet: Curtis mente at ægte digtere kun bliver husket hvis de dør unge. I hans tilfælde gav han os desværre ikke lov til at modbevise denne tese.