Instruktør Chris Columbus er tilbage med endnu et stort anlagt Harry Potter eventyr, der uden tvivl vil begejstre fans af bøgerne og ikke mindst den første film. På mange punkter er “Hemmelighedernes kammer” en mere tilfredsstillende filmatisering end “De vises sten”, og den ganske uhyggelige fortælling bærer tydeligt præg af, at både instruktør og skuespillere har fundet sig bedre tilrette i universet.

Frygtens kammerTiden efter det begivenhedsrige første år på Hogwarts har bestemt ikke været nem for Harry Potter. Hele sommeren har han været nødsaget til at bo hos sin forfærdelige onkel og tante, der afskyr den unge troldmand og hans magiske færdigheder. Hvad værre er, er at Harry overhovedet ikke har hørt fra klassekammeraterne Ron og Hermione, der tilsyneladende helt har undladt at besvare hans breve. Pludselig en dag dukker den lettere neurotiske husalf Dobby op i familien Dursleys hjem. Dobby er kommet hele vejen fra Hogwarts for at advare Harry om, at han under ingen omstændigheder må vende tilbage til skolen. I sin iver indrømmer husalfen tilmed, at have hugget Ron og Hermiones breve for at afskære forbindelsen mellem de tre Gryffindor-elever.

Naturligvis må Harry tilbage og da Ron og hans brødre kommer for at hente ham, trodser han samtlige af Dobbys advarsler og drager afsted på ny. Rejsen til Hogwarts forløber dog ikke helt gnidningsfrit, og da en eller anden har spærret den hemmelige indgang til platform 9¾, tvinges drengene til at tage en hårrejsende omvej. Som frygtet har en mørk trussel sænket sig over skolen, og sammen med Hermione forsøger vennerne at løse gåden bag den uhyggelige hvisken og de blodige bogstaver på væggene. Hemmelighedernes kammer har åbnet sig, og startskuddet til “Harry Potter” film numero to har lydt!

En magisk atmosfæreDen første film i serien om Harry Potter havde til opgave at etablere J. K. Rowlings univers på en måde, så også dem uden kendskab til bøgerne kunne nyde fortællingen. Columbus var med andre ord tvunget til at bruge meget tid på introduktioner af diverse miljøer og karakterer, hvilket i sidste ende gik ud over filmens handling. Meget lig “Star Wars – Episode 1” druknede “De vises sten” i tung eksposition, og selvom der var rigeligt med magi og humor, manglede der afgjort kød på historien. Sådan forholder det sig imidlertid ikke med dette andet kapitel, hvor vi allerede fra starten af vikles ind i en interessant sammensværgelse.

Filmen lægger ud med at brag af en actionsekvens, der tydeligt illustrerer, hvordan Columbus’ instruktion er blevet mere levende. Det lader til, at han har taget sig flere friheder med kildematerialet og fokuseret mere på at få historien til at fungere i en filmisk sammenhæng. Scenernes flow er godt, og til trods for at der stadig er unødvendigt lange og lidt irrelevante sekvenser, formår filmen at underholde fra start til slut. Kulisserne er tilstrækkelig gennemførte til at den magiske parallelverden fremstår troværdig, og de mange detaljer som bøger, bannere og store (levende) malerier giver Hogwarts det antikke præg, vi normalt associerer med klassiske eventyrslotte. Dertil kommer de afspærrede og skjulte rum, der ligesom i “De vises sten” afspejler et mere fantasifuldt og ikke mindst skræmmende design.

Ubehaget breder sig hver gang Harry bevæger sig ind på de forbudte områder, og det er her at filmen for alvor folder sit dystre udtryk ud. Det klæder historien at Columbus tør skabe disse foruroligende sekvenser, som vi normalt ikke ser i børnefilm. “Hemmelighedernes kammer” er en intens oplevelse for yngre børn, men et lidt ældre publikum vil med garanti sætte pris på den kompromisløse stil. Som prikken over i’et har vi John Williams’ musik, der underbygger den tætte atmosfære og med vanlig præcision blander velkendte temaer med nye stykker musik.

Den talentfulde trioKvaliteten af de computergenererede effekter er relativ høj, og modsat “De vises sten” lader den korte produktionsperiode på film nummer to ikke til at have udgjort et problem. Skuespillet i “Hemmelighedernes kammer” er overvejende let og luftigt, selvom der dog optræder passager, hvor alvoren skinner igennem. De tre unge hovedrolle-indehavere er blevet mere erfarne, og specielt Rupert Grint og Emma Watson henrykker med deres skråsikre fremtoninger. Filmens sjoveste scene involverer netop Grint, der efter en fejlslagen trylleformular brækker den ene slimede snegl op efter den anden. Good stuff!

Desværre virker Daniel Radcliffe stadig lidt stiv i betrækket, og han brænder ikke nær så meget igennem på lærredet som sine to jævnaldrende kolleger. Af nye karakterer bør nævnes den egocentriske og overordentligt kujonagtige Glitterik Smørhår, vidunderligt spillet af Kenneth Branagh. Lucius Mafoy i skikkelse af Jason Isaacs gør det ligeledes godt som den onde og udspekulerede troldmand, der på en eller anden måde står i ledtog med de onde magter.