[b]Guillermo del Toro og Udyret[/b]

Han har et særligt forhold til monstre. Hvad enten de truer med ødelæggelse i “Pacific Rim”, lokker med fascisme-allegorier inde i Pans labyrint eller redder dagen fra overnaturlige nazister som Hellboy. Guillermo del Toro ser skønheden i udyret. Derfor er det naturligt, at han nu springer ud som rendyrket og romantisk monster-elsker i “The Shape of Water”.

For denne gang er monstret ikke en storby-ødelæggende kaiju eller en tvetydig faun, som vil have dig til at rette ind, som Franco ville det under Den spanske borgerkrig. Det er derimod et venligt væsen, der ligner Hellboys fiskeven, Abe Sapien. Måske er “The Shape of Water” ligefrem en prequel til “Hellboy”? Svaret på, hvordan fiskemanden endte i laboratoriet hos Broom? De ligner i hvert fald hinanden med deres ens mandeskikkelser i undervandsklæder med gæller og skæl. Ham her kan dog ikke tale, kun skrige, når Michael Shannons kvindehadende, kristne, racistiske militærmand torturer med en stødstav i et lukket kompleks midt under Den kolde krig. Shannon = ond. Hvis du stadig skulle være i tvivl, så vasker han hænder, inden han pisser – ikke efter. Psycho!

Det er nu helt okay, at ‘de gode’ og ‘de onde’ er tegnet op som i en Disney-klassiker. Militær-fascisten er en Gaston, der vil dræbe udyret. For når Guillermo del Toro bruger sine monstre bedst, så bliver de omdannet til et spørgende spejl: Hvem er egentlig det virkelige monster? Menneskehedens trang til mistro og militær er her langt mere monstrøs end fiskemanden i vandet. Det ser den gode Sally Hawkins, der heller ikke kan tale. Hun gør rent efter tortur – og får på den måde øje på og øje for fiskemonstret. Han må gerne befrugte hendes æg!

Men inden det kommer så vidt og bliver så hedt, så står den på simpel “Befri Willy”, hvor de gode skal befri vandvennen fra de onde. Den del er kun god at se på, fordi kameraet i danske Dan Laustsens hænder har et udsøgt blik for detaljen, der med hjælp fra Alexandre Desplats romantisk lækre soundtrack får mig til at tænke på “Amélie” – du ved, hende fra et Montmartre, hvor farverne fik ekstra kontrast. Nærmest som i en tegneserie, hvilket understreges af Sally Hawkins blå hårbånd, der matcher rengørings-kitlens blå. Det ligner en ægte film – og så bor hun endda også ovenpå en biograf.

For “The Shape of Water” hører til i biografen. I fantasiens rum, hvor du kan have sex med din vandmand, uden det bliver mere vulgært end to dråber, der forenes på en busrude. Guillermo del Toro og Dan Laustsen har styr på formen. Det er i den, at det her eventyr er noget særligt. Derimod kunne Toro lære en del fra Belle og Disneys udyr, når det kommer til kemi imellem menneske og monster. Den del var en død fisk i såvel “Hellboy” som her i “The Shape of Water”, hvor jeg græd tørre tårer over forholdet imellem kvinde og monster.