Anonyme Homo sapiensFilmprojekter i Hollywood vil altid forholde sig et sted mellem de to poler kunst og underholdning. Groft sagt vil instruktøren forsøge at trække mod kunstneriske erobringer, mens produceren vil søge bred underholdning og dermed skabe god økonomi. Men når produceren også er instruktøren, kan balancen forekomme ulig. Instruktør og producer Roland Emmerich, der før har skabt storsucceserne “Independence Day” og “The Day After Tomorrow”, har denne gang skruet uret 12.000 år tilbage for at fortælle historien om starten på Homo sapiens, den moderne race.

“10,000 B.C.” fortæller historien om et lille stammesamfund kaldet Yagahl, der har bosæde i bjergene og jagter mammutter for at overleve. Hovedpersonen D’Leh skammer sig over sin far, der for lang tid siden forlod stammen, og prøver at genvinde sin ære ved at være den første til at nedlægge en mammut i jagtsæsonen og derved vinde det eftertragtede hvide spyd og hånden til Evolet der har fået profetien om at skulle føre stammen videre. D’Leh bliver ved lige dele mod og tilfældighed konkurrencens vinder, men mister kort tid efter Evolet og det meste af stammen til en gruppe krigsherrer på udkig efter nye slaver.

Roland Emmerich har allerede med plottet til sit forhistoriske kærlighedsepos skudt sig selv i foden. De åbenlyse referencer til Mel Gibsons “Apocalypto” fra 2006 gør allerede efter 20 minutter filmen gammeldags og forudsigelig og efterlader en dårlig eftersmag af ordet [i]kopi[/i] rettere end [i]inspiration[/i]. Som filmen udfolder sig, vil man også lægge mærke til andre kraftige og mere eller mindre misbrugte inspirationskilder som eksempelvis Zack Snyders “300”, også fra 2006.

Etableringen af D’Leh og Evolet som filmens to vigtigste karakterer finder stort set ikke sted. Jovist ser man dem og hører dem, men egentlig kender man mere til filmens evindelige oplæsers personlighed end skuespillerne i handlingen. Dramaet og spændingen går her tabt, da man stort set er ligeglad med aktørerne. I stedet er man vidne til anonyme Homo sapiens, der lige så godt kunne have været udstoppede voksfigurer bag glas på et museum.

Der opstår en del troværdighedsproblemer, når Emmerich beskriver Yagahl-stammen som værende næsten udelukkende bestående af fotomodel-lignende personer, der ikke synes at have haft jord under neglene siden sandkassen i stedet for at vise publikum de rå og beskidte fortidsvæsner, de egentlig er. I en virkelighed, hvor mennesket ikke er øverste led i fødekæden og bogstaveligt talt er jaget vildt, vil Emmerichs figurer vitterligt ikke have en chance. Med blockbuster-instruktøren Emmerich bag roret er der selvfølgelig storslåede scener med masser af spektakel og computeranimerede forhistoriske dyr. At genskabe et dyr som mammutten, som ingen har set i levende live, og så få den til at storme ned ad siden på en pyramide, er da flot at se på, men hvad med de resterende 100 minutter af filmen?