[b]Ugens monster[/b]

Det her er langt fra “Cloverfield”. På alle måder. Væk er den håndholdte [i]found footage[/i]-stil, der indpakkede den kultpopulære katastrofefilm fra 2008, hvor et megamonster fik Frihedsgudinden og New York ned med nakken. I “10 Cloverfield Lane” er monstret og scenen mindre. Det har faktisk slet ikke noget med førstefilmen at gøre mere. Og dog.

For hvor “Cloverfield” handlede om en by under et nærmest 11. september-lignende angreb, så handler “10 Cloverfield Lane” om at sikre sig imod angreb. Det har den store fornøjelse i denne sequel gjort. John Goodman er herligt paranoid og måske-psykotisk som manden, der har bygget en sikkerhedsbunker dybt nede under jorden, hvor ingen – hverken russere, al-Qaeda eller rumvæsner – kan høre dig skrige.

Det må Michelle hurtigt sande, da hun vågner i sin celle i bunkeren. Nærmest som en hilsen til den begravede [i]found footage[/i] så virker mobilen ikke. Intet signal. Ingen konstant dokumentation af det, der sker. Er hun blevet kidnappet af en syg Josef Fritzl-type? Det benægter han. Hun blev derimod reddet, inden et kemisk angreb ramte jorden. Luften er giftig. Alle er døde, siger han. På nær de to og en tredje måske-kidnappet. Det hele handler om tillid. Hvad skal hun tro? Forsvinder unge kvinder i den her bunker? Eller bliver de reddet? Tilliden tvistes genretrofast.

Det, som den her monsterfilm af en slags gør bedst, er sin selvbevidste leg. Den leger med forventningerne. Den ved, at den deler titel med en film med et stort monster, så derfor fastholdes idéen om noget skræmmende deroppe til det sidste. Men den ved også, at den med en kidnappet kvinde i en kælder indskriver sig i en genre, hvor folk bliver syet sammen efter mund-til-røv-metoden eller andre gyseligheder. Det ene taler for, at monstermanden i dybet taler sandt, imens det andet tyder på, at han lyver.

Til trods for den store genrebevidsthed, der fiffigt også gør Michelle til Dr. Sattler fra “Jurassic Park” et par reference-gange, så er det meste klassisk [i]thrill[/i]. Hun får lusket nøglerne fra ham, tager flugten, men bliver stoppet, imens et buldrende orkesterlydspor gør sit til at holde spændingen på maks. Det er vældig liniært. Hun skal ud! Jeg skal ud! For at se hvad der er deroppe. Det er den motor, der driver. For ligesom i “Cloverfield” så har vi kun det samme begrænsede udsyn som de almindelige hovedpersoner.