[b]Pisk, pisk og endnu flere pisk[/b]

Jeg glæder mig aldrig til at se en film fra den britiske instruktør Steve McQueens hånd. Ikke fordi manden laver dårlige film. Nej, tværtimod. McQueen er en blændende filmmager. Han er kompromisløs og modig. De historier, han præsenterer én for, er bare ualmindelig hård kost at sidde igennem, og derfor er det svært at glæde sig. “12 Years a Slave”, McQueens tredje spillefilm, er ingen undtagelse. Her behandler briten mishandlingen af amerikanske slaver i 1800-tallet lige så nøgternt og oppe-i-ansigtet som portrættet af IRA-martyren Bobby Sands’ sultestrejke i debuten “Hunger” eller som med en sexafhængig mands deroute i “Shame”.

Ligesom “Hunger” er “12 Years a Slave” baseret på hovedrystende, virkelige begivenheder. I 1841 blev den frie, sorte Solomon Northup bondefanget og bortført fra sin familie og sit hjem i den nordlige del af staten New York, frataget sin identitet og solgt til slaveri i Louisiana. Først tolv år senere blev ugerningen opdaget, og Solomon blev igen en fri mand, for i 1853 at udgive fortællingen; “Twelve Years a Slave”. Det er den enestående førstehåndsberetning, som McQueen har skabt den allerede Golden Globe og BAFTA-vindende film ud fra. Engelskfødte Chiwetel Ejiofor (ja, du kan lige så godt lære at udtale hans navn korrekt nu) udfylder medrivende rollen som Solomon, så man på intet tidspunkt kan forestille sig andre indtage den. Med ansigtet i forpinte folder; et sted imellem nedbrudt og på nippet til at eksplodere i vrede.

Da vi første gang møder Solomon som fri mand, er han rank og stolt af sit hverv som violinist for det bedre borgerskab. Respekteret og vellidt i lokalsamfundet samt betænksom far og velklædt ægtemand. Desto større er kontrasten, da han vågner lænket til et koldt kældergulv, hvor han tæves, til en planke splintres under presset. Herfra går turen med floddamper sydpå til Louisiana, hvor slavehandleren Freeman, spillet af en sjældent ondskabsfuld Paul Giamatti, sælger Solomon videre under nyt navn. Af frygt for at skille sig ud fra de andre medslaver fortier Solomon sin status som fri mand og skjuler sin lærdhed. Årene trækker sig af sted med ydmygelser, forskellige slaveejere, pisk, pisk og flere pisk.

Michael Fassbender spiller plantageejeren Epps, den grelleste af Salomons ejere. Fassbender balancerer fascinerende på en knivsæg imellem religiøs forkynder, sadistisk slavepisker (i ordets allermest bogstaveligste forstand) og lige dele forelsket og jaloux elsker i forholdet til præmieslavinden Patsey. Til gengæld er der ingen formildende træk at finde i Sarah Poulsons Fru Epps; en isende kold kvinde, der ikke fortrækker en mine, når slaverne ikke bare piskes til blods, men til knoglerne for øjnene af hende. Hun er næsten filmens mest skræmmende karakter.

Sean Bobbit er igen-igen at finde bag kameraet som på både “Hunger” og “Shame”. Personligt var jeg mere imponeret af hans arbejde på “Shame”, hvor alle tænkelige nuancer af blå og et lettere distanceret kamera formåede at bibringe filmens historie et ekstra lag af storbyensomhed. I “12 Years a Slave” er det med en anelse bredere og mere traditionel pensel, der males. Bag filmens score står den mere end pålidelige Hans Zimmer, men det er imidlertid de traditionelle melodier, der synges af slaverne i bomuldsmarken og spilles af Solomon på violin, jeg tog med mig ud af biografen. Særligt er [i]Roll, Jordan, Roll[/i] umulig at ryste af sig.