Filmz
127 Hours

127 Hours

Medvirkende:

James Franco, Kate Mara, Amber Tamblyn, Sean Bott, Koleman Stinger, Treat Williams, John Lawrence, Kate Burton, Bailee Michelle Johnson, Parker Hadley, Clémence Poésy, Fenton Quinn, Lizzy Caplan, P.J. Hull, Pieter Jan Brugge

Instruktør:

Danny Boyle

Filmlængde:

95 minutter

Genre:

Drama

127 Hours

[b]Over stok og sten[/b]

Findes der mon en genre, som Danny Boyle ikke kan tackle? Den 54-årige filmmager har brilleret inden for sci-fi (“Sunshine”), gys (“28 dage senere”), børnefilm (“Millions”), trendsættende drama (“Trainspotting”), thrillere (“Mord mellem venner”) og endda romantiske tårepersere (“Slumdog Millionaire”). Men på papiret lignede “127 Hours” Boyles største kreative udfordring til dato, for ikke nok med at det autentiske drama hovedsageligt foregår i én smal kløft, så ved publikum på forhånd, hvordan historien ender.

[image=62864]

Eller gør vi? En forårsdag i 2003 begav Aron Ralston sig ud i USA’s vildmark, drættede ned i en slugt og fik sin arm i klemme under en kæmpe kampesten. Han sad urokkeligt fast og havde næsten intet med sig ud over en lille dunk vand, et videokamera og en sløv lommekniv. Flere kritikere er blevet klandret for at afsløre Ralstons skæbne, men blot fire minutter inde i “127 Hours” afslører filmen på egen hånd, at han overlever, med ordene: [i]”Baseret på bogen ‘Between a Rock and a Hard Place’ af Aron Ralston”[/i]. Her på Filmz har vi også været så heldige at interviewe den karismatiske vovehals, og vi kan bekræfte, at vores opkald ikke blev viderestillet af Vorherre. Personligt er jeg dog overbevist om, at det er en [i]fordel[/i] at kende Ralstons skæbne.

Hvis man ikke ved, om Ralston slipper fri, kan man snildt spilde tid og kræfter på at fundere over, om Ralston klarer skærene, og om vi enten overværer en gedigen genopførelse eller pure opspind. I så fald overser man filmens forcer fuldstændigt. Det ville være en astronomisk underdrivelse blot at betegne “127 Hours” som en sandfærdig rekonstruktion. Boyle har begået et vaskeægte mesterværk, der smækker livet på vægtskålen og tvinger os til at indse dets værdi på en måde, der hverken er plat eller belærende. Et mesterværk, der formår at placere os i Ralstons sted i en sådan grad, at alle de svidende nederlag og beskedne triumfer i grotten kan mærkes i kroppen.

[image=62860]

Hvordan dælen præsterer Boyle dette? Først og fremmest ved at undgå biografifilmens klicheer. Eksempelvis bruger Boyle stort set ingen tid på at skildre Ralstons liv før ulykken, og derfor kan portrættet af manden umiddelbart virke en smule overfladisk, fordi vi er vant til film, der møjsomt og nøjagtigt gennemgår knudepunkterne i hovedpersonens liv. Men ved at gå imod den trend gør Boyle Ralston mindre højtidelig og dermed langt lettere at leve sig ind i. Boyles film er også forfriskende usentimental og barsk, men samtidigt smagfuld, i sin skildring af Ralstons prøvelser – når han løber tør for vand, ser vi ham drikke sin urin, og der spares ikke på de grufulde nærbilleder, når Ralston dolker sin arm for at slippe fri, men Boyle svælger ikke i kunstigt blod.

Mens Ralston er fanget, trænger vi langsomt igennem hans hårdhudede facade via nogle af de mest stemningsfulde flashbacks, jeg mindes at have set på film. Hjertesorger og glade barndomsminder skildres elegant til tonerne af A.R. Rahmans himmelske musik. Boyle bruger disse sekvenser, split screen, slowmotion og dramatiske temposkift til at give filmen fremdrift uden nogensinde at trykke så hårdt på speederen, at Ralstons lidelser går i glemslen. De gudbenådede fotografer Anthony Dod Mantle og Enrique Chediak tager os så tæt på Ralston, at klaustrofobien nager nerverne, men det er James Franco i hovedrollen, der trækker os helt ind under huden på den gådefulde gut og for alvor får os til at mærke hans tærende angst og inspirerende vovemod. Han er simpelthen sensationel.

[image=62867]

Jeg mindes tydeligt, da jeg i sin tid læste om Ralston på dansk tekst-tv og øjeblikkeligt afskrev ham som en galning, fordi han havde amputeret sin egen arm. Jeg hæftede mig slet ikke ved de andre dele af den utrolige historie. Hvor var jeg dog snæversynet. Med “127 Hours” har Danny Boyle begået en rørende og respektfuld hyldest til Ralston, der ikke tegner ham som en fejlfri helgen, men som ærer hans offer på den bedst tænkelige måde ved at dele hans livsbekræftende selverkendelse med alle os andre.
[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 1.85:1. Transferets detaljerigdom er gang på gang lamslående. Når vi er i kløften med Ralston kan vi se hver eneste svedperle på mandens ansigt, og ude i ødemarken får vi rig lejlighed til at nærstudere hver eneste kløft i det enorme, betagende landskab. Både kontrasten og farvegengivelsen er perfekt, og hverken edge-enhancement eller utilsigtet støj forekommer overhovedet.

[image=62865]

[b]Audio[/b]

Skivens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er lige så imponerende som transferet. Hver eneste lydeffekt, replik og anslag på A.R. Rahmans guitar kommer igennem med en exceptionel klarhed. Rumklangen er også fantastisk, og den auditive atmosfære er spækket med subtile, spidsfindige lyde, som gør, at man nærmest føler sig til stede i kløften sammen med Ralston. Panoreringerne er enormt effektive, og subwooferen giver musiknumrene og tordenbragene nøjagtig den slagkraft, de bør have.

[b]Ekstramateriale[/b]

Instruktør/manuskriptforfatter Danny Boyle, manuskriptforfatter Simon Beaufoy og producer Christian Colson har indtalt et både informativt og underholdende kommentarspor til filmen. Desuden er her 34 minutters slettede scener, som alle er interessante (især en forlænget, alternativ slutning), men de havde sænket filmens tempo og slagkraft, hvis de ikke var blevet sakset.

[image=62866]

I øvrigt medfølger kortfilmen “God of Love” (19 min.), som Boyle sætter pris på, samt dokumentarerne “Search & Rescue” (15 min.) og “127 Hours: An Extraordinary View” (35 min.), som hhv. fokuserer på dem, som reddede Ralston, og filmens skabelse. “An Extraordinary View” er forfriskende ærlig i sit portræt af produktionen – vi får endda lov til at se Boyle og Franco diskutere deres uenigheder på settet. Når jeg prøvede at få adgang til diskens ‘Live Extras’-sektion, blev disken bare genstartet. Besynderligt. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p. Desuden medfølger dvd-udgivelsen og en digital kopi af filmen.

Kort om filmen

Filmen fortæller den sande historie om bjergklatreren Aron Ralstons bemærkelsesværdige overlevelse, da en kæmpe sten smadrer hans arm, og han bliver fanget i en bjergspalte i Utah. Gennem sin rejse genkalder han minder med venner, familie, elskere og to hikere, han mødte inden ulykken. Over fem dage gransker Ralston sit liv og overlever elementerne, før han finder modet og midlerne til at befri sig selv fra den ekstreme situation.

Ads by MGDK