Filmz
127 Hours

127 Hours

Medvirkende:

James Franco, Kate Mara, Amber Tamblyn, Sean Bott, Koleman Stinger, Treat Williams, John Lawrence, Kate Burton, Bailee Michelle Johnson, Parker Hadley, Clémence Poésy, Fenton Quinn, Lizzy Caplan, P.J. Hull, Pieter Jan Brugge

Instruktør:

Danny Boyle

Filmlængde:

95 minutter

Genre:

Drama

127 Hours

[b]En livsbekræftende dødskamp[/b]

Det siges, at det først er, når vi ser døden i øjnene, at det virkelig går op for os, hvad der giver livet mening. I “127 Hours” kommer den unge bjergklatrer Aron Ralston ud for en ulykke, der tvinger ham til at se, hvor langt han er villig til at gå for at overleve. Det lyder umiddelbart deprimerende, men det fantastiske ved instruktøren Danny Boyles nye film er, at den er lige præcis det modsatte.

[image=57017]

Aron Ralston er en adrenalinjunkie. Han elsker at udfordre sig selv, og især de golde bjerglandskaber i Utah har en særlig plads i hans hjerte. Men en dag går det galt. Under en af sine klatreture er der en stor sten, der løsriver sig, mens Aron er på vej ned igennem en dyb kløft, og stenen kiler sig fast mellem hans arm og klippens væg. De næste 127 timer skal afgøre, om han har, hvad der skal til for at overleve, eller om gribben, der faretruende svæver over hovedet på ham hver morgen, bliver det sidste, han nogensinde kommer til at se.

Det er filmens historie i al sin enkelhed. Og det er den enkelhed, der samtidig er filmens store styrke. “127 Hours” lader os nemlig komme helt tæt på et menneske, der er endt i en situation så absurd, at han kun kan udbryde [i]”Det sker bare ikke det her!”[/i], da stenen sætter hans arm i klemme. Som publikum sidder vi på første parket til en intens kamp mellem liv og død, hvor døden hele tiden truer med at vinde, men livet i sidste ende er for godt til at give slip på for hovedpersonen.

[image=57016]

James Franco spiller den altoverskyggende hovedrolle i “127 Hours”, og for nylig blev han så nomineret til en Oscar for sin præstation. Det er velfortjent. Hans skuespil tilføjer karakteren en naturlighed og en humor, der løfter filmen fra at være endnu en fortælling om menneskets kamp for overlevelse til at blive et humoristisk og følelsesladet portræt af en mand, der finder ud af, hvorfor livet overhovedet er værd at holde fast i. Og så er det lidt af en genistreg at lade Franco bruge sit eget medbragte videokamera som en slags elektronisk skriftestol, hvor han inviterer publikum helt tæt på sine inderste tanker og følelser.

Den engelske instruktør Danny Boyle viser med “127 Hours” endnu en gang sin unikke evne til at skildre tragiske skæbner og situationer med masser af hjertevarme og humor, som han før har gjort det i “Trainspotting” og “Slumdog Millionaire”. Et af filmens mest mindeværdige øjeblikke er scenen, hvor James Franco i bedste talkshow-stil interviewer sig selv. [i]”Er det ikke rigtigt, at du ikke har fortalt nogen, hvor du er, fordi du vil vise, at du er en ‘tough guy’?”[/i] spørger han. Den udsultede og trætte Aron bekræfter modvilligt, hvorefter hans interviewer-jeg griner ind i kameraet og hånligt udbryder [i]”Ups!”[/i]. Det er galgenhumor på højt plan, og man både griner og græmmer sig igennem det syrede interview. Fantastisk.

[image=57018]

Kort om filmen

Filmen fortæller den sande historie om bjergklatreren Aron Ralstons bemærkelsesværdige overlevelse, da en kæmpe sten smadrer hans arm, og han bliver fanget i en bjergspalte i Utah. Gennem sin rejse genkalder han minder med venner, familie, elskere og to hikere, han mødte inden ulykken. Over fem dage gransker Ralston sit liv og overlever elementerne, før han finder modet og midlerne til at befri sig selv fra den ekstreme situation.

Ads by MGDK