Filmz
16 Blocks

16 Blocks

Medvirkende:

Bruce Willis, Mos Def, David Morse, Jenna Stern, David Zayas, Casey Sander, Cylk Cozart, Robert Racki, Patrick Garrow, Sasha Roiz, Conrad Pla, Hechter Ubarry, Richard Fitzpatrick, Peter McRobbie, Michael F. Keenan, Robert Clohessy, Tig Fong, David Sparrow, Beatriz Yuste, Danny Lima, Angela Seto

Instruktør:

Richard Donner

Genre:

Action, Drama, Thriller, Adventure

16 Blocks

I den første egentlige scene i “16 Blocks” ser vi et aggressivt politihold, som skrigende og råbende bryder ind i en tilsyneladende idyllisk, lille lejlighed. Hurtigt viser det sig dog, at der ikke er megen grund til at være så energisk, da alle i lejligheden er døde. Udmattet og ligeglad beder en af betjentene om at få den mest ligegyldige, unødvendige politimand sendt derop til blot at vente på, at retsmedicineren ankommer. Den allersidste person, man under normale omstændigheder formoder dukker op, er Bruce Willis. Træt og haltende begiver han sig op ad trappen, før han slæber sig selv hen til et køkkenskab og snupper den nærmeste flaske sprut.

[image=16503]

Willis’ rolle som politimanden Jack Mosley er lysår væk fra “Die Hard”s John McClane og de talløse andre helteroller, som den 51-årige herre har påtaget sig. Man mindes endda lidt Jack Nicholsons forrygende og nærmest chokerende præstation i “Rundt om Schmidt”, som ligeledes var en kraftig afvigelse fra skuespillerens eget glansfulde image og tidligere, mere stærke, selvsikre roller. Willis udnytter muligheden til fulde og demonstrerer, at han stadigvæk kan mønstre godt skuespil. Det er mandens bedste præstation i årevis.

Til gengæld er filmen ikke nær så mindeværdig som Willis, eller hans morsomme medskuespiller Mos Def for den sags skyld. Instruktør Richard Donner var engang populær og succesrig nok til at vælge næsten hvilket som helst projekt, han ønskede at være involveret i. Efter en lang række bommerter og semi-flops er Donner rykket længere ned ad den filmiske rangstige, og derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at han endnu en gang har kastet sig over et projekt, der ikke ligefrem får klokkerne til at ringe.

[image=16502]

Konceptet er ikke helt tåbeligt. Willis’ afdankede betjent Mosley er en mand, som hverken irriterer eller gør sig bemærket hos kollegaerne. Han får endnu en tilsyneladende kedelig standardopgave, der går ud på at afhente et vidne (Mos Def) og transportere vedkommende til retssalen inden klokken tolv, hvor juryen skal begynde at evaluere beviser og diverse vidneudsagn. Uheldigvis for Mosley ved vidnet en masse om nogle korrupte politibetjente, som ihærdigt forsøger at forhindre den overraskende ærefulde Mosley i at nå frem til retten i tide med vidnet i behold.

Men det bliver desværre meget hurtig klart, at filmens manuskriptforfatter, Richard Wenk, ikke har haft meget andet i sprøjten end det gode koncept. Efter en glimrende og lovende start bliver vi konfronteret med en lettere sløv midterdel, som på et tidspunkt synes at gå helt i stå, før det hele ender med et forudsigeligt antiklimaks. De stereotype skurkes motiver viser sig at være lige så kedelige og ordinære som ventet, og ingen af karaktererne får lejlighed eller lov til at udvikle sig ordentligt, hvilket der ellers er rig mulighed for under flere af filmens halvsløve passager.

[image=16508]

Willis og Mos Def (som måske godt kunne have benyttet sig af en lidt mere medgørlig stemmeføring) er et godt makkerpar, som har mere end nok karisma til at gøre filmen let at komme igennem. David Morse er også god som den korrupte betjent, der leder jagten på det flygtende par, men hans skuespillerevner bliver heller ikke just sat på den hårdeste prøve takket være et manuskript med talrige tynde personskildringer. Visuelt og auditivt er filmen godt skruet sammen, men i sidste ende er det alt sammen ikke nok til at gøre en ellers så lovende film til nogen særlig mindeværdig oplevelse. Donner, nu må du altså snart tage dig sammen…
VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “16 Blocks” ser for det meste ud som intenderet. Filmens unikke look med dets flittige brug af matte, drænede farver bliver præsenteret uden mærkbare tilfælde af digital støj, snavs eller pletter. Her er dog en smule udtværing, som især under en enkelt scene er meget tydelig.

[image=16506]

AudioScanbox har igen leveret et par øjensynligt solide lydspor, der besidder en sprudlende bund, masser af formidable panoreringer, god atmosfære og effektiv brug af hele kanalnetværket. Men uheldigvis er der et enkelt minus ved både discens Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 spor, som forhindrer dem i at score topkarakter i modsætning til mange af de andre lydspor, som selskabet har udgivet for nylig. Tests af dvd’en på flere forskellige afspillere afslører, at lyden er en anelse ude af sync. Problemet er ikke særlig mærkbart i starten af filmen, men omtrent halvvejs igennem bliver problemet tydeligere. Vi taler kun en forsinkelse på én eller to frames, men det er nok til at irritere under flere af filmens dialoger, hvilket bestemt ikke er optimalt i en ofte intens spændingsfilm som “16 Blocks”.
EkstramaterialeHer er en alternativ slutning, som af ukendte årsager bliver præsenteret i billedforholdet 1.85:1. Scenen byder på en enkelt markant afvigelse fra den slutning, som figurerer i den endelige udgave af filmen. Selvom denne slutning er mindre forudsigelig end den, som instruktør Richard Donner i sidste ende valgte at smække ind i filmen, så virker den samtidigt også mere forceret og påtaget. Der er næsten 20 minutters flere slettede scener, der alle bliver kommenteret af Donner og manuskriptforfatter Richard Wenk. De er fine nok, men man kan sagtens forstå, hvorfor de alle blev sakset, og man vil næppe studere dem mere end én gang.

Til slut byder skiven på trailers til “16 Blocks”, “Stormbreaker”, “Black Dahlia”, “Trust the Man”, “Lucky Number Slevin”, “The King” og “She’s the Man”.

[image=16498]

Kort om filmen

For den semikorrupte politibetjent Jack Mosley har en næsten livslang karriere som lovens håndhæver i New York sat sine tydelige spor i form af heftig alkoholkonsumering og et tonstungt mishag ved tilværelsen. Men på endnu en ligegyldig arbejdsdag, hvor Jack kun længes efter at kunne sove tømmermændene ud, ringer hans indre vækkeur for første gang i mange år med klokkeklare signaler om at leve op til sin profession. En tilsyneladende rutinepræget vidnesag, hvor Jack skal eskortere den småkriminelle Eddie Buncker 16 blokke fra detentionen til retsbygningen, udvikler sig til en intens og nådesløs forfølgelse af Mosley og Buncker, som indflydelsesrige bagmænd partout vil forhindre i at nå frem til retssalen.

Ads by MGDK