[b]Set (1)17 gange før[/b]

Det er pudsigt, hvordan et specifikt plot kan blive genbrugt så hyppigt, at en regulær genre skabes. Hvor ofte har vi ikke set fortællingen om en mand/kvinde, som pludseligt vågner op adskillige år yngre/ældre af udseende og får et helt nyt syn på tilværelsen som ung/midaldrende/gammel? Det må efterhånden være lige så tit, som vi har hørt historien om en nyankommen lærer i et amerikansk slumkvarter, som inspirerer sine elever til at droppe volden, fatte skolebøgerne og omfavne hinanden. Det er under alle omstændigheder ualmindelig svært at aflive fornemmelsen af, at man har overværet det hele mindst (1)17 gange før, mens man ser “17 Again”…

40-årige Matthew Perry spiller den triste kontorarbejder Mike O’Donnell, hvis liv mildest talt er rædselsfuldt. Hans ellers stensikre forfremmelse på jobbet er røget fløjten. Hans to børn synes, han er pinlig og akavet. Og hans kone, Scarlett, har fuldt forståeligt anmodet om skilsmisse, eftersom husbonden har brugt størstedelen af de 20 år siden gymnasietiden på at brokke sig over, hvordan Scarletts graviditet (af uransagelige årsager) forpurrede hans spirende basketballkarriere. Men efter et møde med en gådefuld pedel, som får den aldrende Mike til at hoppe ud fra en bro og ned i noget mystisk vand (hvad ellers?), vågner Mike pludseligt op foran spejlet som 17-årig.

Den langtfra atletiske Perry blev formentlig smigret, da han hørte, at hans yngre jeg i “17 Again” skulle spilles af tidens formentlig mest eftertragtede ungkarl: Zac Efron. Udseendemæssigt er Efron omtrent lige så troværdig som en ung Perry, som Nicolas Bro ville være som en ung Ove Sprogøe. Perry er udmærket, mens Judd Apatows bedre halvdel, Leslie Mann, simpelthen er superb som Scarlett. Med en forbavsende dybfølt præstation gør Mann underværker med en forholdsvis ordinær karakter. Thomas Lennon er herlig som Mikes bedste ven, Ned, og Melora Hardin (fantastisk i den amerikanske udgave af “The Office”) henrykker hyppigt i rollen som Jane, rektoren på Mikes gamle gymnasium, men romancen mellem de to kollapser desværre fuldstændigt efter en forceret twist under en tåbelig middagsscene. Samtlige senere scener med de to er komplet uinteressante.

Men dette er først og fremmest Efrons film, og den 22-årige charmetrold håndterer sit livs første bærende hovedrolle med bravur. “17 Again” giver ikke ligefrem Efron meget råderum som skuespiller, men “High School Musical”-stjernen demonstrerer tydeligt, at han ikke bare er et pænt ansigt med en køn sangstemme. Hans imponerende flair for komisk timing (som “High School Musical”-filmene sjældent udnyttede) understreges gang på gang, og i sine scener med Mann afslører Efron nogle hidtil begravede evner til at gengive store følelser med små armbevægelser. Men uheldigvis kan det veloplagte ensemble ikke forhindre filmen i at ende som en ligegyldig og forudsigelig bagatel.

Det bliver hurtigt åbenlyst, at Mike ikke vil udnytte sin genfødsel til omsider at udleve sine infantile fantasier, men at han i stedet endelig vil lære at sætte pris på den familie, han har forsømt. Der er aldrig den ringeste tvivl om historiens afgang, endemål eller de fleste mellemstationer, men det er da indimellem sjovt at se Mike forvilde sig ud i bizarre, humoristiske situationer og samtaler med den yngre generation, måske fordi vi alle kan relatere os til følelsen af at være ude af trit med tiden og vores omgivelser.

Men den centrale kærlighedshistorie fungerer slet ikke, og det er et gigantisk minus. For vi når knap nok at møde Scarlett og Mike, før de er dødtrætte af hinanden, og scenen, hvor Mike endelig genfinder kærligheden til sin hustru (og omvendt), savnes på det kraftigste. Man føler aldrig, at turtelduerne har været (eller atter er) forelskede, og det gør det ikke ligefrem lettere at komme igennem filmens sentimentale retssalstaler og alenlange moralprædikener. “17 Again” er langtfra sin nichegenres værste film, men der skulle have været langt flere overraskelser i drejebogen, bedre vittigheder i ærmet og mere romantik i luften, før den havde nået “Big” til sokkeholderne.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. Visuelt er “17 Again” ikke ligefrem interessant, men det ændrer ikke på, at diskens transfer er mere eller mindre perfekt. Her er ikke ét tilnærmelsesvis uskarpt billede. Kontrasten er perfekt, og farverne er naturtro fra start til slut. Ikke ét utilsigtet støvkorn forekommer, og udtværing og edge-enhancement figurerer heller aldrig.

[b]Audio[/b]

Skivens engelske Dolby TrueHD 5.1-mix er ikke nær så imponerende som transferet, men det er hæderligt. Samtlige lydeffekter, musiknumre og replikker kommer klokkeklart igennem – støj optræder aldrig. Panoreringer er sjældne, og baghøjtalerne vågner kun for alvor op under scenerne, hvor der er masser af gang i den på billedsiden – såsom under basketballkampene og den store fest hos Ned. Den auditive atmosfære er ofte lidt flad. En mindre kedelig og mere dristig lydside havde klædt filmen.

[b]Ekstramateriale[/b]

Der er ikke blevet indtalt noget kommentarspor til “17 Again”, men et tekst-kommentarspor medfølger, som leverer talrige anekdoter under filmen. Mange af informationerne er en smule irrelevante, om end ganske morsomme, men her er også nogle lidt usmagelige annoncer for tv-serier og albums, som praktisk talt ikke har noget med filmen at gøre. De to dokumentarer “Zac Goes Back” og “Going Back to 17”, som tilsammen varer omtrent et kvarter, er lidt overfladiske og for rørstrømske, men det er ganske interessant at høre skuespillerne diskutere deres egen gymnasietid. Desuden medfølger 16 minutters middelmådige slettede scener, få minutters til tider morsomme fraklip og filmens trailer. Ekstramaterialet (bortset fra de slettedes scener) præsenteres i 1080i.