[b]Kreative rekonstruktioner efterligner virkeligheden[/b]

Anders Østergaard modtog anerkendelse i både ind- og udland, da han i 2008 var blandt Oscar-favoritterne med “Burma VJ”, der ved hjælp af sammenklippede optagelser fra mobiltelefoner og kameraer fra selve brændpunktet var med til at belyse munkeopstanden i et ellers lukket land. I CPH:DOX-åbningsfilmen “1989” har Østergaard hverken mobiltelefonoptagelser eller skjulte kameraer han kan tage i brug til at skildre de storpolitiske begivenheder i 1989. Han har derfor været nødsaget til at være endnu mere visuelt opfindsom for at få historien om jerntæppets fald til at udspille sig for øjnene af os. En opfindsomhed, der kan diskuteres.

“1989” er todelt. På den ene side fortælles der fra magtens centrum i Ungarn, hvor en ung bogholder ved navn Miklós Németh bliver udnævnt til premiereminister og får til opgave at redde landets mildest talt skrantende økonomi, hvilket langsomt leder til beslutningen om at fjerne det massive forsvar, der indtil da havde patruljeret grænsen til Østtyskland. Den beslutning får store konsekvenser for mange østtyske familier, der længe har drømt om en chance for at undslippe – og særligt én familie, som ikke kunne have forudset, hvilken betydning deres flugtforsøg ville få. Den todeling, hvor vi får muligheden for at se, hvilke konsekvenser beslutningerne foretaget i magtens top har for befolkningen, er spændende og veltænkt. Desværre benytter Østergaard sig overraskende lidt af den mulighed. hvilket er ærgerligt. Jeg savnede et klart valg: Det personlige eller det bredt oplysende.

Størstedelen af fortællingen udgøres dog af Miklós Németh, der selv sidder foran kameraet og får mulighed for at genkalde sig begivenhederne. Til sammenligning har vi dog ikke at gøre med den samme type passioneret fortæller som i “Burma VJ”. Némeths handlinger, der i sidste ende kom til at betyde, at muren faldt, er ikke på samme måde resultatet af en brændende ideologi, men snarere produktet af en praktisk og nøjsom mand. Men hvad han mangler i temperament, har han til overflod i gode historier.

Østergaard kan sit håndværk. Man bliver forkælet med et overflødighedshorn af arkivmateriale, der holder fortællingen levende og heldigvis gør, at vi ikke glemmer, at det er en film, vi ser. Men hvad gør man, når de mest fascinerende og utrolige historier, Németh og den østtyske familie har gennemlevet, ikke er, eller har kunnet blive, dokumenteret? Østergaard har tidligere arbejdet med kombinationen af autentisk materiale og rekonstruktioner. I førnævnte “Burma VJ” blev visse passager gengivet ud fra de involveredes anvisninger, men denne gang er tilgangen mere radikal og opfindsom.

Ved at bruge arkivoptagelser af de involverede fra den pågældende periode, der nøjsomt er blevet redigeret således, at deres mundbevægelser og gestikulationer ser ud til at passe til den situation filmen nu ønsker at skildre, opnår Østergaard det umulige; at dokumentere det, der aldrig blev dokumenteret. Vi får på denne måde adgang til de møder, der er blevet holdt bag lukkede døre, vi følger Németh, når han bliver transporteret ned til et hemmeligt rum under magtens højborg for at blive indviet i hemmelige aftaler med russerne i ægte spionstil. På den måde følges slagets gang, som var det scener i en højt opsat koldkrigsthriller – og det fungerer. Til gengæld falder visse andre rekonstruktioner igennem i de tilfælde, hvor de involverede, som de tager sig ud i dag, skal forsøge at gengive samtaler og situationer, som de havde dengang. Det ødelægger den ellers fine illusion, der ellers er blevet skabt.