Filmz
2012

2012

Medvirkende:

John Cusack, Amanda Peet, Chiwetel Ejiofor, Thandie Newton, Oliver Platt, Thomas McCarthy, Woody Harrelson, Danny Glover, Liam James, Morgan Lily, Zlatko Buric, Beatrice Rosen, Alexandre Haussmann, Philippe Haussmann, Johann Urb

Instruktør:

Roland Emmerich

Filmlængde:

158 minutter

Genre:

Drama

2012

[b]Katrastofalt underholdende klicheer[/b]

Jeg har en tilståelse. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om Roland Emmerichs nye to en halv time lange katastrofefilm “2012” skal tages seriøst som en action-adventure-film, hvor Jorden endnu engang må se sin egen undergang i øjnene, eller om den skal betragtes som en humoristisk kommentar til de klicheer og formularer, som Emmerich selv har været med til at integrere i genren med tidligere film som “Independence Day” og “The Day After Tomorrow”. Er “2012” pastiche og satire eller bare ufrivillig komisk? Svaret blæser et sted i vinden, efter man forlader biografens mørke, men én ting er sikkert: Man bliver godt og grundigt underholdt, mens de katastrofale klicheer om Jordens undergang står på.

[image=47986]

Handlingen i “2012” er egentlig underordnet, da vi kender historien til hudløshed. Kort sagt er det noget med, at Mayaindianerne for flere 100 år siden forudsagde Jordens undergang i 2012, og nu har videnskabsfolk så fundet ud af, at det rent faktisk vil ske. Hvordan kan jeg altså ikke helt huske, men det er noget med solens varme, der stiger og forskyder hele jordens balancepunkt – i bund og grund ligegyldigt. Det hele handler jo alligevel mere om, hvordan Jorden ser ud, når den bliver smadret, og ikke så meget om, hvorfor den bliver smadret. Og bevares, det ser da til tider også rigtig fedt ud, som i scenen hvor en tibetansk munk på toppen af Himalaya-bjergene bliver slået til plukfisk af en gigantisk flodbølge. Desværre er det bare ikke altid, at effekterne er så overbevisende, og Emmerich presser ofte CGI-pedalen så hårdt i bund, at illusionen om et allestedsnærværende dommedagsscenarie brister.

Det er efterhånden en kliche at sige, at [i]”klicheerne står i kø,”[/i], men aldrig har det passet bedre end på “2012”. Lad mig prøve at lave en tjekliste over de mest fremtrædende af slagsen:
Weekendfar – her spillet af John Cusack – med anstrengt forhold til sine børn, der vågner op til dåd og viser sit sande værd, når verden omkring hans familie ramler sammen? Tjek! Den selvopofrende præsident – i form af Danny Glover – der holder lange, patriotiske taler? Tjek!

[image=47389]

Videnskabsmanden, som opdager problemet før alle andre, men som konstant må slås med tykhovedet soldater og en egocentrisk chef? Tjek! Stereotypiske udlændinge – i dette tilfælde russere og heriblandt en ret så veloplagt Zlatko Burich – der fungerer som komiske indslag, før de møder deres endeligt? Tjek! CGI-destruktioner af verdenskendte monumenter som Sankt Peters Kirken, Det Hvide Hus og Eiffeltårnet? Tjek.

Det er altså et overflødighedshorn af gennemtæskede klicheer, vi bliver udsat for i “2012”. Emmerich har sluppet alle tøjlerne med denne film, og det er til tider medrivende og spændende at blive kastet midt ud i Jordens destruktion, men mest af alt så er det lårklaskende morsomt. Morsomt, fordi vi kender konventionerne til hudløshed og griner af uopfindsomheden i fortællingen og karakterernes væremåde. Om det så er bevidst fra Emmerichs side, tør jeg ikke sige, men hvem ved – om 20 år så kan det være, man kigger tilbage på “2012” som en af vor tids bedste komedier.

[image=47987]

Kort om filmen

For mange århundreder siden nedfældede det avancerede præcolumbianske folkeslag Mayaerne en kalender, der havde en klar og præcis udløbsdato: 21. december 2012. Siden har også mange andre religioner og forskere kredset om samme periode. Astrologer har også erkendt en signifikans i perioden, numerologer har fundet numeriske mønstre, der mere end antyder det samme, geologer udtaler, at kloden er ved at nærme sig sidste salgsdag og selv regeringens videnskabelige eksperter kan ikke afvise, at en kataklysme af bibelske proportioner venter menneskeheden sent i 2012. Så den profetiske forudsigelse, der blev undfanget af Mayaerne for mange århundreder siden, er nu veldokumenteret, diskuteret, analyseret og blotlagt med alle forhåndenværende midler… I 2012 får vi vished. Men ingen kan sige, at vi ikke var advaret…

Galleri

Ads by MGDK