[b]Skæppeskønne strømere[/b]

Selvom jeg ikke har nær så meget imod [i]remake[/i]-trenden som de fleste filmentusiaster, så er det et uimodsigeligt faktum, at langt størstedelen af alle genindspilninger er gudsjammerlige. Hollywood famler åbenbart stadig efter den perfekte skabelon til et godt remake, og selvom den søgen indimellem afstedkommer perler som “Heat” og “The Departed”, går der ofte adskillige år (og utallige makværker à la “The Wicker Man” og “The Pink Panther”) imellem succeserne. I min optik er “21 Jump Street” dog den ultimative opskrift på et solidt remake, idet den udelukkende bruger sit kildemateriale (politiserien “21 Jump Street”, som kørte fra 1987 til 1991) som afsæt til at levere sin helt egen og ejendommelige fortælling.

Og jeg faldt for “21 Jump Street” (den nye film, altså), allerede da filmeselskabernes logoer tonede frem, og grandios, Hans Zimmer-agtig orkestermusik bragede løs i højtalerne, før Eminems smågrinagtige megahit “The Real Slim Shady” pludseligt overdøvede den seriøse filmmusik og kaprede lydsiden. Allerede her slås tonen an: Vi skal til at se en film, der ikke blot inddrager og ærer politifilmens klicheer – lige fra dens vilde skuddueller og hæsblæsende biljagter til den evigt arrige politikaptajn – men som også tryner dem (dog på en kærlig, selvironisk facon). “21 Jump Street” rummer solid action såvel som en kaskade af lattermuskellammende jokes. Ja, der er vel nærmest tale om en mindre stueren, men næsten lige så morsom udgave af “Hot Fuzz”.

Filmen driver tilmed gæk med sin egen, lidet velansete status som remake og tager dermed for alvor fusen på skeptiske fans af tv-serien, der i øvrigt var langt mere seriøs. Hør bare her, hvordan filmens to helte, de nybagte strissere Greg Jenko (Channing Tatum) og Morton Schmidt (Jonah Hill), får overdraget deres mission af kaptajnen: [i]”Vi genoptager et aflivet undercover-program fra 1980’erne. Vi pudser det af og gør det lidt moderne. Forstår I… dem, som styrer den slags, har ingen kreativitet og er løbet tør for ideer. Så det eneste, de gør nu, er, at de genbruger gammelt lort og forventer, at ingen af os lægger mærke til det.”[/i] Årets bedste monolog? Meget muligt.

Humoren i “21 Jump Street” er altså ikke blot allerhelvedes morsom, men også forbavsende kløgtig og raffineret, og det ville være en skam at svække filmens punchlines ved at udpensle flere af morsomhederne her. Eftersom den rapkæftede Hill også er en af filmens manuskriptforfattere, kommer det ikke som nogen stor overraskelse, at det også vrimler med vitser, der ligger under bæltestedet. Men fordi skuespillertruppen er fyldt med gudbenådede komikere (samt mere seriøse skuespillere, der ubesværet fremkalder deres indre grinebidere), er det uhyre sjældent, at man ikke i det mindste klukler af tåbelighederne.

Dave Franco (James’ lillebror) er vidunderligt gakket som en følsom, men narkoglad gymnasieelev, Ice Cube fremtvinger latterbrøl gang på gang med sine højrøstede vredesudbrud ([i]”Jeg ved, hvad I alle sammen tænker… En vred, sort politikaptajn? Det er bare en fucking stereotyp!”[/i]) og Rob Riggle, der i årevis har brilleret i mindre komediebiroller, stjæler hver eneste scene, han medvirker i, i rollen som en overgearet gymnastiklærer. Men filmen tilhører Hill og Tatum, som tilsammen udgør et mægtigt makkerpar. “21 Jump Street” var nok hurtigt blevet trættende, hvis den blot havde været en endeløs kavalkade af jokes, men d’herrer får os faktisk til at holde af og med deres noget kluntede, uprøvede betjente, som får til opgave at agere elever på et gymnasium, hvor et nyt, dødsensfarligt narkotikum har slået en dreng ihjel. Kan strømerne mon finde stoffets skabere, før deres medstuderende fatter mistanke til dem?

Tatum og Hill klikker så godt, at man bliver enormt engageret i, at deres venskab overlever alle de prøvelser og al den hjertesorg, som ikke kan undgås på et gymnasium. Filmen vakler indimellem lidt i midterdelen, hvor tempoet sænkes lidt for meget i et forsøg på at give karaktererne mere spillerum, men det lykkes altså instruktørerne Phil Lord og Chris Miller at stimulere både følelsesregisteret og lattermusklerne, og så formår filmen tilmed at afrunde den oprindelige “21 Jump Street”-tv-serie på en både rørende og opfindsom facon, som ville være direkte kriminelt at afsløre her. Slutningen lægger op til en fortsættelse. Jeg håber, at det ikke bare var endnu en af filmens vitser.

[b]Video[/b]

Præsenteret i AVC/1080p 2.40:1. Skivens transfer er acceptabelt, men langtfra prangende. Billedsiden er meget mørk, og i nogle af de dunkleste scener synes detaljerigdommen at dale en smule (Ice Cubes afrohår lader eksempelvis ofte til at være én stor, sort plamage), og selv ikke i dagscenerne er detaljerigdommen nogensinde slående. Billedet er aldrig tilnærmelsesvis sløret, men det er altså heller ikke knivskarpt, og selvom farverne generelt er naturtro, så er det indimellem lidt for tydeligt, at de er blevet manipuleret – især de grønne nuancer er til tider for markante. Jeg bemærkede dog aldrig edge-enhancement, banding, udtværing eller utilsigtet støj. Jeg mindes, at filmen så bedre ud i biografen.

[b]Audio[/b]

Transferet skuffer en smule, men det gør DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet heldigvis ikke. Subwooferen giver alt fra skuddene og eksplosionerne til de mange popsange ekstra slagkraft. Under det store skolebal får sangene gulvet til at vibrere, og den store biljagt på motorvejen får også for alvor kanalnetværket op i omdrejninger. I scener som disse (og også en stor, vild elevfest) er lydbilledet spækket med subtile, auditive detaljer, der gør scenerne meget lette at leve sig ind i. Panoreringerne fungerer godt, hver eneste replik kommer klokkeklart igennem, og støj forekommer aldrig.

[b]Ekstramateriale[/b]

Instruktørerne Phil Lord og Chris Miller samt skuespillerne Jonah Hill og Channing Tatum har i fællesskab indtalt et uhyre underholdende kommentarspor til filmen. Ganske vist diskes der ikke op med vildt mange seriøse anekdoter, men kvartettens entusiasme er enorm og smittende. Her er i alt 30 minutters slettede/forlængede/alternative scener, og mange af dem er faktisk ganske seværdige – ikke mindst Ice Cubes forlængede nedsabling af sine nye, unge rekrutter.

Jeg var skuffet over de fem minutters fraklip, som sjældent udløste et træk på smilebåndet, men til gengæld er her to minutters muntre optagelser af en improviserende Ice Cube, og jeg nød også den korte featurette om skuespilleren Rob Riggle (9 min.). Her er også fire andre korte dokumentarer, som tilsammen varer blot 22 minutter og ikke er særligt dybdeborende, men til gengæld ganske underholdende. De gransker bl.a. Hill og Tatums blomstrende venskab under optagelserne og en helt særlig kendis’ gæsteoptræden i filmen, som ikke bør afsløres her. Derudover er her trailere til fem andre Sony-titler. Ekstramaterialet præsenteres i 1080p.