[b]Endnu ikke over the Hill[/b]

Hvordan laver man en god toer? Ingen ved det vist helt, for hvis det bare var så enkelt at tage alt, hvad man fik første gang og gøre det vildere og større, ville filmkunsten nok have nået sit zenit med “Politiskolen 7” og “American Pie 14”. Den frustration har tilsyneladende været for meget for Jonah Hill og drengene bag “21 Jump Street”. Derfor har de gjort den svære disciplin til den afgørende komiske drivkraft i en af de sjoveste [i]sequels[/i], jeg længe har set. Ved både at låne fra og række tunge ad de to ovennævnte filmserier, når Hill, Channing Tatum og Ice Cube i mål med det helt usandsynlige projekt at lave en seværdig efterfølger til efterfølgeren til tv-serien, der gjorde alt fra Johnny Depp til cowboytøj vældig populært.

Oplægget er det samme. Hill og Tatum er stadig to uduelige betjente. Ice Cube er stadig deres chef, der råber så meget, at han må have bestået til guldstjerne på det skæld-ud-kursus, alle politiinspektører i amerikansk film går på. Der er stadig narko, denne gang på college, men det er stadig en elendig plan at lade to, på én gang alt for gamle og alt for umodne mænd, gå undercover i ungdommen. Men filmens genistreg er, at det hele kun sker igen, fordi politicheferne beder om mere af det samme. Det gik jo så godt sidst. Blink til publikum – det er jer vi taler til! Hollywoodstudiet giver jer det, I vil have, og de ansatte parerer ordre, om de synes, det er en god idé eller ej.

I en hylemorsom åbningsscene ødelægger de en aktion mod nogle smuglere, selvom Hill går [i]’in character'[/i] som mexicansk narkogangster. I en lige så sjov næste scene giver en skeptisk Ron Swanson, undskyld Nick Offerman, drengene deres nye gamle opgave og når at få sagt en femten-seksten gange nærmest direkte ind i kameraet, at det er mere af det samme lort, men med et større budget. Og sådan bliver der fyldt på og fyldt på uden et øjebliks tøven. Alt er blevet opdateret, men kun lige så meget, at vi er helt med på, at de er helt med på, at vi er helt med. Hovedkvarteret er rykket lige over på den anden side af gaden til nr. 22, stoffet er et andet, men stadig lige underordnet, for det er stadig de to panserfisk og deres tur i et fremmed akvarium, der er det afgørende.

Og heldigvis er Channing Tatum og Jonah Hill stadig et godt makkerpar, som nu har den yderligere fordel at spille op imod de forventninger, den første film har givet. Den ene er klog, speedsnakkende og fjoget, den anden pumpet op på amerikansk bøf-selvtillid og alt for dum til reelt at kunne gå for at være betjent. Selv når de gør lige præcis, som man har regnet med, er det underholdende, men man skal være glad for Hills fjottede træden sig selv over tæerne. Han bærer langt de fleste grin. Man skal dog ikke underkende Tatums evne til at kværne jokes ud af de der brede kæber. De her to er stadig et levende og charmerende bevis på, hvorfor gentagelsen af dumheder kan være så grinagtig.

En sjov præmis er i sig selv ikke nok til at lave en komedie, og problemet er ofte, at grinene forsvinder i takt med, at man skal udfolde et plot og vise karakterernes motivationer. De kan jo ikke bare stå og fortælle vittigheder i halvanden time. Men manuskriptet i “22 Jump Street” holder en fin balance mellem akavede knald ved siden af en sur [i]roommate[/i] og den reelle frygt for at miste sin bedste ven. Samtidig holdes tungen lige i munden i den blanding af action og humor, der ofte går så galt, fordi man lægger vægt på en masse eksplosioner, hvor Bruce Willis’ sidekick så kan give nogle dumme [i]oneliners[/i] i pauserne imellem. Her er komikken integreret i actionscenerne, uden at nogle af delene taber kraft.