[b]Bauer på afrikansk korstog[/b]

Der har på det seneste været en svag tendens til, at enhver (populær) tv-serie med respekt for sig selv skal malke det sidste lommeuld ud af sine tilhængere ved at gå til filmen. Det har været tilfældet for singlelivets “Sex and the City” og ligeså for actionheltenes “Miami Vice”. Også Jack Bauers hårdkogte spændingsunivers har for nyligt undergået en sådan forvandling i den noget mere middelmådige “24: Redemption”.

I spillefilmudgaven befinder vi os et eller andet sted imellem sjette og syvende sæson i et tomrum, der skal knytte bånd mellem de to. Jack Bauer, der traditionen tro udfyldes upåklageligt af en brovten og upoleret Kiefer Sutherland, befinder sig i det borgerkrigshærgede Sangala i Afrika, hvor han residerer hos den mangeårige frænde Benton – spillet af Robert Carlyle – som har opbygget en amerikansk skole i området. Bauer er på flugt fra de amerikanske myndigheder, og har det derfor fint med at befinde sig langt fra alfarvej og lovens lange arm. Men nissen flytter som bekendt med, og dramaet er ikke mange minutter gammelt, før actionhelten står over for fatale valg og ondsindede bad guys.

I forhold til serien er det imidlertid en noget energisvag drik, vi her udsættes for. “24: Redemption” mangler i den grad dynamik, ligesom Jack Bauer heller ikke som sådan længere har den altoverskyggende hovedrolle i tingenes udvikling, men derimod snarere er del af et større hele. Oprørsgeneralen Juma indfanger skolebørn, naturligvis på baggrund af lyssky amerikanske investeringer, og tvinger dem ud i åben ildkamp som børnesoldater. Da samme notoriske Juma får nys om Bentons skole, er det kun et spørgsmål om tid, før Benton og dermed også Bauer i fællesskab må kæmpe en uligevægtig kamp for at redde børnene ud af landet, inden det er for sent. Så langt så godt.

Samtidig er der gang i korridorpolitikken på det amerikanske kontinent, hvor den afgående og kyniske præsident Noah Daniels er ved at blive erstattet af et kvindeligt modstykke i den humanistiske Allison Taylor, der åbenlyst har et helt anderledes syn på konflikten i Sangala. Der er dog stadig et par timer til indsættelsesceremonien i Washington, og stærke kræfter gør deres for at nå at mele egen kage i det plagede land inden magtskiftet. Den musikvideoinspirerede klippestil er som altid en fængslende faktor i det bauerske univers, men her hæmmes det dog til en vis grad af et svingende tempo, der særligt i indledningen trækker i langdrag.

Selvom “24: Redemption” udviser et mere menneskevenligt syn, hvor amerikanerne – enkelte af dem i hvert fald – er ude på at redde de udsatte afrikanere i Sangala, så er filmdelen stadig gennemsyret af infamt dumme svin, og så er der også stadig gjort plads til en udtalt forherligelse af tortur. Her er Jack Bauer dog ikke længere agitator for en sådan, mens andre skurketyper til gengæld raskt væk benytter sig af denne udsøgte mulighed. Da Jack Bauer befinder sig i Afrika fra start til slut, har det ikke givet mening at referere til efterretningsbureauets hovedkontor, som ellers er en krumtap i serien. Alligevel giver det et vist savn, og netop spændingens hovedåre lå i krydsfeltet mellem Jacks arbejde i marken og den hårfine og politisk prægede orkestrering fra hjemmebanen.

Som film er “24: Redemption” jævnt underholdende, men også jævnt ligegyldig. Der er simpelthen ikke spændingselementer nok til, at et nervepirrende greb kan opbygges. Som kulturel manifestation er der dog et og andet at byde på. Forskellen på rig og fattig understreges for alvor her, hvor der hyppigt klippes mellem amerikanernes til overflod velhavere og afrikanernes underernærede fattige. Det er en forskel, der er til at føle på, men også en forskel, der ses eksempler på hver eneste dag. Det gør indtryk hver gang. Den forholdsvist korte film skulle oprindeligt have ageret første afsnit i den kommende sæson 7. Og det fornemmes. “24: Redemption” sætter sig mellem to stole og kan ikke rigtig slippe serietaget, men heller ikke for alvor springe ud som film, selv om elementerne skam er til stede.

[b]Video[/b]

“24: Redemption” præsenteres i et indbydende og skarpt anamorphic widescreen 1.77:1-format, som dog byder på enkelte tilfælde af edge-enhancement. Digitale forstyrrelser og udtværinger er der til gengæld ingen af, og både farvetemperatur og kontrast holder sig desuden stabile. Et glimrende transfer.

[b]Audio[/b]

På lydsiden opererer det engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, hvor dialogen trods enkelte mudrede passager er tydelig og uden overstyringer. Også underlægningsmusikken er velproduceret og er ikke til gene for hverken den alsidige atmosfære eller de ganske mange distinkte lydeffekter.

[b]Ekstramateriale[/b]

En smule bedre end filmen i sig selv er ekstramaterialet, som først og fremmest trakterer med et længere bidrag omkring tilblivelsen af filmen i “The Making of 24: Redemption”. Mere væsentligt set fra et almengyldigt synspunkt er imidlertid “Blood Never Dry: Child Soldiers in Africa”, der, som titlen antyder, stiller skarpt på netop brugen af børnesoldater i de afrikanske krige. Som det mere obligatoriske tilsnit er slettede scener, en trailer for seriens sjette sæson samt det første kvarter af, hvad der må formodes af være syvende sæsons første afsnit. Udmærket, uden at være prangende.