Langtrukken ligegyldighedEmmy-vindende Katherine Heigl, bedst kendt fra “Greys hvide verden”, spilder i “27 bryllupper” sit ellers udmærkede talent på rollen som den bryllupsforstyrrede Jane i en kærlighedskomedie, der hverken er sjov eller romantisk.

Jane er en helt igennem uselvisk person, der bruger al sin tid og energi på at hjælpe andre, hvad enten det er på arbejdspladsen eller i fritiden. Derudover er hun både vild med bryllupper samt en håbløs romantiker, hvilket har bidraget til, at hun har optrådt som brudepige ikke mindre end 27 gange. Dette bliver opdaget af journalisten Kevin, der hurtigt finder potentiale i en historie om Jane og hendes rolle som den evige brudepige, og han går straks i gang med at prøve at komme tættere ind på livet af Jane. Samtidig ankommer Janes søster Tess, som dårlig nok når ud af flyet, inden hun har forelsket sig i Janes chef George, som Jane selv er hemmeligt forelsket i. Der går da heller ikke ret lang tid før, at George frier til Tess, og så har Jane endnu en gang udsigt til at skulle være brudepige.

Det bliver dog alligevel for meget for Jane at skulle miste den drømmefyr, hun aldrig har haft mod til at erklærer sin kærlighed over for, og med Kevins hjælp lærer hun så småt at sige fra og tænke på sig selv. Fra filmens start bliver det slået meget tydeligt fast, hvilken hjælpsom person Jane er, da hun rakker frem og tilbage i taxa for at kunne deltage som brudepige i to forskellige bryllupper. Det stopper dog ikke der, og hele den første time af filmen bliver brugt på at vise, hvor uselvisk Jane er, inden bægeret flyder over hos hende, og hun begynder at tænke på sig selv, hvilket er det, der langt om længe sparker den smule handling, som filmen indeholder, i gang.

I det hele taget er filmens 111 minutters lange spilletid et stort problem, da der slet ikke er kød nok på historien til at kunne fastholde seeren så længe. Man både kunne og burde have skåret mindst en tredjedel af filmen væk, så man slap for diverse overflødigheder, som filmen til tider drukner i. Man kan ikke blot nøjes med at se et lille udvalg af Janes brudepigekjoler, da hun poserer for bryllupsskribenten Kevin – alle kjolerne bliver vist frem, hvoraf den ene er mere hæslig end den anden. Og der er flere af den slags episoder, eksempelvis hvor Janes utålmodige venten på sin søster skal fremhæves ved at bruge unødvendig tid på at vise, hvordan hun får tiden til at gå med rengøring. Og desuden er der et besøg på et værtshus, hvor Jane og Kevin slår sig løs og ender med at synge og danse på værtshusets bar til de andre gæsters (men ikke biografgængerens) store glæde.

Disse indslag ville ikke være et problem, hvis det bidrog til handlingen eller persongalleriet, men det gør det ikke. Et andet problem er filmens persongalleri, der er både kedelig og mangelfuld og efterlader et tomt indtryk af personerne. Jane er den hjælpsomme, Tess er den egoistiske, Kevin kan man ikke finde ud af, hvad er, og Georg – ja han er der bare. Så kort kan nøglepersonerne karakteriseres, og i visse andre genrer havde denne beskrivelse måske også været acceptabel. Men i en kærlighedskomedie, som “27 bryllupper” skulle være, er det af stor betydning, at man kommer ind under huden på nøglepersonerne, da det er dem, der skal bære historien. Det er for så vidt ikke fordi skuespillerne gør det dårligt – de har bare ikke haft nok at arbejde med, hvilket en idéforladt manuskriptforfatter og en uopfindsom instruktør er skyld i.