[b]Ikke lige i (ægte)skabet[/b]

Mød Jane og Kevin: Jane hjælper frivilligt og gladeligt sine mange veninder med at planlægge deres bryllupper. Kevin er ansvarlig for en avisklumme om giftermål, som Jane tilfældigvis forguder. Kevin hader sit job, fordi han modsat Jane ikke tror på ægteskabets levedygtighed. De to støder pludseligt på hinanden, og Jane finder i første omgang Kevins kynisme frastødende, men hun ved endnu ikke, at den velsoignerede, single mand er hendes yndlingsforfatter, eller at han synes, hun er enormt attraktiv. Hvad der dernæst sker i “27 bryllupper” bør være åbenlyst for enhver, der nogensinde har set en film.

Alligevel er Anne Fletchers romantiske komedie langtfra ubrugelig. Javist, “27 bryllupper” er ikke just et af de mest uforudsigelige kapitler i filmhistoriens enorme leksikon. Den er en tand for lang og tilsyneladende helt tilfreds med at fortælle en historie, man i hvert fald kan nævne 27 mere eller mindre identiske udgaver af. Men skuespillerne oparbejder en hulens masse goodwill takket være deres både påfaldende og afvæbnende entusiasme. Katherine Heigl og James Marsden, der hhv. spiller Jane og Kevin, lader sig aldrig slå ud af det faktum, at de medvirker i en lettere banal metervare. I stedet går de til værks med en uventet respekt for materialet og et oprigtigt glimt i øjet, der gør, at man rives med af løjerne – også selvom det til tider er en anelse modvilligt.

Resten af ensemblet klarer sig også ganske godt. Judy Greer er gudskelov mindre anmassende end sædvanligt i rollen som Janes bedste veninde. Edward Burns synes skræddersyet til rollen som Janes sympatiske chef, og svenske Malin Akerman er nøjagtig lige så irriterende, som hun bør være, som Janes egoistiske lillesøster. Fælles for alle skuespillere er, at de formår at forvandle de karakterer, som i Aline Brosh McKennas manuskript er nærmest endimensionale stereotyper, til overbevisende personligheder, man godt kunne forestille sig eksistere i den virkelige verden. Men filmen tilhører altså Heigl og Marsden, der begge har vist gode takter i efterhånden utallige film. Man kan sgu ikke komme udenom, at de udgør et nuttet par.

Det lykkes heldigvis også ofte Fletcher at hive filmen ned på jorden igen, når de mange klicheer og pladdersentimentale monologer truer med at tvinge filmen ind i en uvirkelig, alternativ fantasiverden, hvor virkelighedens regler ikke gælder. Et perleeksempel er en vanvittig scene på en bar, der lægger godt ud, men ender med en overgearet og mildest talt pinlig fællessang. Apropos musik, så holder komponisten Randy Edelman sig heldigvis som regel i skindet, men filmens æstetik er ikke just dens største trumfkort.

Der er ingen spor af den slags nuancerede personskildringer eller hjerteskærende kærlighedskvaler, der var hovedingredienserne i genreklassikere som “Da Harry mødte Sally” og “Skønhed & fordom” eller endda nyere og ikke helt så brillante seancer som “About a Boy” og “Min brors kæreste”. Mest af alt savner man den bidske sarkasme, der gennemsyrede McKennas manuskript til “The Devil Wears Prada”. Det er hovedsageligt Heigl og Marsdens karisma, energi og sans for komisk timing, der fremtvinger latter. Man efterlades i sidste ende glad og opkvikket, men også med en nagende følelse af, at “27 bryllupper” kunne have været meget bedre.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Transferet plages kun af ét (uheldigvis meget mærkbart) problem: Manglende skarphed. Næsten alle skud virker slørede, og til tider bliver man decideret irriteret over, at billedet er så uskarpt. Ellers er billedet blottet for støj, snavs og edge-enhancement. Farverne er særdeles flotte og troværdige fra start til slut, og kontrasten er solid. Transferet kunne let have scoret topkarakter, hvis det havde været så skarpt, som det burde.

[b]Audio[/b]

Filmens lyddesign er forholdsvis uinteressant, så derfor overrasker det ikke, at udgivelsens Dolby Digital 5.1-lydspor ikke afføder megen begejstring. Alle lyde, replikker og musikalske indslag er imidlertid tydelige. Subwooferen bruges sjældent, men heller aldrig på ubelejlige tidspunkter. Fronthøjtalerne er langt mere aktive end baghøjtalerne, som kun sjældent mønstrer atmosfærelyde, der får de mange New York-locations til at føles ægte. Panoreringer er fåtallige, men hverken støj eller overstyring optræder.

[b]Ekstramateriale[/b]

Inden man når frem til skivens menu, præsenteres man for trailere til “Remix”, “Min brors kæreste” og “The Savages”. Fire minutters ligegyldige slettede scener medfølger, og det samme gør i alt fire dokumentarer: “The Wedding Party” (14 min.), “You’ll Never Wear That Again” (7 min.), “Jane’s World” (5 min.) og “The Running of the Brides” (5 min.). Desværre er de alle meget korte, og der bliver brugt alt for megen tid på at vise klip fra filmen og recitere dens plot. Der bliver også talt en del om produktionens kjoler og kulisser. Kort sagt: Fans vil formentlig sætte pris på dokumentarerne, mens alle andre nok vil være ligeglade.